Tusindvis af glade fans strømmede lørdag til Royal Arena i København for at se hjemmeholdet Astralis duellere med FaZe Clan, MIBR, Matus Vincere, Cloud9 og Ninjas in Pyjamas i det klassiske CS:GO-spil.
Den samlede præmiepulje var 250.000 dollar, ca. 1,6 millioner danske kroner, hvoraf vinderholdet tager halvdelen med hjem mens anden til fjerdepladsen deler resten.
De mange forventningsfulde fremmødte er næsten udelukkende drenge og mænd mellem 15 og 30 - men også langt yngre fans er dukket op for at se idolerne spille på storskærmen. Ofte med en mor eller far på slæb.
Antallet af fremmødte kan lede tankerne hen på en landskamp, men selve stemningen er afslappet og minder mere om et hyggeligt opgør på Lyngby Stadion - hvor øl og pølser er udskiftet med energidrik og popcorn.
Blast Pro-opgøret i Royal Arena blev hurtigt udsolgt og selv de øverste rækker i den store koncertsal blev fyldt op.
De dedikerede fans kunne følge publikumsfavoritten Astralis på den store centrale skærm, men de øvrige to samtidige kampe foregik på de to øverste skærme.
Hvis nogen skulle være i tvivl om publikums favorit, blev den tvivl visket bort af klapsalverne da Astralis fik deres første kill.
Modstanderne fra Navi's succes blev til gengæld, kort efter, mødt med et kollektivt "åhh" og åndeløs stilhed fra de mange tusinde tilskuere.
For en udenforstående som undertegnede, der deltager på sit første esport-event, kan det være en smule overvældende og nyt.
Lidt som at overvære sin første landskamp uden anden forberedelse end at have spillet lidt fodbold i frikvarteret for 25-30 år siden.
Min 9-årige guide har til gengæld helt styr på holdene, reglerne og historien bag - en indsigt skabt af utallige timers streaming af andre esports-events, hvor kommentatorerne deler ud af deres viden.
I CS:GO kæmper de to hold om enten at forsvare eller angribe på en bane. Det angribende hold skal placere en bombe, mens det forsvarende hold skal forhindre den bliver sat- og hvis den sættes - sørge for at desarmere den.
Alternativt slutter runden, hvis alle spillere på det ene eller andet hold har mistet livet.
Mens stemningen generelt er afslappet med plads til både heppekor og slagssange, bliver salen stille, når bomben bliver placeret- og samtidig skifter lyset til en dybrød farve for at understrege alvoren.
Esport er ved at være big business. Både for holdene, hvis indtægter ser ud til at stige og stige, men også for sponsorerne.
Uden for Royal Arena havde elektronikkæden Power linet en dedikeret lastbil op. Indenfor kunne du købe tastaturer, mus og det officielle spillertøj - så du hjemme foran skærmen kan føle dig som en af de professionelle.
Holdtrøjer med den udvalgte spiller er ikke kun reserveret til de traditionelle sportsgrene - også inden for esport er tøj med helten på ryggen populært.
Lørdag var Astralistrøjerne i klart overtal til Blast Pro - og især dev1ce fra holdet så ud til at være populær.
I sidste ende var opbakningen og klapsalverne dog ikke nok til at sikre Astralis, som ellers er i toppen af verdenseliten, en plads i finalen.
Den blev i stedet til et opgør mellem ukrainske Natus Vincere og svenske Ninjas in Pyjamas, hvor Natus i sidste ende tog hjem med de 125.000 dollars.
Computerworld var inviteret til Blast Pro af sponsoren Turtle Beach. Læs mere om Computerworlds principper for deltagelse her.