Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne torsdag morgen.
Ikea fyrer ansatte som led i digital omstilling
Vi begynder hos Ikea, der i går kunne melde ud, at 7.500 stillinger på verdensplan vil blive nedlagt.
Fyringerne er et led i en global omlægning af forretningen, hvor Ikea vil skabe 11.500 nye job for at møde en række krav om blandt andet digital adgang, mere service og hurtigere levering af varer.
"Verden forandrer sig, og det sker hurtigt. Der opstår større og større krav til digitalisering, og en større urbanisering med flere og flere forbrugere, der bor inde i storbyerne uden at have bil, stiller krav til den måde, vi indretter vores forretning på. Det samme gør kundernes krav om større service og mere convenience. Det er baggrunden for den store transformation, Ikea nu sætter gang i verden over," oplyser Johan Laurell, administrerende direktør i Ikea Danmark til Børsen.
Der kan blive tale om, at 25 danske stillinger bliver nedlagt.
Ikea har i dag 2.700 ansatte i Danmark og 160.000 medarbejdere på verdensplan.
Ikea har fem varehuse i Danmark, som i fjor blev besøgt af tæt ved 10,9 millioner mennesker, mens antallet af besøgende på Ikea.dk steg med mere end to millioner til små 37 millioner.
Onlinehandlen er steget med 76 pct.
Amazon videregiver ved fejl navne og mailadresser på kunder
Nedtællingen til Black Friday og Cyber Monday er for alvor i gang - også hos Amazon, som typisk står for en stor del af trafikken de dage.
Men Amazons opvarmning til de eksplosive shoppingdage er ikke optimale.
Betanews kan fortælle, at Amazon på grund af en 'teknisk fejl' har videregivet navne og mailadresser på et ukendt antal Amazon-kunder.
"Problemet er blevet løst. Det er ikke et resultat af noget, du har gjort, og du behøver ikke at ændre dit kodeord eller foretager andre handlinger," skriver Amazons kundeservice i de kortfattede mails.
Amazon har ikke givet nogen forklaring på, hvad den tekniske fejl indebærer eller oplyst antallet af kunder, der er berørt, men bedyrer, at alle berørte kunder er blevet kontaktet.
Som plaster på såret kan du som sportsglad Amazon-kunde se frem til meget mere sport fra giganten, der vil købe en række sports-kanaler.
Læs mere om det her: Amazon på vej med stor ny tv-satsning: Vil købe 22 sports-kanaler
Svensk onlinesucces taber penge på offlinebutik
Fra The Everything Store til en online tøjbutik, der har haft mindre held med en helt almindelige fysisk butik.
Den svenske onlineshop Boozt åbnede i juni i år døren for en 500 kvadratmeter stor butik på Strøget i København.
Men satsningen på en fysisk butik på en af de dyreste adresser i København har sat sine negative spor i regnskabet for tredje kvartal, der er endt i et minus på 28,8 millioner svenske kroner.
"Den negative udvikling i kvartalets EBIT (primært driftsresultat red.) var drevet af større end forventet tab på den nye offline Beauty by Boozt-butik i København," siger administrerende direktør i Boozt, Hermann Haraldsson, i går aftes til Finans.
Butikken på Strøget er Boozts anden danske butik. Den første åbnede på Ro's Torv i Roskilde.
Læs også: Her er de største konkurrenceparametre for de danske netbutikker
30 danske it- og robotvirksomheder underskriver ny pagt
Og så til en ny dansk pagt.
Manglen på specialister og kompetencer indenfor it og teknologi, får nu 30 danske virksomheder til at gå i fælles front om om at løse udfordringerne.
En række danske it- og robotvirksomheder, heriblandt Hesehus, Blue Ocean Robotics og Universal Robotics har netop underskrevet en virksomhedspagt, som forpligter dem på at styrke integrationen med de uddannelsesinstitutioner, der skal levere dagens talenter.
“De fleste virksomheder vil gerne byde ind og bidrage til at løse specialistudfordringen, men det kan være svært i en travl hverdag. Pagten handler om at sætte konkrete mål samt at forpligte os på at hjælpe os selv ved at indgå aktivt i udviklingen af de studerende og fastholde de mange dygtige internationale profiler, der kommer hertil. Kan vi fastholde dem ikke bare i deres første, men også andet job er vi lykkedes stort,” siger bestyrelsesformand i Technology Denmark, Jonathan Bonemann Junker, der står bag samarbejdet.
Pagten er åben for alle, som vil støtte op om indsatsen.
En mulighed kunne også være bare at satste noget mere på digitale medarbjedere.
Læs mere om det her: Satser stort på robot-medarbejdere: "Mennesker skalerer simpelthen ikke hurtigt nok"
Facebook-reklame forsøger at undergrave Facebook
Normalt skriver vi ikke historier om reklamer her på Computerworld, men en reklame på Facebook har alligevel fanget vores interesse.
Gruppen Freedom from Facebook har købt en annonce på det sociale medie, og via Facebooks annonceringsværktøj målrettet det Facebooks egne ansatte.
Reklamen promoverer whistleblower-hjemmesiden 'safe space', hvor Facebook-ansatte anonymt kan lække information.
Det skriver BBC.com
Freedom from Facebook har ikke oplyst, hvordan den præcist har målrettet reklamen, men via Facebooks annonceringsværktøj kan man sortere de profiler, der har listet Facebook HQ som arbejdsgiver, hvilket giver 89.000 personer ifølge BBC.
Facebook har ikke ønsket at kommentere historien overfor BBC, der også kan fortælle, at Facebook ikke har blokeret annoncen og heller ikke overvåger, hvem der trykker på den.
Læs også: Facebooks annonceplatform i kaos få dage inden Black Friday