I takt med at både Apple, Samsung og Huawei tester stadigt højere mobilpriser af i toppen af deres produktportefølje, bliver det stadigt mere interessant at undersøge, hvor meget mobil man reelt får i de lavere prislag.
Her er dagens to duellanter oplagte konkurrenter. Idéologien bag begge telefoner er nemlig den samme.
Begge vil levere en glimrende, rendyrket Android, et snusfornuftigt miks af specifikationer og begge vil ramme en pris omkring 2000 kroner.
Nu handler det bare om at finde ud af, hvorvidt Motorola Moto G6 Plus eller Nokia 6.1 (2018) er bedst.
Satser på plast, glas og metal
Mens glaskonstruktioner synes at være det nye sort blandt toptelefoner, er det i stedet plast/glas og metal, der satses på i de billigere rækker.
Her byder Nokia på et pænt ydre skåret ud af et enkelt stykke aluminium. Det er bundsolidt det her og noget nær det mest vridefaste du kan få i dag. Denne mobil skal nok holde til nogle tæsk.
I Motorola-lejren har producenten en anden tilgang. Her er maskinen iklædt en blanding af plast og hærdet glas.
Resultatet ligner faktisk en million, takket være sit spejlblanke ydre, der efterligner markedets dyre glastelefoner på overbevisende vis.
På den længere bane, vil jeg dog være mest bekymret for Motorola-modellen.
Under og omkring glaset er Motoen støbt i plast, eller hærdet akryl, som Motorola kalder det. Det er bare ikke nær så vridefast som Nokia-modellen ædlere materialer.
Motoens smiley-lignende kamera-anordning bagpå er mere udsat end hos Nokias budget-kriger, for den rager et par millimeter ud af bagsiden.
Alt i alt virker Moto G6 Plus pænere, men mere sart, hvilket selskabet sandsynligvis har indset, og afbøder, ved at inkludere et gennemsigtigt silikone-cover med mobilen.
I hånden og i brug
Begge telefoner er fuldvoksne smartphones, der vil være svære at håndtere med en hånd for de fleste.
Nokia 6.1 (2018) er bredest – men den har også en marginalt bredere skærm, mens Moto G6 er højest, for den betyder på et væsentligt højere og større display. Ikke nok med det, så får du faktisk også en frontvendt højtaler og en fingeraftrykslæser kilet henholdsvis over og under displayet.
Begge fingeraftrykslæsere funker, som de skal, men Moto C6 har dog en fordel i, at den også vil genkende dit ansigt. Det er nu et praktisk alternativ at have.
Den frontmonterede fingeraftrykslæser på Moto G6 Plus kan også bijobbe som en touchpad, som helt fjerner behovet for navigationsknapper. Det er smart.
Se også: Test af Nokia 8 Sirocco – køb den først og fremmest for designet
Store skærme med store forskelle
Selvom begge telefoner kan bryste sig af store displays, er der væsentlige forskelle mellem de to størrelser.
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Motorolaen tårner over sin rival med sit 5,9 tommer store display i 18:9 format, det er en halvanden millimeter slankere, men over en centimeter højere.
Nokiaen svarer dog igen ved at tilbyde et lidt mere farve- og kontrastrigt display, som tilmed kan blusse kraftigere op. Begge skærme er en tand for blålige, men Moto G6 byder dog indstillinger, som kan korrigere for farvestik.
Højttalerne i begge telefoner vil næppe vinde nogen tekniske grammyer, men placeringen på Motorola er mere hensigtsmæssig, da lyden faktisk peger mod brugeren.
Se også: Test af Huawei P20 og P20 Lite: De er nærmest identiske, men den ene er ikke pengene værd
Tilstrækkeligt med power
Under motorhjelmen på de to duellanter finder du stort samme mekanik.
Processoren er den samme: en qualcomm octa-core processor model Snapdragon 630. Ikke særligt overraskende, er ydelsen stort identisk på begge telefoner.
På papiret har Moto-modellen en lille fordel, da den kan ekviperes med lidt mere hukommelse: Henholdsvis 4 og 6 GB RAM, mod 3 og 4 GB i Nokia-modellen.
G6 Plus disker samtidig op med dobbelt op på lagerpladsen. Her får du enten 64 eller 128 GB at arbejde med, mens Nokia 6 må nøjes med enten 32 eller 64GB.
