Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Folketinget skal stemme ja eller nej til erhvervskandidater i dag / Ny taskforce under bagmandspolitiet skal behandle IP-kriminalitet / Danske it-netværk med 600 medlemsvirksomheder går sammen

Folketinget skal stemme ja eller nej til erhvervskandidater i dag. Ny taskforce under bagmandspolitiet skal behandle IP-kriminalitet. Jyske it-netværk med 600 medlemsvirksomheder går sammen. DXC Technology skal levere til DSB. Regioner og kommuner i fælles udbud med telemedicin. Og bitcoin runder nu 11.000 dollar…..Handlingsplan for ‘open government’

Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne torsdag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.

Folketinget skal stemme ja eller nej til erhvervskandidater i dag

Folketinget stemmer i dag om, hvorvidt en ny uddannelsesgrad til erhvervskandidat skal indføres.

Lovforslaget - der hedder L 48 - sigter efter at gøre det muligt for bachelorer at læse en kandidat på deltid samtidig med, at de beholder deres job.

CBS synes - måske ikke overraskende - at ideen er ret god. - ikke mindst når det gælder muligheden for at få uddannet flere folk til it-branchen.

“På CBS synes vi, at muligheden for en erhvervskandidat på udvalgte uddannelser er en rigtig god idé. Blandt andet fordi det kobler uddannelse tættere til den karriere, studerende allerede påbegynder med relevante studiejobs, lyder det fra institutleder på Institut for Digitalisering, Jan Damsgaard. 

Også TDC mener, at lovforslaget bør vedtages i dag og opfordrer partierne til at stemme ja.

Du finder L 48 her, hvor du også kan følge med i afstemningen.

Ny taskforce under bagmandspolitiet skal behandle IP-kriminalitet

Justitsminister Søren Pape (K) etablerer en såkaldt taskforce med en håndfolk politifolk under bagsmandspolitiet, som i foreløbigt seks måneder bliver dedikeret til at efterforske IP-kriminalitet.

Det kommer til at dreje sig om efterforskning af sager om eksempelvis ophavsret, varemærker, designrettigheder og lignende, som kan krænkes over nettet fra udenlandske domæner.

Jyske it-netværk med 600 medlemsvirksomheder går sammen

De to jyske it-netværk BrainsBusiness og it-forum meddeler, at de indleder et strategisk samarbejde på vegne af deres i alt 600 medlemsvirksomheder.

BrainsBusiness har omkring 150 medlemmer i primært Nordjylland, mens it-forum har 450 medlemmer i primært det midt- og sønderjyske.

De netværk ønsker blandt andet at udbygge virksomhedernes udsyn - ‘både horisontalt og vertikalt inden for erhvervet, men også geografisk,’ som det hedder.

“Alt for få it-virksomheder har fokus på eksportmuligheder særligt i de omkringliggende lande, og her har vi nogle lavt hængende frugter, der relativt let kan plukkes. Når først hardware eller software er udviklet ud fra et behov i Danmark, så er sandsynligheden for, at samme behov eksisterer i eksempelvis Norge, Sverige, England eller Tyskland meget stor,” lyder det.

DXC Technology skal levere til DSB

It-selskabet DXS Technology har landet en ny fire-årig ordre hos DSB på levering af infrastruktur, netværk, SAP-leverancer, support, databaser og sikkerhedsservices, meddeler selskabet.

Amerikanske DXC Technology meddeler, at selskabet i forvejen ‘samarbejder med størstedelen af de europæiske jernbaneselskaber,’ ligesom selskabet (ifølge sig selv) har ‘omfattende viden og erfaring med at drive en række af de vigtigste danske, offentlige it-systemer.’

”Det er en signifikant aftale for DXC og understreger vores position som betydningsfuld it-leverandør på det danske marked. Vi ser frem til samarbejdet med DSB som deres it-partner og til at levere den bedste service til gavn for både DSB’s medarbejdere og kunder,” lyder det fra selskabet.

Regioner og kommuner i fælles udbud med telemedicin

De danske regioner og kommuner går sammen i et udbud af såkaldt ‘telemedicinsk infrastruktur til borgere med KOL.’

Udbudet har en værdi på et tocifret millionbeløb.

”I løbet af de sidste 10 år har vi set, hvordan lokale telemedicinske pilotprojekter er poppet op rundt om i landet, det har givet os erfaring at stå på. Og Danmark er på forkant her. Skal vi beholde førerpositionen, er tiden nu kommet til at udvikle én national løsning, der kan skabe sammenhæng og volumen. Vi er derfor meget stolte af, at der nu er opbakning fra samtlige kommuner og regioner om udviklingen af én fælles telemedicinsk infrastruktur på tværs af sundhedssektoren,” siger Mette Harbo, formand for Fælles Udbud for Telemedicin.

Og bitcoin runder nu 11.000 dollar….

På Computerworld-redaktionen bliver der joket med, at vi lige så godt kan bringe den samme bitcoin-artikel hver dag om nye kæmpestigninger - blot med nye tal hver dag.

Det kunne vi selvfølgelig ikke finde på, men noget er der nok om snakken, for vi bringer faktisk den næsten samme 'gisp'-artikel om bitcoin hver dag.

For få dage siden rundede bitcoinen eksempelvis (gisp!) 8.000 dollar. 

I går skrev vi, at bitcoinen rundede (gisp!) kurs 10.000 dollar.  Nu har den allerede rundet (gisp!) 11.000 dollar. 

Og Bloomberg skriver, at også Nasdaq har fået øje på bitcoinen og påtænker at introducere bitcoin-futures til næste år. De vil give investorerne mulighed for at ‘vædde’ om bitcoinens kurs-udvikling.

Hvor længe kan den eksplosive udvikling fortsætte? Vi ved det ikke. Nogen mener længe, andre mener slet ikke.

Under alle omstændigheder er det sikkert, at den ekstremt volatile og frit flyvende bitcoin kan falde lige så hurtigt, som den er steget.

Handlingsplan for ‘open government’

Digitaliseringsstyrelsen offentliggjorde onsdag sin handlingsplan for arbejdet med at levere ‘offentlig service og information på en tidssvarende og effektiv måde.’

Det kan lyde en smule tørt, men det er dog en vigtig opgave i denne tid, hvor digitaliseringen bruser ind over os.

Centralt i planen står en vision om at gøre de offentlige data tilgængelige for danskerne.

“En central drivkraft er at udnytte nye teknologier og medier, der giver mulighed for at gøre offentlig viden tilgængelig for borgere og virksomheder, og at fremme samarbejde mellem den offentlige sektor og civilsamfundet,” lyder det fra styrelsen.

Du kan læse mere her: Ny national handlingsplan for open government.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere