Artikel top billede

Sony Xperia XZ2 Premium er en kæmpe ...skuffelse

Test af Sonys Premium-flagskib: Selskabets mest skuffende telefon til dato

Sonys smartphoneforretning går ikke alt for godt. Det bliver desværre ikke Xperia XZ2 Premium, der laver om på den trend.

Sony har behov for et hit inden for smartphone-verdenen.

Efter at have blødt markedsandele i over et halvt årti, figurerer tech-kæmpen ikke længere i de kvartalsmæssige opgørelser som Gartner og IDC udarbejder. Styksalget er styrtdykket fra 33 millioner enheder i 2012 til 14,6 millioner i 2017.

Den japanske elektronikveteran har gode kort på hånden, når det gælder udviklingen af smartphones. Sony sidder tungt på den kamerateknologi, som i dag findes i både selskabets egne kameraer og konkurrerende smartphones, de er førende når det gælder skærmteknologi, mens selskabet er pioner, når det kommer til miniature-elektronik.

Det er dog ikke rigtigt til at spore i selskabets nyeste topmobil, Xperia XZ2 Premium.

En kolos af en smartphone

Sony har længe markeret sig med særligt kantede designs, men er i de senere par år gået efter stadigt mere afrundede udtryk, som med Xperia XZ2 Premium kulminerer i et miks af glas og metal i bløde kurver.

Det er et design som på mange måder minder om HTC’s udtryk, men Sonys topmobil vil ikke kunne løbe fra at den er betragteligt større og tungere – ja endda kluntet.

Den måler 158 gange 80 mm og buttede 12mm i profil - og vejer næsten det samme som en pakke smør. Den er i øvrigt omtrent ligeså glat, hvorfor den ofte glider væk fra en, så snart den ikke hviler på en fuldstændig vandret overflade.

Jeg tvivler på, at den ellers pæne glasfinish og det 5,8” store display vil kunne tåle et fald, for de ekstra gram, mobilen slæber på, vil stresse det ellers Gorilla Glass 5 hærdede glas til det yderste.

Det siger en del om den manglende udvikling hos Sony, at selskabets afsindige 6,4” Xperia Z Ultra telefon helt tilbage fra 2013 var halvt så tyk og 10 procent lettere. XZ2 Premium er dog også vandtæt – men det var forgængeren også.

Den kræver altså to hænder at betjene, ikke mindst fordi den er så glat, men også fordi flere knapper er uheldigt placerede på telefonen.

Se også: Test af Samsungs to nye S9-telefoner: Ikke værd at hidse sig op over

Power-knappen er lidt for langt nede - det kan man leve med - men næsten utilgiveligt er kameraets og fingeraftrykslæserens placering.

Holder du denne telefon som enhver anden, vil din pegefinger hver evigt eneste gang lande på kameraets optik frem for fingeraftrykslæseren et par centimeter længere nede.

Dumt, dumt, dumt.

Var der i det mindste en ansigtscanner man i stedet kunne ty til, kunne det tilgives, men denne 2017-feature har altså ikke fundet vej til Sonys dyre topmobil endnu.

4K-skærm i en mobil er spild af ressourcer

Sonys Premium-serie er og bliver en af de eneste steder man kan få sig et 4K display i en smartphone. Det kan der være en grund til, for det er fortsat tæt på ubrugeligt for de fleste brugere.

Hvor forskellen mellem Full HD og Quad HD til nød kan bemærkes, når næsetippen presses mod displayet, er springet fra Quad HD 4K ikke til at bemærke.

Hvad der derimod straks bemærkes er, at displayet ikke er så kontrastfyldt, lysstærkt og farverigt som hos det bedste fra Apple og Samsung. Samtidig lider displayet af, at det har et blåligt farvestik.

Eneste use-case, hvor den ekstreme opløsning giver mening, er hvis mobilen benyttes som virtual reality headset.

Skærmen akkompagneres af to højtalere – et for oven, der hvor ørestykket også pumper lyd, og et gemt i en sliske tæt på bunden af fronten.

Stereolyd er altid kærkomment, men der lægges ikke helt op til tunge beats og hvinende guitarsoloer med det middelmådige lydtryk, der leveres. Selve lydgengivelsen er dog korrekt, uden at markere sig.

Sony gør sig til sidst uheldigt bemærket ved at være en af de eneste mobilproducenter som ikke inkluderer et headset med deres toptelefon. Det er godt nok nærigt, når nu telefonen koster tæt på 7.000 kroner og den i øvrigt ikke har noget jack-stik.

Godt med kræfter

Xperia XZ2 Premium er nogenlunde velekviperet fra Sonys side. Her er det en kraftig Snapdragon 845 octa-core, der driver telefonen frem assisteret af 6GB RAM. Eneste lille minus er, at der kun følger 64GB lagerplads med, men det kan heldigvis udvides via et micro-SD kort.

