Den store svenske industrikoncern Saab har taget grundigt fat om licenshåndteringen for 3.000 applikationer.
Det har givet besparelser i millionklassen, fortæller licensstrateg Christian Björkly-Nordström til ComputerSweden - Computerworlds svenske søstermedie.
Saab købte i 2014 en licenshåndteringsplatform af det svenske firma Snow Software, som Saab har brugt 19 måneder på at implementere fuldt ud.
Saab har over 15.000 ansatte i 40 lande, og de bruger altså godt 3.000 applikationer på over over 30.000 enheder.
Saabs danske afdeling ligger i Sønderborg og har cirka 80 ansatte, som arbejder med soft- og hardware til forsvaret.
“Vi fik næsten omgående positive effekter af satsningen. Vi finder stadig nye sager at tage fat i, når det gælder licenser, og det regner jeg med, at vi fortsætter med at gøre i et år eller to endnu,” siger Christian Björkly-Nordström.
Besparelser på fire centrale områder
Ordentlig licenshåndtering giver især besparelser på fire områder, skriver ComputerSweden.
Først og fremmest handler det jo om ikke at betale for flere licenser, end man faktisk bruger.
For det andet handler det om at undgå forkerte valg af licensmodeller.
Leverandørerne tilbyder ofte flere modeller til forskellige brugsscenarier.
Der kan være tale om regler for antal interne brugere, eksterne brugere, datavolumen, antal servere og hvilke typer processorer, serverne kører med.
For det tredje får man overblik over, hvilke applikationer der rent faktisk er i brug, og det er samtidig anledningen til at rydde op i brugen - for eksempel hvis man bruger flere typer af programmer til samme opgave.
Oprydningen giver også lavere supportomkostninger, og så bliver man samtidig mere skarp på indkøb af software i det hele taget, og det giver også besparelser.
For det fjerde udgør licenshåndteringen en vigtig forberedelse til at migrere til cloud, og det giver også besparelser.
Mindre aggressive audit-møder
Christian Björkly-Nordström peger også på, at kontakten med softwareleverandørerne bliver mere smidig, når man har styr på licenserne. For eksempel i forbindelse med audits.
“Jeg har i princippet håndteret alle audits hos Saab i tre år, og det er en helt anden følelse, når man har styr på licenserne. Der er mindre aggression i mødelokalet”, siger han.
Samtidig bliver det også nemmere at gennemføre besparelser i det hele taget.
“Vi har de senste år næsten altid fundet måder at optimere brugen af licenser, når vi har kigget på dem under lup, og vi har fundet besparelser under alle audits de seneste to år”, siger Christian Björkly-Nordström.
Han peger også på, at forberedelserne til at overholde den nye EU-persondataforordning forenkles og at it-sikkerheden forbedres, når man med et licensstyringsværktøj har styr på patchniveauer for software.
Samtidig kan man undgå visse tekniske problemer, når man ved, hvilke versioner der bruges af de forskellige typer software.
Hvornår er så det rigtige tidspunkt at kaste sig over licenshåndtering?
“Næsten alle siger, at man skal gøre det i forbindelse med genforhandlinger af aftaler. Jeg synes, man skal gøre det dagen efter, man har købt software”, siger Christian Björkly-Nordström til ComputerSweden.