Hamstring, rationering og voldsomme prisstigninger var bare nogle af de greb, som markedet for grafikkort oplevede under efterårs krypto-rus, hvor stadigt flere af de regnekraftige kort blev benyttet til at udvinde kryptovalutaer.
High-end grafikkort blev købt i store partier, som Proshop i sin tid fortalte til Computerworld:
"Den vildeste handel, vi har oplevet, var, da en kunde kom og købte 92 GTX 1080ti-grafikkort. Det er altså Nvidias mest kraftfulde og dyreste grafikkort til gamere," lød det dengang fra ProShop.
Priserne steg naturligvis.
Denne trend ser nu ud til at fortage sig godt hjulpet på vej af kryptovalutaernes fald i de seneste måneder.
Det omsættes nu til lavere priser for forbrugerne med prisfald på op til en fjerdedel siden april måned. Det fremgår i en pressemeddelelse fra søgemaskinen Compware.
Største prisfald noterer AMD Radeon RX580 (8GB)-kortet sig for.
Det er et populært kort blandt de såkaldte kryptominere, hvis pris er drattet med 26 procent over de seneste to måneder.
Det blev samtidigt det kort, der steg mest i pris igennem 2017 på grund af dets evne til at udvinde blandt andet kryptovalutaen Ethereum.
Et andet markant prisfald noteres for Nvidias topmodel, GTX 1080 Ti, hvis pris er drattet med 19,2 procent fra over 7.300 kroner til nu 5.899 kroner.
Dette prisfald hænger mere sammen med rygterne om en kommende afløser til Nvidias topmodel.
”Jeg tror at folk har været afventende omkring at investere i et GTX 1080 Ti på grund af rygterne om den nye Geforce serie. Det har givet producenterne og forhandlerne tid til at få produktet på hylderne igen. Hvilket har medført et prisfald,” pointerer Eric Frederiksen fra Compware.
Faldet i priserne for grafikkort kommer samtidigt med, at det længe opskruede marked for SSD’er også viser tegn på lavere priser.
Det kan du læse mere om her: Efter lagerprisernes himmelflugt: Nu falder SSD-priserne omsider – og det er nu, du skal købe