Godmorgen her fra Computerworld. Her får du ugens sidste morgenbriefing med overblikket over dagens it-nyheder.
Capnova-direktør i spidsen for ny digital investeringsfond
En politik aftale fra maj sidste år betyder, at iværksættere med en god it-idé ikke længere kan få investeringer fra det statslige investeringsselskab Capnova.
Men ud af netop Capnova udspringer nu et ny investerings- og udviklingsselskab, der kommer til at hedde Spring Nordic.
I takt med at Capnova ikke længere kan investere i nye, digitale virksomheder, vil Spring Nordic ved hjælp af blandt andet fonde og partnerskaber med industrien hjælpe virksomhederne.
“Vi ser et kapitalgab for de meget tidlige iværksættere, og det er en kæmpe stopklods for vækst og kommercialisering, især for spinouts fra universiteterne og andre videntunge iværksættere. I sidste ende er det også et samfundsproblem, fordi vi mister innovation og arbejdspladser herhjemme,” siger direktør for Spring Nordic, Kim Ove Olsen, der har været direktør i Capnova, i en pressemeddelelse.
Sony flytter hovedkontor ud af Storbritannien efter brexit
Elektronik-virksomheden Sony tager nu konsekvensen af briternes kommende exit af EU og flytter sit europæiske hovedkontor fra London til Amsterdam.
Beslutningen skyldes ikke alene det faktum, at London ikke længere vil være en del af EU, men særligt usikkerheden omkring, hvordan briterne kommer til at forlade unionen.
Det skriver CNN.
Sony fortæller, at man vil flytte hovedkvarteret 29. marts, der også er skæringsdatoen for, hvornår Storbritanien senest skal forlade EU.
“Der er meget usikkerhed omkring brexit,” lyder det ifølge CNN fra Sonys talsmand Takashi Lida.
Facebook fjerner flere falske politiske opslag: Eksperter advarer
Liberal Alliance har allerede bedt Facebook om at fjerne en kritisk kampagne mod partiet fra politiske modstandere, men eksperter advarer mod den praksis.
Det skriver Politiken.
Partiets kommunikationschef fortæller til avisen, at Facebook fjernede opslaget meget hurtigt, og det mener han er et udtryk for, at det sociale medie er meget opmærksom på ikke at sprede falske nyheder op til det kommende folketingsvalg.
Jesper Lund, der er formand for it-politisk forening er dog noget skeptisk over for den praksis Facebook fører i den politiske debat.
"Opslaget fremstår som en parodi, der ikke ligger voldsomt langt fra, hvad Joachim B. Olsen faktisk har sagt. Parodier af den slags er en alment accepteret del af den politiske debat," siger han til Politiken.
EU kommissær skeptisk over for Danmarks modstand mod digital skat
Danmarks Finansminister Kristian Jensen (V) åbnede døren på klem for, at Danmark kan være med på en særlig digital skat, men med visse forbehold.
I EU underer det dog samtidig kommissæren for finans og økonomi, at Danmark er så nøglende over for en skat, der rammer de digitale giganter.
Det skriver Børsen.
"Det er et emne, vi ikke kan håndtere nationalt. Hvis vi vil have tech-giganterne til at betale deres fair skat de steder, hvor de skaber profit og værdi, er vi nødt til at have en europæisk digital skat. Og ærligt talt forstår jeg virkelig ikke, hvorfor den danske regering er imod. Det er også i dansk interesse," finans- og økonomikommissær Pierre Moscovici til erhvervsavisen.
EU's udspil til den digital skat betyder, at hvis et selskabs globale omsætning er højere end 750 millioner euro, så skal de betale tre procent yderligere i skat. Men det forslag er Danmark ikke med på, som det ser ud nu.
Finansministeren efterlyser i stedet et "klogere" forslag.
Microsoft efterspørger regulering for ansigtsgenkendelse
Hos den amerikanske teknologi-gigant, Microsoft, efterspørger man større politisk regulering med brugen af ansigtskendelsen.
Sådan lyder det fra selskabets CEO, Satya Nadella, ifølge mediet CNBC.
Nadella advarer imod, at i takt med, at ansigtsgenkendelses-teknologien bliver mere udbredt, så er det ikke længere nok, at it-selskaberne alene fastsætter regler for brugen af teknologien.
"Jeg føler, at der i dag er stor konkurrence om det her. Der bliver ikke differentieret mellem rigtigt og forkert inden for brugen af ansigtsgenkendelse," lyder det fra Satya Nadella ifølge CNBC.
Det er ikke nyt, at de store amerikanske tech-selskaber efterlyser større regulering.
Herhjemme har Microsofts danske topchef, Marianne Dahl Steensen, også tidligere efterlyst større regulering med markedet for kunstig intelligens.