Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne fredag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.
Comm2ig fortsætter som eneleverandør af SKI-tablets
Comm2ig fortsætter som eneleverandør af tablet-computere til 90 kommuner, to regioner, staten samt en række selvejende institutioner, der alle er tilknyttet SKI.
Comm2ig har allerede haft ordren i tre år.
Selskabet tager dermed endnu en omgang med rammeaftalen ‘50.43 Tablets,’ der dækker over 46 forskellige modeller samt diverse ekstra-udstyr og kan kalde sig eneleverandør indtil maj 2020 samt muligvis endnu et år.
Ifølge Comm2ig har aftalen en værdi i omegnen af 400 millioner kroner.
“De seneste tre år har været et spændende kapitel for COMM2IG, hvor vi har opbygget en stor viden og en række nye kompetencer, som vi og 50.43-kunderne kan drage fordel af i mindst to år endnu”, lyder det fra direktør Jimmy Hansen.
Danske virksomheder de mest digitaliserede i EU
De danske virksomheder er de mest digitaliserede i EU fuldt af virksomhederne i Finland og Norge.
Det fremgår af den nye publikation It-anvendelse i virksomheder i 2017 fra Danmarks Statistik.
Det fremgår samtidig af undersøgelsen, at de danske virksomheder halter bagefter, når det gælder områder som ‘e-salg’ (som Danmarks Statistik kalder det) til udlandet samt big data-analyse.
“Anvendelse af maskinlæring og kunstig intelligens forudsætter brug af avancerede it-værktøjer og it-specialister. Kun fem procent af virksomhederne anvendte denne teknologi, så generelt var maskinlæring og kunstig intelligens ikke så udbredt i 2017,” hedder det.
Danmarkst Statistik oplyser iøvrigt, at 61 procent af de danske virksomheder har vanskeligheder med at finde kompetente it-folk.
Staten vil give dine data til it-giganter
Danmarks sundhedsregistre skal ‘bruges som lokkemad for at få udenlandske virksomheder til landet,” skriver Version2, der kalder forslaget for ‘kontroversielt.’
Forslaget finder vi i en rapport fra regeringens vækstteam for life science.
Her siger medlem Allan Flyvbjerg, direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen, at “det specielle ved Danmark er, at vi ikke blot har biobanker, men samtidig kan samkøre alle registrene, så vi faktisk kunne gøre det samme, som både Facebook og Youtube ønsker at gøre, men på en sikker måde i forhold til borgerne.”
Professor Thomas Ploug, Aalborg Universitet, er mener, at forslaget er problematisk, da staten kommercialiserer data.
“Hvorfor skal staten tjene penge på mine data,” spørger han.
Qualcomm anker kæmpebøde fra EU
Qualcomm vil anke den kæmpebøde, som EU og kommissær Margrethe Vestager gav til selskabet forleden.
Ifølge Financial Times er det hårde tider for det amerikanske chipselskab, der foruden bøden på knap en milliard euro også slås med Apple om chip-royalties samt med ærkerivalen Broadcom om en mulig fusion.
Hertil kommer faldende indtjening, stid med NXP samt bøder for monopolmisbrug i Kina, Sydkorea og Taiwan.
“Det har været en anstrengende periode for den engang så mægtige processor-spiller,” lyder det i Financial Times,.
Aktivist må ikke sagsøge Facebook i EU-regi
Den østrigske advokat og aktivist Max Schrems får ikke lov til at opbygge et gruppesøgsmål mod Facebook i EU-regi, hvor han ellers gerne ville stå for sagen og repræsentere tusindvis af Facebook-brugere.
Sådan lyder en ny afgørelsen fra EU-domstolen.
Max Schrems ville sagsøge Facebook for misbrug af brugernes data. Han mener, at Facebook krænker privatlivets fred.
Tilbage for Max Schrems er nu muligheden for at køre en gruppesag i enten hjemlandet Østrig eller i Irland, hvor Facebook har europæisk hovedkvarter.
Tvivl om IBM og Mærsks blockchain-projekt
Den norske shipping-professor Roar Os dland er en smule skeptisk over for IBM og A.P. Møller-Mærsk nye blockchain-projekt, skriver Shippingwatch.
“Jeg mener stadig, at anvendelsen af blockchain i bedste fald befinder sig i en betafase, og at teknologien for eksempel har skaleringsproblemer,” siger han.
Han siger desuden, at teknologien stadig er umoden, og at den teknologi, som vi ser nu, ikke er der, hvor ‘vi ender.’
IBM og Mærsk præsenterede fornylig et nyt blockchain-samarbejde, der sigter mod udviklingen af en ny shippingplatform.
Det kan du læse mere om her: Blockchain bliver den helt store killer app for supply chain i 2018: Mindre snyd, mindre spild - har nogen råd til at lade være?