Når Anders Dyrholm fra Secoya kalder ERP-leverandører for brodne kar, og sammenligner den del af branchen med Det Vilde Vesten, så lufter han en en kritik, der hører til i 1990'erne.
Du kan læse hans kritik her: Opråb til ERP-leverandørerne: Stram op - I opfører jer uanstændigt
Sådan lyder den barske dom fra Scales-direktør Hasse Bergman, der affejer kritikken.
“Jeg tror godt, at kritikken kunne være berettiget for 15-20 år siden. Jeg erindrer ikke så smertefulde projekter, at vi ikke er lykkedes med dem, men tilbage i midt-90’erne, var der stadig mange ting, der var uprøvede,” siger Hasse Bergman.
“Dengang var det et umodent marked forstået på den måde, at ERP-produkter kun har eksisteret i omkring 30 år. ERP-markedet var umodent i 1980’erne og begyndelsenaf 1990’erne i forhold til hvilken leverancemodel man skulle vælge. Men det er vi kommet langt forbi.”
Hård kritik
I Computerworlds egne spalter luftede Anders Dyrholm ellers en hård kritik af ERP-leverandørerne.
Dyrholm arbejder til dagligt for Secoya i Aarhus, og virksomheden har spurgt sine kunder, hvem de ville anbefale som ERP-leverandør.
Kunderne var ikke i stand til at anbefale nogen ERP-leverandører.
I stedet brokker de sig over grove takseringer og budgetter, der skrider.
Alt i alt det som Anders Dyrholm i sin klumme kalder en "grotesk it-version af det vilde vesten", hvor leverandørernes opførsel skader branchen som helhed.
Læs hele klummen her: Opråb til ERP-leverandørerne: Stram op - I opfører jer uanstændigt
Sådan var det måske engang
Anders Dyrholm understreger dog, at han ikke er ude på at 'lægge ERP-branchen for had.'
"Men der er brodne kar i branchen, og mange opfører sig fuldstændig uanstændigt, hvilket dræner både tålmodighed og it-budgetter ude hos kunderne," skriver han i sin klumme.
Han efterlyser reaktioner fra kunder, der 'har en ERP-leverandør, som gør det godt, som leverer til tiden til den aftalte pris, som ikke sender ekstraregninger eller overfakturerer fordi de kan, når kunden sidder i saksen,' skriver han.
Hos Scales, der i dag er en af de store leverandører af ERP-løsninger, genkender Hasse Bergman ikke det billede, der bliver tegnet i klummen.
Han mener, at det er et billede af noget, der hører fortiden til. Hos Scales arbejder man både med faste priser og kan i følge direktøren præstere 28 projekter siden 2012, der er kørt fuldstændigt efter bogen.
Fortidens branche med cowboys og indianere bundede ifølge Bergman i, at produkterne dengang krævede en langt større grad af tilretning end i dag, hvor bredde standardløsninger virker for mange.
“Jeg vil indrømme, at det var noget nær det vilde vesten for 15-20 år siden. Dengang var det ikke økonomisk Det Vilde Vesten. Det var mere et spørgsmål om, at de produkter man havde ikke favnede løsningen særligt godt, hvilket gjorde at man måtte programmere sig ud af tingene,“ siger han og fortsætter:
“Det er svært at se, hvorfor man skal havne i en situation i dag, hvor projektet skrider, for der kommer ikke udviklingsopgaver, der får det til at eksploderer.”
Derfor mener han ikke, at der er meget hold i den kritik, der kommer fra Dyrholm. I hvert fald ikke, hvis den er rettet mod Scales, der i dag er opkøbt af NNIT.
Læs mere om det her: Opkøbt af NNIT for en måned siden: Nu tikker million-ordre ind hos Scales
"Det er nemmere at få ørenlyd, hvis man kan råbe højt om noget negativt end det modsatte. Vi står med 28 kunder som allesammen vil kunne sige, at de er kommet i gang til tiden og til prisen, men det er ikke noget, der giver spalteplads,” siger Hasse Bergman.
Læs mere om Scales her:
Danske ERP-leverandører skovler penge ind: Disse selskaber klarer sig bedst blandt 24 leverandører