Det forpligter at være klodens største mobilproducent: Man skal sætte dagsordenen.
Det har Samsung skam også gjort i de seneste år, med sine vellykkede telefoner i Galaxy S-serien.
Årets store mobilsatsning fra den sydkoreanske tech-kæmpe kommer i to størrelser: Den fikse S9’er og den store S9 Plus.
Sammen skal de overbevise i et mobilfelt, hvor Apple regerer herhjemme, mens stadig flere kinesiske udfordrere som Huawei og OnePlus skal fægtes af.
Rent visuelt er der ikke sket det store med de nye S-stjerner. Man kunne faktisk let forveksle S9’eren med en S8’er.
Den er igen en nydelig glassandwich med buede aluminiumskanter der tåler vandsprøjt og støv.
Et nærstudie af telefonen røber dog, hvor der er sket nyt. Kanterne omkring displayet er en µ smallere, mobilen er en smule tykkere og vægten er røget en håndfuld gram i vejret. Ikke noget bemærkelsesværdigt her.
Er du flittig bruger af fingeraftrykslæseren på mobilen, vil du dog glæde dig over, at den ikke længere er tåbeligt placeret. Nu skal fingeren ikke længere skøjte over kameraet for at nå den, og tak for det.
Læs også: Test af Samsung Galaxy S8+: Super lækker smartphone med få, men ærgerlige mangler
Men nu skriver vi jo 2018, og ansigtsgenkendelse er det nye sort. I år hedder løsningen ’Intelligent Scan’ og den forener både iris-genkendelse og 2D-ansigtsgenkendelse som sammen bliver enige om, hvorvidt det er dig eller en anden der forsøger at oplåse telefonen.
Helt lige så hurtigt og elegant som Apples Face-ID er løsningen nu ikke.
Er lys en mangelvare omkring dig går det trægt, og det er sigende, at selv Samsung ikke finder løsningen sikker nok til mobilbetaling. Men til dagen og vejen, virker løsningen nogenlunde sikker.
Uendeligt display og fed lyd
Samsung er pionerer indenfor displayteknologi. Det bliver man mindet om, når skærmene på S9 og S9+ blusser op i al deres herlighed.
Det er flere års udvikling af AMOLED-teknologien som kommer til syne her: Opulente farver, tårnhøj kontrast og en høj lysstyrke indtager hele frontpartiet på telefonerne.
På siderne går displayet lidt ud over kanterne og dykker ned i aluminiumsrammen.
De flotte displays kommer i størrelse medium eller large: 5,8 tommer i S9 og 6,2 tommer i S9+.
Det lyder som kæmpemæssige displays for en mobil – men det aflange 18,5:9 format betyder, at det er reelt set kun er i højden, at telefonerne har vokseværk.
Har du en mindre hånd, vil S9+ dog hurtigt vise sig at være en kolos, der insisterer på at blive betjent med begge hænder.
En rigelig quad HD+ opløsning sikrer, at alt står pivskarpt på begge telefoner.
Når telefonen er slukket bliver AMOLED-teknologien også udnyttet til at diske op med en ’always-on’ oversigt over eksempelvis klokken, notifikationer eller kalenderemner.
Det lyder smart, men er ikke nær så overbevisende i praksis, da man ikke kan få et smugkig over, hvad de enkelte emner gemmer på.
Mobilen skal låses op, og så er man jo lige vidt.
Det smækre billede ledsages af to højttalere: En over displayet samt en ved bunden af telefonen.
Sammen pumper de godt med vellyd ud: der spilles højt og der spilles godt.
Det er imponerende at se, hvordan mobiltelefoners højtalere er gået fra det nær ubrugelige, til noget der sagtens kan bruges til at lytte til en podcast eller to, mens der kokkereres – selv når emhætten snurrer højlydt.
Samsung-power
I maskinrummet på S9 og S9+ finder du en octa-core processor signeret af Samsung selv: en Exynos 9810. Sammen med 4GB og 6GB RAM driver den henholdsvis Galaxy S9 og S9+ frem.
