Leg giver millionsucces for dansk e-læring

Det danske webbureau Verticportals har succes med sit e-læringsprodukt, hvor leg og underholdning er i centrum. Virksomheder bruger produktet til at oplære tusindvis af salgsassistenter og ansatte over hele verden, og danske Verticportals ser derfor frem mod et millionresultat efter en rekonstruktion i 2002.

Efter en rekonstruktion i 2002 er danske Verticportals kommet på benene igen med et e-læringsprodukt, som fokuserer på leg og underholdning, når virksomheder vil oplære medarbejderne.

Blandt kunderne er store firmaer som Motorola, Microsoft, Codan og amerikanske Harman International, der bruger Verticportals koncept til at give ny viden til sine ansatte og salgsassistenter.

Markedet for e-læring har ellers taget et gevaldigt drop, og en undersøgelse foretaget af Institut for Konjunkturanalyse viste for nylig, at antallet af danske virksomheder, der bruger e-læring, er halveret på to år.

- Virksomheder håber at spare en masse penge med e-læring, men hvis folk ikke gider bruge det, så er det en dårlig investering. Vi mener, at underholdningsaspektet er afgørende, hvis e-læring skal virke, siger direktør Sebastian Jespersen fra Verticportals.

E-læring med leg og spil

Webbureauet har derfor udviklet et standardsystem til indholdsstyring, som kan bruges til e-læring.

Fokus er på leg og underholdning, så eksempelvis salgsassistenter med udgangspunkt i et selskabs produkter deltager i konkurrencer med ugentlige præmier.

En af kunderne er amerikanske Harman International, der er kendt for hi-fi-udstyr under mærker som Harman Kardon, JBL og Infinity. Harman vil i den kommende tid bruge Verticportals produkt til at undervise omkring 60.000 salgsassistenter i sine hi-fi-produkter.

En anden kunde er danske Codan, der vil bruge produktet til at uddanne cirka 600 ansatte i risikostyring.

- Vi synes det er godt, for man kan få virkeligheden ind i nogle helt konkrete rammer, så medarbejderne gennem leg, der har relation til hverdagen, kan lære noget, siger projektleder Charlotte Zacho Jørgensen.

Simuleret hverdag

Ifølge hende ville det optimale være at sende alle 600 ansatte ud på besøg hos virksomheder, men det kan være svært i praksis. I stedet bruger de ansatte deres webbrowser til at gennemspille forskellige simulerede hverdagssituationer.

- Vi har haft en workshop, og alle medarbejdere syntes, det var et sjovt og spændende værktøj, fordi det kunne relateres til deres hverdag. Der er dog et godt stykke vej fra det og til at sige, at de rent faktisk har lært noget om risikostyring, siger Charlotte Zacho Jørgensen.

E-læring udgør halvdelen af Verticportals forretning, mens den anden halvdel består i at hjælpe virksomheder med internetdesign på et mere generelt plan.

Efter et lille overskud på 110.000 kroner i 2003, satser Verticportals på at nå en omsætning på 10 millioner kroner i år.

Rekonstruktion i 2002

- Vi regner med et millionresultat i år, og vi ligger allerede pænt foran det budgetterede, siger Sebastian Jespersen.

Det forventede millionresultat kommer to år efter, at selskabet var igennem noget af et stormvejr, da den amerikanske hovedaktionær ifølge Sebastian Jespersen gik i betalingsstandsning og trak Verticportals med sig.

Det førte til, at de danske investorer sammen med ledelsen i 2002 købte aktiviteterne ud af det danske konkursbo for et mindre millionbeløb og førte dem videre i et nyt selskab med samme navn.

De eksterne investorer ejer i dag 55 procent af Verticportals, mens resten ejes af ledelsen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere


Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere