Der kommer ikke bare en, men tre afløsere til Apples eksisterende iPhone X, når selskabet efter forventningerne præsenterer efterårets kollektion af iPhones.
Det erfarer Bloomberg, som underbygger eksisterende rygter om en kommende iPhone-trio fra tech-giganten.
Familien vil byde på en direkte afløser til den dyre iPhone X som samtidigt vil ledsages af en plus-variant med et gigantisk 6,5 tommer display ombord. Den store model rygtes til at få særlige multitasking-funktioner som kan udnytte det store display til at vise to apps side om side.
Afløseren til iPhone 8 får også et iPhone X lignende look, med en væg-til-væg display der vil strække sig over 6,1 tommer. Den vil dog være billigere, hvilket gør at den vil undvære stål og glasdesignet samt OLED-displayet fra iPhone X og i stedet få et enklere aluminiumsydre og et LCD-display.
Se også: To populære, men aldrende, Apple-produkter bliver omsider opdateret til efteråret
Fælles for den nye kollektion bliver, at hjemknappen skrottes til fordel for swype-betjening samt Face-ID til oplåsning af telefonen.
Med mobilerne vil Apple også præsenere en ny, kraftigere processor, givetvis døbt A12 med fornyede kræfter til telefonerne.
Med de nye iPhones vil Apple samtidig introducere en ny farvepalette som vil inkludere farver som grå, hvid, blå, rød og orange. Vedholdende rygter om dual SIM kompatibilitet bliver også nævnt på bordet
Sammen med de nye smartphones forventes Apple at løfte sløret for to nye iPads i pro-familien. Her forventes to modeller i størrelserne 10,5 og 12,9 tommer med et slankere og lettere ydre end hidtil. Her vil det også være Face-ID og swype-bevægelser der skal overtage Home-knappens funktioner.
Læs også: Apple ser ud til også at ville skrotte jack-stikket i næste runde af iPads