Den amerikanske dating-koncern Match Group, der blandt andet står bag dating-appen Tinder, kan være på vej på vej med et milliard-bud på den konkurrende dating-app Bumble.
Bumble er den hurtigst voksende dating-app i USA, og den er stiftet af den blot 28-årige Whitney Wolf Herd.
Hun er tidligere marketingchef og medstifter af Tinder. I 2014 forlod hun virksomheden, efter hun efter eget udsagn havde været udsat for sex-chikane.
Ifølge det amerikanske tech-medie Techcrunch har Bumble allerede afvist et bud på 450 millioner dollars fra Match Group.
Men der er tilsyneladende stadigvæk forhandlinger igang mellem Bumble og Match Group.
Prisskilt på over seks milliarder kroner
Ifølge Techcrunch tager forhandlingerne nu udgangspunkt i en prisfastsættelse af Bumble, der ligger “et godt stykke” over en milliard dollar -altså mere end 6,3 milliarder kroner.
Match Groups interesse i Bumble skyldes især appens hastige vækst i brugerbasen.
I dag har Bumble 22 millioner brugere, og haler dermed hastigt ind på Tinder, som har 46 millioner brugere.
Mest populære dating-app blandt unge
I dag er Bumble ifølge Techcrunch den foretrukne dating-app blandt unge universitetsstuderende i USA.
Det er en gruppe, som Tinder tidligere havde et solidt tag i, men som har taget nye apps til sig i takt med, at Tinder har fået en stadig bredere brugerbase.
Gør op med upassende opførsel fra mænd
Bumble adskiller dig fra Tinder ved, at mændene ikke kan tage kontakt med kvinderne.
I et forsøg på at dæmme op for problemer med mænd, der bombarderer kvinder med upassende tilbud, er det i stedet kvinderne, som skal indlede kontakten på Bumble.
Bumble har også lanceret tjenesterne BumbleBizz og Bumble BFF, der gør brug af Bumbles interface, men som i stedet forsøger at udfordre karriere-portaler som LinkedIn ved at matche brugerne med jobtilbud og andre karrieremuligheder.
Læs også: Ups - kontroversiel funktion kan afsløre utro Tinder-brugere
Stiftede Bumble efter sexchikane hos Tinder
I betragtning af Whitney Wolfs Herd fortid hos Tinder vil det være særdeles bemærkelsesværdigt, hvis Tinders moderselskab ender med at købe Bumble.
Ikke desto mindre vil det være en yderst lukrativ handel for Whiney Wolf Herd, der ifølge magasinet Forbes stadig ejer 20 procent af Bumble, selvom virksomheden har fået flere store venture-kapitalinvesteringer.
Forbes fortæller ligeledes, at hun efter at have sagsøgt Tinder for sexchikane fik udbetalt en erstatning på knap 1 millioner dollar, og sagen resulterede desuden i, at hendes tidligere chef og ekskæreste Justin Mateen blev suspenderet og efterfølgende sagde sit job op.