Kraftværket sikrer en solid ydelse i begge telefoner som sjældent misser et beat.
De 4GB RAM i den mindre S9’er virker dog lidt tamme, i et felt hvor Android-rivallerne begynder at diske op med 6 eller 8GB RAM.
Driftstiden sikres af et 3.000 mAh stort batteri i S9, mens plusmodellen får 3.500 mAh at rutte med.
Det rækker til en solid dags brug men heller ikke meget mere.
Det er tilstrækkeligt, men igen så virker det en smule tamt, når nu nogle af konkurrenterne i Android-land melder deres ankomst med 4.000 mAh ombord (eksempelvis Huawei Mate 10 Pro og P20).
På antennefronten er begge telefoner godt med. Man bliver sjældent nedgraderet til de sløvere 2G- og 3G-mobilnetværk.
Piller ikke meget ved softwaren
Samsung Galaxy S9 og S9+ er begge født med Googles Android 8.0.0 Oreo ombord, Googles næstnyeste systemsoftware. Dertil er systemet belagt med Samsungs Experience version 9.0.
Softwaren er ny, men har du stiftet bekendtskab med sidste Galaxy S8, vil du dog næppe bemærke nogen væsentlige forskelle. Alt ligner sig selv.
Interfacet er dog stadig frisk og ferskt at se på. Ikoner og menuer er overskuelige og lette at finde rundt i, mens de anvendelige Edge-funktioner tilbyder nogle smarte genveje til favorit-apps, -værktøjer og -kontakter.
Samsungs mindre vellykkede Bixby-assistent er også til stede. Den taler stadigvæk ikke dansk.
Anvendeligheden er derfor stadigt begrænset i forhold til Apples Siri eller Googles Assistant, som snart står til at få en dansk debut.
Samsung mener i øvrigt stadigt, at den fysiske Bixby-knap ene og alene skal benyttes til selskabets assistent.
Det havde dog været rart, at lade forbrugerne selv bestemme hvad den skal bruges til.
DeX duer - men det gør creepy emojis ikke
Samsung synes ikke at have spenderet mange kræfter på softwaren i år – med to undtagelser: DeX-platformen og konkurrenten til Apples animerede emojis, de såkaldte AR-mojis.
Idéen med DeX er fortsat at forvandle din mobil til en regulær desktop.
I år er løsningen dog mere kapabel og smartere tænkt. Man lægger nu mobilen fladt ned i docken, hvilket forvandler telefonen til en touchpad og ellers slutter man bare tastatur og skærm til. Så toner Samsungs Linux-lignende desktop-interface frem.
Nu understøtter det nye DeX 2K-display og flere vinduer samtidigt.
Se også: Test: Derfor er OnePlus 5T den mest anbefalelsesværdige telefon i 2017
Består dine kontoropgaver af brug af Office-pakken og en webbrowser, kan du faktisk få udrettet det meste med den nye DeX. I teorien.
Visse hjemmesider, herunder Computerworlds, driller pt. på platformen, men Samsung Danmark lover, at en opdatering skulle være lige på trapperne.
Enkelte spil er optimerede til platformen, så lidt underholdning lægges der også op til.
Samsung S9’s anden store software-satsning hører til de mere kuriøse.
Efter at Apple i efteråret beviste med sine animerede emojis, at man godt kan være fjollet, selvom man er klodens største virksomhed, er Samsung nu ude i samme ærinde.
Spasmagerne fra Samsung er dog ikke gået efter en 1 til 1 kopi af Apples animojis, men introducerer i stedet det de kalder AR-emojis.
Idéen her er, at mobilen tager en selfie og fra denne laver en tegneserie-lignende avatar som let kan deles som billeder, GIF’s eller små videoklip.
Lidt à la det man ellers selv kan skabe via Bitmoji app’en.
Her kan de på AR-vis animeres – du nikker og smiler, og din AR-emoji nikker og smiler med.
I praksis er ansigtsgenkendelsen dog ikke lige vellykket. Det ligner langt fra altid og der opstår ofte nervøse ticks i resultaterne. Man ender derfor til tider i den berygtede ’uncanny valley’, hvor det der skulle være gemytlige versioner af en, ender med at blive småskræmmende.
