I en branche der har med at kopiere sig selv og de seneste trends så meget som muligt, er det imponerende hvor meget Assassin’s Creed-serien har rykket sig i forhold til de stringente spilleregler der førhen definerede serien.
Dengang handlede det om infiltration, snigmord og besynderlige historier der uanset at de ofte var komplet usammenhængende og uønskede, forsøge at blande tidsperioder fra både nutid og datid til noget der mest af alt mindede om en dårligt afkog af en Dan Brown-fortælling.
Den slags er ikke længere at finde i serien. Med 2017’s Origins blev det hele genstartet, og en pause fra serien havde givet udvikleren tid til at søge nye inspirationer, hvilket betød at alt fra det mest basale spil-sammensætning og opefter, føltes frisk, lokkende og velfungerende.
Den tilgang har Odyssey ikke ændret ved, og i stedet står det meget hurtigt tydeligt at her i stedet er tale om en forfinelse af alle de gode takter fra det forrige eventyr, ganske som serien førhen stod for utallige forfinelse af seriens første eventyr.
Se også: Anmeldelse: Mystiske monstre frygter også geværer og spredehagl
Ændringer er der dog og en af de største bliver man præsenteret for, allerede inden man sådan rigtigt er gået i gang. Man får derfor selv valget mellem en mandlig (Alexios) eller kvindelig (Kassandra) hovedperson, hvilket også efterfølgende former hvordan historien udfolder sig. Trods hele pakken i forvejen er fyldt til randen med spilletimer, gives man altså derfor denne gang yderligere et incitament til at begynde forfra efter første gang at have gennemført det hele.
Kønnet på din valgte helt er dog ikke lige så interessant som alle de nye folder der er blevet føjet til de spilsystemer, som får det hele til at glide så godt sammen.
Rollespilselementer har særligt været i fokus, og skulle man tidligere have været i tvivl om hvorvidt serien var i gang med at sige farvel til sine rødder som primært et actionspil, er der nu længere ikke nogen tvivl, for Odyssey er et fuldblods action-rollespil, hvor de lånte elementer fra særligt The Witcher-serien er flere og tydeligere end tidligere. Det er på ingen måde ment som en kritik.
Mulighederne for at sammensætte eget udstyr, tilføje dem særlige kvaliteter og bygge ens karakter med specifikke mål, er langt flere ende tidligere. Ligeledes kan man med valget mellem tre forskellige evnetræer nu også i højere grad sætte eget præg på hvordan man ønsker at begive sig gennem den store spilverden.
De mange dialoger har også fået tilføjet lidt ekstra krydderi ved at man nu selv kan vælge mellem forskellige svar, og trods at systemet ikke er skabt med den samme spændvidde som eksempelvis Mass Effect tillader det stadig spilleren at fylde lidt mere personlighed i hele oplevelsen.
Læs også: Anmeldelse: Vend verdenshistorien og overskrid adskillige grænser
Der er dog ingen grund til at frygte at rollespil og mere dybde er gået ud over action-delen, for det er stadig muligt at svinge med sværd, økser, køller, samt snigmyrde fjendtlige rigmænd og deltage i alskens slags sidemissioner for at tjene ekstra guld og bonusser.
Kampsystemet er basalt set det samme som sidst, men grundet langt sjovere evner får man lov til at føle sig mere som en superhelt end sidste gang. Evnerne skal man have ekstra godt styr på denne gang, da et nyt tiltag er at der nu hyres særligt stærke lejemordere til at jagte dig, hvis du plyndrer for mange landsbyer, eller blot gør livet surt for det forkerte klientel.
Detaljeringsgraden og størrelsen på spillets verden er enorm, og som det oftest plejer at foregå når Ubisoft kaster sig over en åben digital verden, er den plastret til med forskellige sidemissioner og hemmeligheder. De fleste af dem har ikke meget mere relevans end at belønne dig med lidt ekstra udstyr eller erfaring, men ikke desto mindre føler man altid der er noget at give sig til.
Grafisk bliver heller ikke sparet på noget og Odyssey er fra tid til anden fantastisk smukt - det har dog en pris.
Undertegnede testede således PC-versionen og havde svært ved at ramme noget der lignede 60 billeder i sekundet i en 1440p opløsning, på trods af værtsmaskinen var udstyret med et Nvidia 1080TI og en Intel-processor af den nyeste generation. Det er sløjt og ærlig talt ikke godt nok, når man ser hvad andre åben-verden spil er i stand til med næsten den samme detaljegrad.
Assassin’s Creed: Odyssey virker på det nærmeste som et ”best off”-album hvor alle de bedste elementer er samlet, forfinet og afrundet for at passe ind i en pakke som vil fænge stort set alle med blot en smule interesse i serien, og holde de mest passionerede fans kørende i et utal af timer. Samtidigt står det dog også tydeligt at serien nu er parat til at tage en ny, forlænget pause for om nogle år igen at kunne genopfinde sig selv.