Selv om hans egen fremtid er usikker efter Orange-salget, tror den danske direktør i mobilselskabet på, at det har været en god beslutning for France Telecom at afhænde sin danske virksomhed.
? Der er et meget stærkt strategisk rationale bag aftalen i dag. Jeg og de ansatte ser frem til at kunne udnytte den styrkede position, vi kommer til at stå i på det danske marked, siger Richard Moat, administrerende direktør for Orange Danmark.
Richard Moat overtog chefposten fra den karismatiske Monique Moullé-Zetterström i slutningen af 2002.
Men uden nordiske søsterselskaber at læne sig opad har det været svært at skabe de rigtige synergier.
? Orange i Danmark var den eneste France Telecom-mobilaktivitet i den nordiske region, og de synergier mellem interne selskaber, som man har ønsket fra Frankrig, har derfor været svære at opnå, siger han.
- Samtidig er konkurrencen på det danske marked, blandt andet på priser, meget hård, og Orange ville have svært ved at nå kritisk masse uden store investeringer, fortsætter Richard Moat.
Blandt de store investeringer, der lå og ventede forude, var blandt andet udgifterne til en UMTS-licens og udbygningen af et nyt 3G-netværk.
Hos Jyske Bank mener aktieanalytiker Rune Møller også, at France Telecom har gjort en klog handel ved salget. I en analyse vurderer han prisen på 4,46 milliarder kroner for Orange Danmark til at ligge i den høje ende af skalaen.
Forhandlinger stod på et stykke tid
Hos Teliasonera har man ikke ønsket at offentliggøre, hvornår man begyndte forhandlingerne med France Telecom om købet.
Richard Moat har vist besked om forhandlingerne et "lille stykke tid", men det var først for nylig, at han blev informeret om, at forhandlingerne ville føre til et køb.
Ifølge direktøren har medarbejderne hos Orange modtagen nyheden om salget positivt. Nogle af dem har ellers udsigt til at blive fyret, når Telia Mobile og Orange Danmark skal lægges sammen.
? Der er stadig meget tidligt, men ved den briefing, jeg gav i morges, var reaktionerne meget positive. Medarbejderne kan se det rationelle i denne her beslutning, og de kan se, at aftalen giver kritisk masse og styrkede finansielle ressourcer til at udvikle forretningen, siger han.
Richard Moats egen rolle fremover er ikke endeligt besluttet. Foreløbig sidder han i styregruppen for integrationsprocessen af de to selskaber sammen med blandt andet Jesper Brøckner, en af topcheferne for Teliasonera i Danmark, og Kenneth Karlberg, der leder integrationsprocessen.