Glimrende kamera
Når Samsung lancerer en toptelefon, plejer selskabet også at sætte en ny standard for, hvad man kan forvente af et mobilkamera. Det gør selskabet igen i år – men dennes hersken på toppen af kameratronen skulle dog ikke vare længe.
En måned efter lanceringen er Samsung blevet overbudt af Huawei med deres P20 Pro med 40 megapixels ombord.
Nuvel, Samsung S9 formår stadigvæk at tage glimrende billeder – både i lyse og mørke omgivelser, hvor der generelt leveres veleksponerede og farverige resultater.
Her er ’kun’ 12 megapixels, men det er også rigeligt til de fleste, og vil du zoome ind, kan dette også lade sig gøre på plus-modellen, som er ekviperet med 2 gange optisk zoom.
S9 er samtidig den første mobil med en variabel blænde, hvilket giver marginalt skarpere resultater i dagslys og mørke.
I forhold til sidste års S8’er vil det især være i mørke at man bemærker en fremgang.
På videofronten optager både S9 og S9+ glimrende resultater, hjulpet godt af optikken har en optisk stabilisering ombord der afholder koffeinrystende hænder fra at spolere optagelserne.
Selv teleoptikken i S9+ har stabilisering ombord og jo mere der zoomes ind, jo gladere bliver man for den trofaste stabilisering.
Optagelserne gemmes i pivskarpe 4K som samtidig lagres med op til 60 billeder per sekund.
Det er dog ærgerligt, at Samsung ikke kan inkludere en ordentlig video-editor som kan håndtere de ellers så fine optagelser.
Særlige foto og videofeatures
Med S9 og S9+ introducerer Samsung nye foto- og videofunktioner som giver mulighed for at lege med både tid og motiver.
Den ene er ultra-slowmotion, der med en optagefrekvens på 960 billeder i sekundet nærmest fryser tiden.
Det minder om det, Sony i sidste år introducerede med deres toptelefoner – og det er tæt på at være lige så begrænset som dengang.
Der optages i HD, hvilket er ok. Selve længden på optagelserne er dog begrænset til bare 200 millisekunder – det er derfor en udfordring at fange øjeblikket.
Man kan heldigvis forudindstille et område til at aktivere optagelsen – så snart der sker noget i feltet, ruller optagelsen.
Se også: Test af iPhone X: Apples mest avancerede telefon til dato - men langt fra verdens bedste telefon
En anden interessant feature er bygget ovenpå Samsungs Bixby Vision – en AI-baseret feature som kan genkende motiver og derefter blandt andet kan live-oversætte tapas-menuen i Catalonien. Som så meget andet med Bixby, virker det bare ikke ordentligt.
Sidste fotografiske trick i S9’ernes fotoarsenal er en portrætfunktion, som på S9+ udnytter dobbeltkameraet til at give realistiske ’bokeh’-effekter, hvor baggrunden sløres.
Denne kan også opnås på den mindre S9’er, men der er løsningen baseret på et enkelt kamera tilsat software-magi - med meget middelmådige resultater til følge.
Endnu en stjerne i galaksen
Samsung har med S9 og S9 Plus leveret en rimelig efterfølger til sine populære S-telefoner: både S9 og S9+ er deres topplacering i Samsung line-uppet værdige, men den store revolution er altså udeblevet i år.
Samsung synes at være tilfreds med at levere en fintuning samt ved at rette lidt hist og her, for til sidst at kalde det en dag. Det er ok, men når prisen samtidig skrues i vejret i forhold til sidste år, begynder Samsung at stramme skruen.
Har du i forvejen en S8’er i lommen, kan du med sindsro springe denne generation over.
Er din smartphone fra 2016 eller ældre, vil den dog forsat levere noget af det bedste, som Android-platformen kan byde på.
Samsung skal dog passe på, at man ikke bliver overhalet indenom af rivalerne fra Kina. De er vågne og sultne.