Artikel top billede

Sony Xperia XZ3 er sandsynligvis Sonys lækreste telefon til dato

Test: Sonys XZ3 topmobil er en glimrende telefon, som belemres med skidt eksekverede idéer

Sonys Xperia XZ3 byder på mange fortrinlige egenskaber – men det japanske selskab har det med at spænde ben for sig selv.

Sony døjer med at få en fod indenfor mobilbranchen igen. Selskabet har ellers i en tid været blandt de førende mobilproducenter, men har mistet kolossale markedsandele i takt med, at den kinesiske konkurrence har vundet frem.

I dag er Sony puffet eftertrykkeligt ud af den globale top 10 når det gælder smartphones.

Sony har dog fortsat noget at skyde med, for det sidder på en omfattende ekspertise indenfor musik samt display- og kamerateknologi.

Dem forener Sony i selskabets nyeste toptelefon, Xperia XZ3.

Der vil dog optræde svipsere.

Læs også: Sonys nye XZ3-topmobil ser ud til at blive den første Android 9.0 smartphone herhjemme

Det glatte lag

Hvor Sony en gang var synonym med kantet og maskulint design i sine toptelefoner, er virkeligheden nu en anden.

Der arbejdes fortsat i vand- og støvtæt glas og metal i Xperia XZ3, men Sony gør sig nu i nydeligt afrundede former på sin topmobil.

Resultatet er dog ikke nær så praktisk i anvendelse, som man kunne håbe på – og det er til trods for, at selskabet her har formået at klemme et stort 6” display i en relativ smal, 73mm bred, mobil.

Telefonen er nemlig noget af det mest glatte, jeg til dato har haft mellem hænderne – kun matchet af selskabets lige så hyperglatte Xperia XZ2 Premium.

Det er kun et spørgsmål om tid, før den vil den glide ud af hænderne eller ned af en ikke 100 procent vandret overflade – med risiko for mærker i den fine finish eller en splintret skærm.

Situationen afhjælpes ikke af, at fingeraftrykslæseren er gemt lidt for langt ned af bagsiden, hvorfor der skal jungleres lidt med telefonen for at låse den op. I øvrigt kommer man også for let til at trykke på kameraets optik i stedet – med fedtede fotoresultater til følge.

En 2017-feature som ansigtsgenkendelse ville være til hjælp her – men det bruger Sony altså ikke endnu.

Læs også: Nye smartphones fra Sony: Er nyt udseende og mere skærm nok til at redde Sonys mobil-forretning?

Sony tænker dog alligevel alternativt med XZ3’eren, som får trykfølsomme ’Side Sense’ sider, som kan benyttes til at styre telefonen.

Her kan du indstille et svirp nedad til at fungere som en tilbageknap eller til at åbne en menu med favoritapps.

Det fungerer desværre ikke ordentligt.

Enten lystrer telefonen ikke, når den skal, eller også aktiveres den ved en fejltagelse. Man ender med helst at være fri, fremfor at have en mobil, der går et skridt tilbage i tide og utide.

Heldigvis kan funktionen slås fra.

Luksusdisplay med ok lyd

Sonyen scorer i midlertidigt igen nogle point, når skærmen får lov til at funkle.

Her er seks tommers frodigt, farve- og kontrastfyldt display, som lyser kraftigt op. Opløsningen på 2.880 x 1.440 pixels får samtidig alt til at stå pivskarpt her.

Det har dog en tendens til at være en kende for blåligt, men det kan der heldigvis kompenseres for inde i indstillingerne.

En automatisk justering af hvidbalancen, som den Apple og Huawei kan mønstre, finder du dog ikke her.

Med undtagelse af den forglemmelse, er det dog et vaskeægte luksusdisplay, der bydes på her.

Sonys bedste til dato. Sjovt nok, er det også Sonys første OLED-display til dato.

Sonys skærmekspertise og OLED-teknologien er noget, som spiller fint sammen, man undrer sig over, at der skulle gå så længe, før det kom på plads i mobilsektoren.

Se også: Test af Sonys Premium-flagskib: Selskabets mest skuffende telefon til dato

Lydsiden er ikke nær så imponerende. Her er to frontvendte højttalere, som skyder udmærket frontvendt lyd ud til brugeren, men sammen døjer de begge med at levere et lydtryk, der kan matche markedets bedste.

Her er samtidig hverken jack-stik eller noget inkluderet head-set med i salgsæsken. Der følger dog en USB-C adapter til 3,5mm hovedtelefon-stik med.

Når film og spil kører på mobilen, kan disse få en ekstra dimension ved hjælp af Sonys lydstyrede vibrationsmotor, som dirrer i takt med tonerne.

