Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne torsdag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.
Systematic lander stor ordre i Skotland
Aarhusianske Systematic er med sit Columna-system kommet med som leverandør i et stort rammeudbud rettet mod de 38 skotske sygehuse, meddeler selskabet.
“Det skotske sundhedsvæsen, NHS Scotland, har på en national rammeaftale valgt Systematic som leverandøren af et system til opgavehåndtering på alle skotske hospitaler. Dermed bliver Skotland sjette nation i rækken, som anskaffer Systematics e-sundhedsløsning, Columna,” lyder det fra Systematic.
Aberdeen Royal Infirmery bliver det første hospital, der implementerer løsningen.
Dell bliver storsponsor for McLaren
Dell Technologies bliver storsponsor for Formel 1-holdet McLaren, der tidligere har haft SAP som samarbejdspartner i en årrække.
Med den nye aftale vil Dell ‘tilbyde McLaren sin dybe teknologiske ekspertise til alle virksomhederne i McLaren Technology Group,” meddeler selskaberne.
Det betyder blandt andet, at McLaren vil anvende Dell-løsninger i design, produktion, afvikling af Formel 1-løb, telemetri, sikkerhedssystemer, storage, e-sport, simulation samt interaktion med fans og gæster, lyder det.
Parterne vil desuden samarbejde om it-sikkerhed, cloud, digital transformation og teknologier til fremtidens arbejdspladser, meddeler de.
Formel 1-verdenen er som bekendt teknologisk krævende - ikke mindst fordi den består af en stor karavane, der rejser jorden rundt og som samtidig stiller store teknologiske krav til dataanalyse og lignende.
Spotify på vej med hardware - søger hardwarefolk
Den svenske streaminggigant Spotify er på vej med hardware.
På selskabets website søger det efter folk til udviklingen at det, som selskabet kalder for ‘fysiske produkter.’
I stillingsopslaget til ‘operations manager - hardware product’ skriver Spotify, at selskabet ‘er ved at udvikle sine første fysiske produkter og i gang med at oprette en operationel organisation til fremstilling, supplychain, salg og marketing.’
Det fremgår ikke hvilken type hardware, det kommer til at dreje sig om. Et bud kan være en højttaler - enten headset eller en home-device i stil med Amazon Alexa eller Google Home. Men vi ved det ikke endnu.
Aldi på vej med stor it-satsning
Aldi kaster sig i år ud i en ‘massiv it-investering i Danmark,” skriver Børsen.
Butikskæden investerer nemlig i økonomisystemet SAP Retail, der skal erstatte Aldis nuværende, bedagede og egenudviklede it-system.
SAP Retail anvendes allerede af Aldi i hjemlandet Tyskland samt af konkurrenterne i Dansk Supermarked og af Lidl, mens Coop er ved at indføre samme system, som blandt andet giver nøje overblik over solgte varer, kampagner og andet.
“Skal du drive en forretning i et marked med så små marginaler, så er du nødt til at have styr på dine nøgletal,” siger Aldis nye danske direktør, Finn Tang til avisen.
Danske Lessor på vej til at blive solgt - igen
Det danske lønfirma Lessor kan være på vej til at blive solgt igen, skriver InsideBusiness.
Lessor blev købt af kapitalfonden Axcel for 600 millioner kroner for mindre end to år siden.
Ifølge InsideBusiness sigter Axcel efter en salgspris på den gode side af en milliard kroner.
Norske Visma nævnes som en oplagt køber. Visma i de senere år købt en række lignende selskaber herhjemme - Bluegarden, e-conomic og Martin Thorborgs Dinero.
Klaus Holse sælger Simcorp-aktier for 3,2 millioner kroner
Simcorps topchef, Klaus Holse, solgte tirsdag 8.000 af sine Simcorp-aktier, meddeler det børsnoterede selskab.
De 8.000 aktier er blevet solgt til en gennemsnitskurs på 401,84 kroner per styk, hvilket giver en samlet værdi på 3,21 millioner kroner.
Simcorp præsenterede tirsdag Q4-regnskab, som var så godt, at det fik aktien til kortvarigt at stige godt 12 procent til 413,2 kroner.
Apple forsøger at lande aftale med mineselskaber
Apple forsøger ifølge Bloomberg at lande en direkte leveringsaftale med mineselskaber, som leverer kobolt, der anvendes batterierne til iPhone og iPad.
Apple har længe haft problemer med leveringerne, og det har tidligere været fremme, at flere leverancer er blevet udvundet af børne-minearbejdere i Congo.
Apple forsøger nu at få en aftale i stand om at købe flere tusinder tons kobolt over fem år eller mere. Priserne på kobolt er i de senere måneder steget kraftigt på grund af forventninger om øget efterspørgsel i fremtiden.