Banker taber i Memory Card sag
Danske Bank og Nordea skal udlevere en række dokumenter til Memory Card Technologies konkursbo. Kuratorerne har stævnet bestyrelsen i selskabet, revisorerne, de långivende banker samt grundlægger og administrerende direktør John Trolle Rasmussen med krav om mindst 100 millioner kroner.
Nu har Vestre Landsret givet kurator aktindsigt i samtlige dokumenter vedrørende en række ydede lån. Bankerne har til sammen mere end en halv milliard kroner til gode i konkursboet og mener, at de har ydet lån til Memory Card på baggrund af opskruede værdier af varelagret.
Kuratorerne mener, at de to storbanker var fuldt vidende om, at de løb ganske betydelige risici, da de i efteråret 1999 og i foråret 2000 ydede store kreditter til Memory Card. John Trolle, der i dag bor i Belgien, hvor han er administrerende direktør for Memory Corp. i Antwerpen, nægter sig skyldig. (Børsen, Morgenavisen Jyllands-Posten)