Det virker mest af alt som en gimmick, men i enkelte spil bidrager det dog med en ekstra dimension, som løfter oplevelsen. Når musik og film kører på skærmen er det dog mere distraherende end noget andet.

Glimrende ydelse

Xperia XZ3 er nogenlunde velekviperet fra Sonys side.

Her er det en kraftig Snapdragon 845 octa-core, der driver telefonen frem, assisteret af 4GB RAM. Eneste lille minus er, at der kun følger 64GB lagerplads med, men det kan heldigvis udvides via et micro-SD kort.

I hverdagen opleves Xperia XZ3 som både hurtig og smidig i brug. Den tøver sjældent, og det gør den heller ikke over tid, fordi XZ3 ligesom sin storebror XZ2 Premium effektivt får ledet varmen væk fra processoren.

Xperia XZ3 er udstyret med et rimeligt batteri på 3.300 mAh, som på pålidelig vis giver en til halvanden dags brug ud af telefonen.

Den medfølgende 7.5W oplader er dog ikke nogen særligt potent affære, hvorfor du skal regne med op til tre timer ved stikkontakten, før der er tanket op igen.

På netværksfronten er XZ3 Premium veludstyret. Den understøtter 1,2 gigabit-netværk og surfer kompetent på de hurtige 4G-bølger.

Se også: Duel: Stærk mobil-CPU mod sløv laptop-processor – hvilken er egentlig bedst?

Allernyeste Android ombord

Sonys flagskib kan bryste sig af at være den første mobil herhjemme, som er født med den nyeste version af Google Android ombord: Version 9.0 Pie.

Rent visuelt bydes der derfor også på nyt, med store tydelige ikoner, et revideret notifikationsgardin samt en minimalistisk indstillingsmenu. Det lever efter de forskrifter som Google har stukket ud med deres såkaldte ’Material Design 2.0’.

Samtidig synes Sony at have ryddet op i deres widgets og apps, så interfacet fremstår mere minimalistisk og ligetil end den har været længe. Det fungerer.

I forhold til originalen fra Google er enkelte funktioner dog udeladt – her er intet af den smarte gesturbaserede styring, som søgegiganten forventes at introducere med de kommende Pixel 3 telefoner.

Rimeligt kamera

Sony er i dag klodens førende producent af kameramoduler til smartphones.

Køber du en Samsung-mobil eller en iPhone er det mest sandsynligt, at det er Sony, der har fremstillet den fotosensor der gemmer sig inden i.

Derfor undrer det, at Sony med XZ3 har valgt at være nærig med antallet af kameramoduler.

Her er kun et enkelt, og dermed må du undvære de intelligente portrætfunktioner med sløret baggrund og optisk zoom.

Til gengæld får du 19 megapixel stærkt setup – det samme som Sony introducerede for halvandet år siden med XZ Premium mobilen.

Heldigvis er både software og sensor blevet revideret, hvorfor den leverer både skarpere og mere naturtro resultater end før. Samtidig kan der optages HDR-film og optages ultra-slowmotion sekvenser.

Nærstuderer du billederne, vil du dog bemærke at støjen er mere i øjenfaldende – særligt når det bliver mørkt derude. Her spiller XZ3 i en lavere liga end sine konkurrenter - til trods for de mange pixels ombord.

Når det gælder video, bliver Sonyen mere overbevisende. Selskabets yderst overbevisende stabilisering er mere end effektiv til at sikre gode resultater. Og nu fungerer den både med 4K og 60 fps optagelser.

Se også: Samsung Galaxy Note 9 til test: Kan du forføres af en fabelagtig skærm og en snedig pen?

Glimrende telefon med ærgerlige svipsere

Sony Xperia XZ3 bliver næppe den telefon som skal få selskabet tilbage i front i mobilræset. Men den har – til en afveksling for selskabet – tilstrækkeligt med kvalitet til, at Sony kan fastholde deres markedsposition.

Her er mange lyspunkter såsom det flotte display, den fine software, et relativt kompakt ydre og en i øvrigt glimrende ydelse.

Desværre kan telefonen blive småirriterende i hverdagen. Den er uhyre glat, fingeraftrykslæseren er uhensigtsmæssigt placeret og ’Side Sense’ er man helst fri for.

Når prisen samtidig er et godt stykke over de fem tusinde kroner, bliver det svært at give meget mere end en forbeholden anbefaling.

Se også: Nokia og Motorola i økonomi-duel: Vi kårer den bedste budget-mobil fra de to selskaber


Loading ikon