Stjernen ved ugens store hardware-event fra Google blev som forventet, de nye Pixel smartphones fra selskabet: Pixel 3 samt den større Pixel 3XL.
Her har Google taget udgangspunkt i sidste års Pixel-telefoner, forenklet designet, gjort skærmen større, mens indmaden er blevet opgraderet.
De største nyheder skal dog findes i softwaren. Ud over at byde på nyeste version af Android (Android 9 Pie), har Google her givet mobilerne et væld af funktioner, som skal gøre livet som mobilbruger lettere og sjovere.
Pixel 3 og 3XL – det ydre
I år vrager Google det metal-look, som hidtil har karakteriseret serien.
I stedet bliver telefonerne nu mere minimalistiske i udtrykket med glas, der dominerer både for og bag. Bagsiden har samtidig fået sig en mat finish.
Størrelsesmæssigt bydes der på to størrelse: Den almindelige Pixel, som får sig et 5,5 tommer stort Full HD+ display (18:9 format) og den XL-varianten som strækker sig over 6,3 tommer Quad HD+ (18,5:9 format).
Sidstnævnte får dog den berygtede ’notch’ over skærmen, som gemmer på to frontvendte kameraer, højttaler og øvrige sensorer.
Skærmenes underliggende OLED-teknologi er også forfinet i en grad, så Pixel 3XL ifølge display-entusiasterne fra DisplayMate kan kalde sig for klodens bedste mobildisplay.
Læs også: Googles Pixel Slate får æren af at være den første tablet uden jack-stik
Ikke meget nyt i motorrummet
Mens det ydre er forfinet, er der ikke sket det synderligt store i motorrummet, hvor Google kun har inkluderet den mindst fornødne opgradering af processoren til 2018-platformen fra Qualcomm: En Snapdragon 845 octa-core enhed.
RAM og lagerplads er der ikke pillet ved, hvorfor telefonerne kun kan fås med 4GB RAM samt enten 64 eller 128GB lagerplads.
Batterierne er på 2.915 og 3.430 mAh på henholdsvis Pixel 3 og Pixel 3XL og byder altså ikke på nogen væsentlig opgradering i forhold til sidste års modeller.
Kameraet bagpå er fortsat på 12 megapixels, men optikken er forbedret, så den nu er mere lysstærk (f/1,8). Foran er det dog blevet til to otte megapixel-moduler, hvoraf det ene er ekstra vidvinklet.
Se også: Sådan kommer Googles tablet-comeback til at se ud
Snedige software-tricks
Google håber på at kunne markere sig i softwaren, som ud over at rumme nyhederne fra Android 9 Pie byder på en stribe særlige software-features.
Eksempelvis byder kameraet ikke på nogen optisk zoom, men i stedet tyes til der til særlig digital efterbehandling af flere fotos taget i stribe, hvilket ifølge selskabet vil give lignende resultater.
Snedige algoritmer bliver også benyttet her til at skabe de særlige portræteffekter, hvor baggrunden sløres.
Dertil kommer augemented reality-funktioner, som gør det muligt at indsætte 3D-modeller i billedet, så der eksempelvis kan tages en selfie i selskab med Ironman.
Den mest avancerede feature synes dog at være klemt ned i opkalds-app’en, som får Googles særlige ’Duplex’-teknologi ombord.
Ekviperet med denne, kan et opkald screenes og i stedet varetages af Googles assistent, som vil tekste samtalen for en.
Det er en snedig feature, som gør det muligt at viderestille telefonsælgeren eller andre ukendte opkald til assistenten, hvorefter beskeden kan transkriberes.
Skulle opkaldet vise sig at være vigtigt, kan samtalen besvares med tekst eller opkaldet tages på normal vis.
Debut i oktober og udenfor Danmark
Google Pixel 3 og Pixel 3XL får, som de foregående modeller, ikke dansk debut.
Salget indledes i hjemlandet USA 18. oktober til 799 amerikanske dollar for billigste Pixel 3, mens Pixel 3XL debuterer ved 899 dollar. Ønskes der mere end 64GB lagerplads, kan du opgradere til 128GB for yderlige 100 dollar.
Omsat til danske priser vil Pixel 3 og Pixel 3XL løbe op i henholdsvis 5.210 og 5.860 kroner før eventuel told og moms.
Læs også: Amazon går amok: Her er selskabets 13 smart-nyheder til hjemmet og bilen