BREAKING:Region Syddanmark skal betale historisk stor bøde for grove overtrædelser af GDPR

Artikel top billede

(Foto: Christoffer Lund-Hansen)

Columbus-regnskab: Omstilling mod cloud i fuld gang - licenssalg falder dramatisk

Columbus’ omstilling væk fra licens-salg og over mod cloud er på rette vej, viser selskabets nye regnskab. Cloud-forretningen vokser eksplosivt, mens licenssalget falder voldsomt. Cloud udgør dog fortsat kun en lille del af forretningen.

Columbus’ omstilling over mod cloud er på rette vej, viser selskabets netop offentliggjorte regnskab for 2017.

Columbus har haft helt støt og stabil vækst i omsætningen i årevis, og den udvikling fortsætter.

ERP-selskabets omsætning er således steget med to procent til 1,2 milliarder kroner, mens resultatet efter skat lander på 91,1 millioner kroner. 

Resultatet før afskrivninger og finansielle poster (EBITDA) landede på 149 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på tre procent i forhold til året før.

“Vi er tilfredse med resultatet for 2017 hvor vi voksede vores forretning samtidig med at vi udviklede og solgte en lang række nye cloudbaserede løsninger, der hjælper vores kunder i den digitale transformation. Resultatet har vist at Columbus kan levere på vores vision om vækst og innovation i et marked der bevæger sig lynhurtigt", meddeler koncernchef Thomas Honoré.

Columbus skriver dog i regnskabet, at omsætningen for året ligger i den lave ende af selskabets forventninger.

Det gælder også omsætningen på selskabet serviceforretning, der er vokset med tre procent.

Fald på 37 procent

Columbus’ salg af softwarelicenser har været udsat for noget af et blodbad i årets løb med et fald på 37 procent i forhold til året før.

I 2017 omsatte Columbus for 27 millioner kroner i salg af software-licenser, og det store fald har direkte konsekvenser for Columbus’ samlede software-forretning, hvis omsætning er faldet med ni procent til 83 millioner kroner.

“Dette fald skyldes skiftet mod cloud, i det licens-salget er faldet med 37 procent. Til gengæld er salget af abonnementer steget med syv procent,” lyder det fra Columbus.

At markedet er i gang med at skifte til cloud-levering for fuld udblæsning, understreges af, at omsætningen i Columbus’ egen cloudforretning er steget med hele 216 procent.

Ganske vist er området fortsat lille mål i kroner og øre med en samlet omsætning i 2017 på blot 6,2 millioner kroner ud af den samlede omsætning på 1,2 milliarder kroner. Men signalet er klart.

“Omsætningsvæksten var primært drevet af den spirende cloudforretning, vækst i serviceforretningen samt opkøb foretaget i 2016 og 2017. Stigningen i EBITDA er primært drevet af forbedring i profitabiliteten i serviceforretningen, der steg med 19 procent,” lyder det fra Columbus.

Ramt af problemer i USA

Af regnskabet fremgår det også, at Columbus i årets løb har været ramt af en række problemer på det store amerikanske marked, hvor salget har ligget et godt stykke under det forventede.

“Overordnet har udfordringerne i den amerikanske forretning haft negative konsekvenser på omsætningen på i alt 70 millione rkroner,” lyder det fra selskabet.

Columbus har nu reorganiseret den amerikanske salgs-organisation, hedder det.

Columbus købte for et par måneder svenske iStone i selskabets største opkøb nogensinde.

Det kan du læse mere om her: Kæmpe it-opkøb er en realitet: Columbus køber it-selskab med 600 medarbejdere

Med opkøbet voksede Columbus med et snuptag med 600 mand, ligesom omsætningen ‘over night’ voksede med 50 procent.

Det giver nye muligheder i det kommende år.

“Opkøbet af iStone betyder, at Columbus vil fokusere på at vokse den organiske forretning og dermed forventer at kunne levere en gennemsnitlig organisk omsætningsvækst på tre-fem procent om året. Columbus forventer ligeledes at levere en EBITDA margin på 11 procent mod 2020. I 2018 forventer Columbus en omsætning i niveauet DKK to milliarder kroner EBITDA i niveauet DKK 200 miillioner,” lyder det fra selskabet.

Columbus har for tiden i alt omkring 1.300 medarbejdere.

Du kan læse interview med koncernchef Thomas Honoré på cw.dk senere i dag.

Du finder hele Columbus 2017-regnskab her.

Læs også:

Danske Columbus vokser voldsomt - har nu langt flere medarbejdere i Sverige end i Danmark

Columbus har fundet effektiv vækst-opskrift: Udnytter virksomhedernes it-fokus