Det skal jeg læse i min sommerferie: Kan du huske Facebooks beslutning om at fjerne billedet af den nøgne, grædende og napalm-ramte pige fra Vietnamkrigen? En sag, hvor selv den norske statsminister fik slettet sine opdateringer.
Eller da både Facebook og Apple fjernede Peter Øvig Knudsens dokumentariske bøger om Hippie-tiden? Ikke fordi, der der var noget galt med indholdet. Men fordi der var bare bryster på forsiden.
Det er to af de mere kendte eksempler. Men faktum er, at der hver dag fjernes millioner af opslag, apps og videoer fra de sociale medier. De platforme, som ellers netop har slået sig op på at være frie og åbne.
Det er emnet i Tarleton Gillespies helt friske bog: ”Custodians of the Internet – platforms, content moderation and the hidden decisions that shape social media”.
I bogen søger Microsoft-researcher og Cornell-professor Tarleton Gillespie at belyse og forklare, hvordan de nye platformes usynlige moderatorer og algoritmer udvælger, sletter og promoverer indhold mellem deres millioner af brugere.
Det er en sindssygt vigtig indsigt.
De sociale medier og de nye platforme er på mange måder det ultimative demokratiske mareridt: De har kæmpestor (skjult) magt, og de står ikke til ansvar over for nogen.
Den magt er vigtig at fokusere på i en tid, hvor det ellers er populært at bruge medierne som prygelknabe: Vi skriver om det forkerte, misser de vigtige historier og spreder frygt og fake news.
I amerikansk sammenhæng har de gængse medier sågar fået den lidt nedsættende fællesbetegnelse 'mainstream media' eller bare MSM.
Hvor politikere og meningsdannere før flokkedes om mediernes gunst, kan det i stedet - i et sælsomt og trist dobbeltspil af gensidig afhængighed - i dag betale sig at kritisere medierne. Hvorefter de samme medier troligt skriver om kritikken. Om ikke andet for at bevise over for omverdenen, at nogen stadig tager dem alvorligt.
Den aktuelle amerikanske tragedie ufortalt, så er der noget om kritikken. Måske især fordi medierne de sidste 10-15 år har gennemgået en rædselsperiode, der har strippet os for både forretningsmodeller og talentmasse.
Læserne er der, stort set, stadig. Bare på digitale platforme.
Men det er platforme, som vi deler med tjenester som Facebook, Twitter, Snapchat og andre såkaldte sociale tjenester, hvis måske største attraktion er, at de IKKE er et medie.
Noget, som blandt andet Facebooks stifter Mark Zuckerberg gentagne gange har fastslået.
Det er der en god grund til.
Seriøse medier er tilmeldt Pressenævnet, medier er underlagt diverse regler, og medier står til ansvar over for læsere og samfundet i henhold til en række love, der dækker alt fra ophavsret til privatlivets fred.
Hvem ikke-medierne som Facebook, Twitter og lignende tjenester står til ansvar over for, er lidt mere usikkert. En tilstand, der passer dem helt utroligt godt.
Men for at fastholde status quo må platformene vise deres gode hensigter ved at moderere just right: Nok til at vise politikerne deres gode hensigter, men ikke mere end at illusionen om de åbne frie platforme kan opretholdes.
Før eller siden må vi tage et opgør med den fodslæbende og ansvarsfralæggende tilgang fra Zuckerberg & Co. Et opgør, der desværre ikke er lige om hjørnet.
Indtil da fortsætter de store platforme og deres moderatorer den balanceakt, som 'Custodians of the Internet' giver indsigt i. Derfor læser jeg den i min sommerferie.