Hedengangne Nokia, som siden kuldsejlede som mobilproducent, fulgte en interessant overordnet strategi. Under Nokia World messen i 2010, havde selskabet blikket stift rettet mod hvad der skulle være ’the next billion’ af smartphone-brugere.
Dengang så verdenen anderledes ud, smartphones var et luksus-gode, som så småt fik etableret Apple, HTC og Samsung som de førende spillere i de vestlige markeder. De nye vækstøkonomier og den næste milliard smartphone-brugere skulle kapres.
Idéen var god, men en fejlslagen satsning på flere app-økosystemer og en uheldig tid under Microsofts ledelse, blev et endeligt for selskabet.
Nu er smartphones med den velkendte Nokia-ringetone på vej tilbage i den globale top 5, under ledelse af finsk-kinesiske HMD Global.
I Danmark er Nokia-smartphones at finde på en fjerdeplads når det gælder smartphone-salg - efter bare ni måneders comeback.
Læs også: Nokia er tilbage: Er nu større end OnePlus, HTC, Sony og Google tilsammen
Opskriften bag det succesfulde comeback har Computerworld taget en snak med HMD Globals produktchef, Juho Sarvikas, om.
Nokia-navnet forpligter
Når Sarvikas forklarer, hvad der er vigtigst i en smartphone, peger han på tre essentielle størrelser:
”Vi skal levere, hvad vi kalder ’Nokia-level’ kvalitet. Hvis du ser på egenskaber som fotokvalitet, spil-performance og batterilevetid, så konfigurer vi og tester vores produkter så der kan leveres mere end forventet.” siger han og fortsætter:
”Hvis du som forbruger får mere end forventet – får det et smil frem på læberne.”
Næste kerneegenskab for et Nokia-produkt er ifølge Nokia-chefen designet; Det skal sigte efter at være unikt – uanset prisniveauet:
”Det er sådan set nemt nok at lave et standard, lavpris ydre – her vil vi i stedet sikre, at alle vores enheder har et meget markant design, som man kan være stolt af. Det må gerne være vække en wow-oplevelse hos vennerne, når man lægger sin Nokia-mobil fra sig på et cafébord – uanset mobilens pris”, forklarer Nokia-chefen.
Tredje fokusområde for selskabet, mener Juha Sarvikas er software:
”Den tredje måde for os at markere os på, er vores unikke tilgang til Android. Vores største innovation er faktisk en meget enkel en: At levere en ren og fuldt opdateret Android-oplevelse med de nyeste innovationer derfra indenfor bruger-interface. Vi vil levere en opdateret og sikker software-oplevelse.”
Undgå niche-tanker
Produkter må ikke blive for enstrengede ifølge Nokia-chefen: ”Det er forkert at satse på en enkel parameter såsom gaming- eller fotokvalitet, eller noget helt tredje – her mener jeg, der i stedet skal fokuseres på helheden.”
I stedet for, plæderer Juho Sarvikas for, at der skal tænkes forskellige vægtninger i features og performance alt efter segment.
”Når det er sagt, så er det vigtigt at huske, at forskellige segmenter har forskellige behov. Jo lavere du går ned (i pris, red.) bliver egenskaber som driftstid og skærmkvalitet mere essentielle. Forskellige aspekter skal forstærkes.”
Inden de enkelte koncepter sættes i gang, sørger Nokia for at afprøve idéerne hos en meget varieret skare af forbrugere.
”En ting jeg er meget stolt af, er, at vi altid tester vores koncepter af, før vi investerer. Vi har en forretningsgang, hvor en hel business-case for et produkt skal etableres og testes, før vi går videre med et produkt. Vi har enheder i Sverige, Indien og Kina der skal indhente forbruger-erfaringer som vi kan bygge videre på.”
I Norden skal det være småt og pålideligt
Når talen falder på de nordiske markeder, anerkender Juho, at det er nogle lidt særlige markeder.
”Der er en kæmpe trend mod mere kompakte enheder, hvilket vi tilgodeser med denne mobil og dennes skræddersyede 5,2 tommers display med et slankt 18:9 format, der gør den meget lommevenlig”, siger han, mens han holder den nyligt lancerede Nokia 5.1 op.
Et andet fokusområde for Norden er antennedækning, som er et potentielt issue i de mere tyndt befolkede områder i Norden.
”Vi har derfor designet en antenneløsning, som består de strengeste krav fra operatørerne i de nordiske lande. Igen – det er let at designe en smartphone, men så risikerer man at få afbrudt sin samtale - hvilket operatørerne straffer, ved ikke at tage mobilen med i deres sortiment.”, forklarer han.
… I modsætning til stort og sejlivet
Når en prisvenlig smartphone til de nye vækstøkonomier skal designes er helhedstanken stadig i spil, men der lægges tryk andre steder.
”Eksempelvis er vores Nokia 2.1 tænkt til det marked i baghovedet. Her gælder det, at jo større skærm , jo bedre er det. Her går kalkulen på, hvor stort et display har vi råd til at klemme ind i en mobil til under tusinde kroner.” siger Juho Sarvikas og fortsætter:
”Det giver også gevinst, når flere skal deles om f.eks. en YouTube-video. Derfor har vi også tænkt i at integrere frontvendte stereo-højtalere i denne her.”
For mobilbrugere i emergerende markeder er driftstiden ualmindelig vigtig pointerer Nokia-chefen:
”Samtidig er vi bevidste om, at mange forbrugere der ofte er i bevægelse, hvorfor et stort batteri er essentielt. Hvis du løber tør for strøm på farten, bliver dagen hurtig meget kedelig. Derfor lover vi nu to dage og tre timers drift med den nye Nokia 2.1”
”Afhængigt af regionen og kulturen oplever vi også, at stemmestyret betjening bliver dominerende i visse markeder – eksempelvis ser vi, at det er mere populært i Indien og Kina end i mange andre vestlige markeder.”
Muligheder i super-premium
Mens Nokia-brandet står stærkt blandt de billigere smartphones på markedet, har selskabet i dag et mere begrænset udvalg i den premium-segmentet som i dag domineres af Apple.
Her vurderer produktchefen, at Nokia kan være med:
”Når vi ser på den absolutte high-end, oplevede vi en stor efterspørgsel på en premium-enhed fra os igennem det sidste år. Det blev så Nokia 8 Sirocco. Her gik vi efter at skabe et ’design-artefakt.”
”Jeg ser dog mange muligheder i fremtiden for, at vi kan skabe nye high-end produkter som vi kan differentiere os endnu mere på,” slutter han og antyder, at flere high-end produkter er i støbeskeen hos HMD Global.”
Computerworlds deltagelse og ophold under Nokia-produktlanceringen i Moskva, Rusland, var betalt af HMD Global. Læs mere om Computerworld og presseture her.
Se også: Test af Nokia 8 Sirocco – køb den først og fremmest for designet