Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Facebook tracker også folk uden Facebook-konto / GDPR skaber konsulentboom / Telia lukker 18 butikker i Sverige / Barclays: Bitcoin ligner influenza

Facebook tracker også folk uden Facebook-konto. GDPR skaber konsulentboom. Telia lukker 18 butikker i Sverige. Barclays: Bitcoin ligner influenza. Danske Webstarters giver folk penge for at sige op. Mobilbank får 2.500 nye kunder hver måned.

Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne mandag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.

Facebook tracker også folk uden Facebook-konto

Bekymringen over Facebooks 'respekt for data-privacy' vokser, skriver Reuters, efter topchef Mark Zuckerberg under sin store høring i store uge røbede, at Facebook også tracker personer, som slet ikke har en Facebook-konto.

Ifølge Reuters sagde Zuckerberg, at Facebook på grund af 'sikkerhedshensyn' også "indsamler data om mennesker, som ikke har tilmeldt sig Facebook.'

Angiveligt indsamler Facebook data via cookies - eksempelvis når brugerne oploader mail-adresser eller anden data om kontakter, som ikke er tilmeldt Facebook eller når ikke-brugere besøger sites med indbyggede 'like'-knapper med direkte forbindelse til Facebook.

Og det gælder uanset om ikke-brugeren klikker på 'like'-knappen eller ej.

En række amerikanske politikere har reageret på udmeldingen og kritiserer blandt andet Zuckerberg for ikke at have kastet tilstrækkeligt lys over, hvad Facebook bruger data til.

Selv oplyser Facebook, at data kun anvendes til statistik.

GDPR skaber konsulentboom

Den kommende EU-persondataforordning - GDPR - har for alvor givet konsulent-branchen vind i sejlene.

Børsen skriver på baggrund af tal fra DI, at næsten hver tredje danske virksomheder har tyet til konsulenter for at komme på plads, inden de nye regler træder i kraft 25. maj.

“Henvendelserne kommer i en lind strøm lige nu, fordi mange virksomheder for to år siden tænkte, at der var lang tid til 25. maj 2018. Så er der nogle, der er startet op for sig selv og finder ud af, at det kan de ikke helt finde ud af," lyder det fra chef for risikostyring i BDO, Per Sloth, i avisen.

Telia lukker 18 butikker i Sverige

Telia - der jo er Nordens største telefirma - drejer nøglen om på 18 af sine svenske butikker, hvilket svarer til cirka hver femte butik i Sverige, skriver svenske Expressen.

Ifølge selskabet lukkes butikkerne som en konsekvens af den strukturændring, som vi ser i detailhandelen, hvor fysiske butikker flyder sammen med digitalt salg.

Det er endnu uklart, om Telia vil fyre medarbejdere på grund af lukningerne.

Barclays: Bitcoin ligner influenza

Den britiske bank Barclays sammenligner ifølge Bloomberg bitcoin-hypen med en influenza-epidemi.

Banken har ud fra den måde, som influenza spredes på, udviklet en bitcoin-model, der deler mulige ‘ofre’ op i tre grupper: Modtagelige, inficerede og immune.

Ifølge Barclays er kendskabet til kryptovaluta i dag næsten global.

Danske Webstarters giver folk penge for at sige op

Det lille it-firma Webstarters fra Kolding er ifølge TV 2 begyndt at udbetale bonus til nytiltrådte medarbejdere, der hurtigt siger op.

Partner Dennis Frederiksen siger til tv-stationen, at det koster dyrt for et lille firma at lære en ny medarbejder op, og derfor er det et problem, hvis en ny ansat stopper efter kort tids ansættelse - eksempelvis fordi de får et bedre tilbud fra en anden arbejdsgiver.

Selskabet er derfor begyndt at udbetale tre måneders løn, hvis en ny medarbejder siger op inden for den første måned.

“Det er ligesom vores måde at sige: Her er en gulerod. Hvis de tager den: Fint nok, så koster det os nogle penge her og nu. Og så tager vi et tab på det. Men det koster os endnu mere, hvis vi har haft et års ansættelse, og du så bare skrider”, siger Dennis Frederiksen.

Mobilbank får 2.500 nye kunder hver måned

Den danske mobilbank Lunar Way har fået 20.000 nye kunder på tre år og får 2.500 nye hver måned for tiden, skriver Børsen.

Med selskabets løsning kan man ordne alle sine bankforretninger i en app. Den gennemsnitlige bruger er 29 år.

“Vi er anderledes. Alle banker er stort set ens, men vi appellerer til kunderne med applikationer, servicefunktioner og support. Vi kommunikerer på en anden måde ved at være mere direkte, gerne lidt ironisk i vores sprog og har en fri omgangstone, også med kunderne, når vi svarer dem på chat eller Facebook,” siger stifter Kenn Villum Klausen til avisen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
SAP Excellence Day 2025

Hvordan du orkestrerer og opdeler SAP-projekter for at opnå gevinster hurtigere? Hvordan påvirker AI fremtiden for SAP i almindelighed og måske også din virksomhed? Dette er blot nogle af de svar du får ved at deltage på denne spændende konference.

03. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Backup, availability og disaster recovery

I en tid hvor truslerne mod it-driften kun vokser, er det afgørende at kende forskellen på backup, availability og disaster recovery. Deltag og få konkret viden og praksisnære eksempler på, hvordan I kan styrke jeres beredskab.

07. april 2025 | Læs mere


Cyberthreat Day, København: Trusler, angreb og forsvar i praksis

Stå rustet mod cybertrusler. Få et detaljeret overblik over de nyeste sårbarheder, angrebsmønstre og metoder, som cyberkriminelle anvender. Lyt til beretninger fra sikkerhedseksperter på den digitale frontlinje, og få indsigt i både succesfulde angreb og de, der blev afværget

08. april 2025 | Læs mere