I hverdagen opleves Xperia XZ2 Premium da også som hurtig ogg smidig i brug. Den tøver næppe, og det gør den heller ikke over tid, fordi XZ2 Premium effektivt får ledet varmen væk fra processoren.

Når mobilen samtidig er udstyret med batteri med en kapacitet over gennemsnittet (3.540 mAh) får man små halvanden dags brug ud af telefonen i snit. Jeg undrer mig dog lidt over, at Sony ikke har kunnet klemme et større batteri i den kæmpemæssige mobil.

Den medfølgende 16W oplader tanker 60 procent af tanken op på en time, mens der skal gå yderlige halvanden time, før der er tanket helt op.

På netværksfronten er XZ2 Premium også ganske habil. Den understøtter 1,2 gigabit-netværk og surfer kompetent på de hurtige 4G-bølger.

Se også: Nokia og Motorola i økonomi-duel: Vi kårer den bedste budget-mobil fra de to selskaber

Sonys små software-features

Xperia XZ2 Premium er født med Android 8.0 Oreo ombord. Altså ikke den allernyeste version af Android, men Sony har for vane at være nogenlunde kvikke med deres opdateringer, så en opdatering bør der ikke ventes alt for længe på.

Selve udseendet på systemsoftwaren læner sig meget tæt op af originalen fra Google, om end Sony inkluderer en del apps, som for de fleste ikke vil være nødvendige såsom PlayStation app’en og deres tilbuds-app ’Lounge’.

Andre apps som Sonys særlige 3D Creator app er interessante, for de viser hvad Sony kan i forhold til at udnytte kameraet til at skabe 3D modeller af mennesker og objekter. Men ud over at være en sjov detalje er brugen nok ret begrænset i hverdagen.

Læs også: Nu frigiver Google Android 9 Pie: Her er de fem største nyheder i det nye Android-software

Et kamera i klar fremgang

Sony har længe skuffet med deres mobilkameraer, som til trods for selskabets førerposition inden for kamerasensorer ikke har formået at matche det bedste fra Samsung, Apple og nu Huawei.

I år har Sony i midlertidig rettet op på meget af det der igennem tiderne har irriteret. Forbedringer er der mange af: Her er færre, men bedre pixels, optikken er blevet skarpere og mere lysstærk, softwarens efterbehandling er forbedret, fokuseringen foregår hurtigere og sikrere mens et ekstra kameramodul assisterer under ringe lysforhold.

Mange små forbedringer som sammenlagt gør, at Sonys toptelefon er i stand til at måle sig med de bedste. Omsider.

I dagslys leveres der meget detaljerede og farverige resultater. Her er Sony at finde blandt markedets allerbedste smartphones. Og med sin dobbeltoptik, kan Sony nu også levere overbevisende portrætfotos med sløret baggrund.

Når der bliver mørkt, sakker Sonyen en smule bagud i forhold til kamerastjernen fra Huaweis line-up, P20 Pro, når det gælder støj, men resultaterne er faktisk en anelse mere detaljerede.

Læs også: Test: Kinas bedste smartphone hedder P20 Pro: Her overhaler Huawei både Apple og Samsung

Der, hvor Sony virkeligt brillerer, er dog, når der optages video. Her leveres der flotte HDR-farver og Sonys uhyre effektive elektroniske stabilisering giver skarpe 4K-filmklip fri for rystelser.

Alle de gode resultater som kameraet potentielt kan levere, skal dog ses med et væsentligt forbehold. Den tåbelige placering af kameraoptikken, der hvor fingeraftrykslæseren bør være, gør, at du skal regne med at fedtede fingeraftryk vil spolere nogle fotos eller videoer før eller senere.

En regulær skævert

Jeg finder det en smule ironisk at Sony, et selskab, der i årtier har imponeret med sin miniaturisering af elektronik, her præsenterer en klodset kæmpe i toppen af deres lineup.

Den er tung, uhandy og med sin fejlplacerede fingeraftrykslæser er den en ergonomisk fadæse.

Kommer man bag om det uheldige design, er selve telefonen ganske udmærket ekviperet. Driftstiden og ydelsen er fine, mens kameraet leverer overbevisende resultater. Skærmen er dog set bedre og lydsiden er på det jævne.

Du får dog lov til at spendere små 7.000 kroner for den frustrerende fornøjelse det er, at være en Premium-kunde hos Sony. Det bliver ikke til nogen anbefaling herfra.

Se også: Sonys nye XZ3-topmobil ser ud til at blive den første Android 9.0 smartphone herhjemme


Loading ikon