Pernille Geneser er stoppet som CIO for Bestseller, da den danske modekoncern har opsagt samarbejdet.
Det erfarer Computerworld.
It-direktøren, der var nomineret af Computerworld til Årets CIO 2016, bliver afløst af Nicolas Skovmand, der ifølge Computerworlds oplysninger midlertidigt forfremmes internt til Bestsellers nye CIO fra en stilling som programme director.
Det bekræfter Nicolas Skovmand på sin Linkedin-profil.
Han skal dele ansvaret med Dann Bleeker Pedersen, som har titlen head of it plan, indtil en permanent afløser er på plads.
Pernille Geneser sidder i bestyrelsen i Dansk IT og har tidligere bestredet CIO-stillingen for Ecco, ligesom hun også har været senior director for Arla og stået i spidsen for SAP-afdelingen i JYSK.
Hun kom til Bestseller i oktober 2013 og nåede dermed akkurat at runde fem år på posten som CIO for Bestseller.
Sideløbende med stillingen hos Bestseller har Pernille Geneser styret sin egen virksomhed FashionTrade.
Bestseller bekræfter afskedigelse
Computerworld har været i kontakt med Bestseller, der bekræfter Computerworlds oplysninger.
Men selskabet ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.
"Vi kan bekræfte, at vi har opsagt samarbejdet med Pernille Geneser, og som midlertidig ledelse af vores IT-organisation har vi indsat Dann Bleeker Pedersen og Nicolas Skovmand – begge er interne," lyder det en mail fra selskabets kommunikationschef Jesper Stubkier, der ikke vil vil sætte en konkret tidshorisont på finde Pernille Genesers permanente afløser.
Computerworld har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra Pernille Geneser, men hun er ikke vendt tilbage på Computerworlds henvendelser.
Pernille Geneser har stået i spidsen for udrulningen af Bestsellers cloud-baserede platform Bestone.
I begyndelsen af maj 2017 introducerede Bestseller et nyt ERP-system bygget på Microsoft Dynamics 365 som en del af platformen, der derudover af PLM-applikation, Centric8 og PLM-applikation, Centric8.
Du kan læse mere om Pernille Genesers projekter hos Bestseller her: Bestseller-CIO sætter gang i kæmpe it-projekt: Fra legacy til moderne cloud-løsning