Artikel top billede

Test: Dette er det perfekte headset til de bas-besatte

Brug for et headset med masser - og vi mener virkelig masser - af bas? Skullcandy Crusher er svaret på dine bønner.

Der var engang, hvor selskabet Skullcandy mest af alt var kendt for headsets polstret i grim plys til punkere og sortklædte “emo”-teenagere.

Men sidenhen er selskabet blevet ældre sammen med sit publikum. Væk er grim plys og farlige logoer i kinaplast, og i stedet mødes vi af headsets som Crusher.

Et specialiseret headset til dem, der bare slet ikke kan få nok af bas. Den type bas, der kommer fra subwoofere og fra natklubhøjttalere. Den type bas, der brøler.

Plast og blød skum

Som nævnt er Skullcandy blevet voksen, og Skullcandy Crusher ligner da også et tilforladeligt headset til voksne. I en sart beige er headsettet dækket af plast med en metal-bøjle over hovedet.

Hovedbøjlen har led, så du kan folde headsettet sammen til transport, og det findes også i en sort variant.

Bøjlen er belagt med blødt gummi mod dit hoved og en form for filt på toppen. Vi gætter på, at det er et forsøg på at ligne B&O eller lignende, men selvom det ser fint ud, så fnulrer det let ved berøring.

Læs også: Test: Sådan lyder et headset til 600 kroner, et til 1.900 kroner og et til 3.800 kroner.

Headsettets højttalere dækker hele øret og sidder godt på plads ved hjælp af et par bløde skumringe. Selv efter flere timer føles headsettet behageligt.

Headsettet oplades via micro-USB og kan kables med et almindeligt audio-stik, hvis headsettet løber tør for strøm. Der er strøm til knap et døgn uafbrudt musik.

På hver side sidder der knapper til at styre musikken.

På den højre ørebøf finder du tre knapper: Et plus og minus til lydstyrke og en rund knap, der fungerer som tænd/sluk, skift sang, pause og bluetooth-forbindelse. Det er mange funktioner til få knapper, og der kunne godt have været dedikerede knapper til at navigere rundt i playlisterne.

Og så er der knappen på den venstre ørebøf.

MASSER AF BAS!!!!!!!

Det unikke ved headsettet er en justerbar bas - og sikke en bas.

At der er masser af bas, betyder ikke, at bassen er detaljeret. Skruer du over 50 procent på “slideren,” bliver bassen hurtig altoverskyggende og overdøvende. Skruer du helt op, bliver det på grænsen til fysisk ubehageligt, da headsettet vibrerer så meget og udsender så voldsomt et tryk, at hele hovedet ryster.

Det føles som at sætte hovedet helt ned ved siden af en spillende subwoofer.

Det er virkelig sjovt at sætte den til 100 procent og give headsettet til andre, hvorefter at se dem rykke sammen af ren overraskelse, for det er imponerende, hvor kraftfuldt headsettet er.

Vi fandt det behageligt ved omkring de 35-50 procent basniveau alt efter sangen, og det er slet ikke dumt, at man selv kan tilpasse det. Generelt er lydoplevelsen udmærket, men vi savner detaljer ved vokalen, og jo mere du skruer op for bassen, jo større bliver problemet.

Læs også: Test af RHA T20i-headset: God lyd betaler sig virkelig

Konklusion

SkullCandy Crusher Wireless har skruet op for bassen og ned for pinligt plys. Headsettet er behageligt at have på, og det virker nogenlunde solidt. Der er dog tale om blød plastik, kunstlæder og fnuldrende filt.

Den justerbare bas er en god ide, og for de virkelig basglade er Crusher et spændende produkt. Nej, du får ikke den samme klarhed som i et dyrere Sennheiser eller B&O Play-headset, men til gengæld bliver dine bukser blæst af, når du først skruer op for bassen.

Desuden holder headsettet til knap 20 timers brug, før du må oplade det via et MicroUSB-stik.

Prisen ligger på knap 1.200 kroner. Det er en fin pris i forhold til lydkvaliteten og den særlige bas, men vi føler lidt, at headsettet både ser til at være og også føles billigere, end det er.

Læs også: Test: Sennheiser-headset er dit bedste værn mod larmende kollegaer


Loading ikon