I praksis har de små forskelle dog ikke betydet det store. Begge telefoner er smidige og kvikke i brug, og der opleves sjældent tænkepauser, så længe de ikke tvinges til den store omgang multitasking eller større spil sættes i gang.
Heller ikke driftstiden adskiller dagens to duellanter. Moto G6 Plus har en lille fordel med sit 3.200 mAh store tank, mod 3.000 i Nokiaen, men den lille fordel synes at blive opvejet af Motoens lidt større display.
Begge telefoner holder sig snildt kørende i et til halvandet døgn. Begge mobiler leveres samtidig med en kvikoplader, der tanker knap 40 procent op på en halv time, og som begge er en håndfuld procenter fra at være fuldt opladede efter halvanden time.
Netværksmæssigt er begge telefoner ekviperet med kapable 4G Cat. 6 antenner, der præsterer godt, både når det gælder tale og dataoverførsler.
Motorola-modellen har dog vist svaghedstegn på netværksfronten i testperioden med drilsk Wi-Fi-forbindelse og 4G-antenner. Den ombyttede enhed fejlede dog ikke noget.
Fersk Android
Mens Samsung og Huawei begge mener, at Android kan gøres bedre, end hvad Google selv leverer i deres system-software, ændrer hverken Nokia eller Motorola meget på grundsopskriften fra Google.
Nokia må endda siges at være rendyrkede Android-telefoner med deres Android One software ombord. Her får du samme software oplevelse som på en Pixel-telefon fra søgegiganten. Den kommer endda med et løfte fra Nokia om rettidige opdateringer og hyppige sikkerhedsopdateringer.
Nokia 6.1 (2018) er derfor også opdateret til nyeste Android 8.1 Oreo, men Plus’eren må nøjes med den ældre 8.0 Oreo. First-movers kan endda indrulle sig i Android P betaprogrammet og være blandt de allerførste, der får glæde af de allernyeste Google funktioner.
Motorola giver dog igen ved at tilbyde enkle, men brugbare, software-features som klæder Android. Deres ’always-on’ feature er gennemtænkt, og giver et lynhurtigt overblik over indkommende notifikationer fra låseskærmen af.
Kameraet gør en forskel
Mens det har været svært at skelne mellem de to telefoner på ydelsen og softwaren indtil videre, er snakken en anden, når det kommer til kameraet.
Her har Moto G6 Plus en naturlig fordel qua sit dobbeltkamera, som tilbyder fine portrætfunktioner, hvor baggrunden kan sløres.
Fordelen ved Moto G6 Plus kamera stopper ikke der. Her vinder det også ved, at det er en mere lysfølsom kombination af både optik og sensor, der foreviger øjeblikket. Det giver klare fordele i nattetimerne, hvor der kan hives brugbare fotos ud af kameraet, mens Nokia døjer med at levere andet en billedstøj.
At Nokia 6.1 har 16 megapixels – fire mere end Moto G6 Plus – kan derimod ikke rigtig ses på billederne. Selvom optikken er signeret af specialisterne fra tyske Zeiss, er der ingen nævneværdige forskelle, når det handler om detaljeringsgrad.
På videofronten lider Nokiaen også lidt, når det bliver mørkt, men den haler lidt igen ved at tilbyde bedre lyd og stabilisering under optagelserne.
Se også: Test: OnePlus 6 fortjener at blive selskabets største mobilhit
Samme tilgang - to resultater
Selvom både Nokia 6.1 (2018) og Motorola Moto G6 Plus begge sigter efter samme prisleje og er bygget op efter lignende principper, er det to væsentligt forskellige slutprodukter, man ender med at have i hånden.
Motorola Moto G6 Plus er kort sagt den bedste blandt de to. Her er flere features, kameraet er væsentligt bedre og den er pænere at se på.
Når det er sagt, er Nokia-modellen stadig væk en snusfornftig størrelse, som vil glæde dennes ejermand. På den længere bane, tror jeg Nokia 6.1 endda vil ældes bedre med sit mere holdbare ydre samt to års software-garanti på rettidige opdateringer fra producenten. Prisen er samtidig en smule lavere.
Læs også: Nokia er tilbage: Er nu større end OnePlus, HTC, Sony og Google tilsammen