Hvordan udvikler man en digital løsning til en målgruppe, der er meget lidt digitale?
Det var et af de spørgsmål, som deltagerne skulle besvare på hackathonet Hack4Girls, der i denne weekend blev afviklet i København.
Her skulle deltagerne udvikle en løsning, der skal forbedre vilkårerne for piger og kvinder, der lever i flygtningelejre i den tredje verden.
En væsentligt forudsætning for løsningerne er derfor, at de skal tage højde for, at kvinderne sjældent har adgang til den nyeste hardware, kun har begrænset båndbredde og ofte blot har sporadisk adgang til strøm.
Det fortæller den danske it-erhvervskvinde og iværksætter Natasha Friis Saxberg, der er initiativtager til hackathonet.
“Alle løsningerne, der blev udviklet i weekenden, har været ret low-tech. Det skyldes, at målgruppen befinder sig i en helt anden setting, end dem, som vi normalt udvikler løsninger til. Innovationen i denne type løsninger ligger derfor heller ikke i teknologien, men i interaktionen, bruger-involvereringen og distributionen. Det vil sige, at det i høj grad er designmekanismerne, der er fokus på,” siger hun til Computerworld.
Skal udnytte innovationskraften i startupmiljøet
Hack4Girls er støttet af Udenrigsministeriet, it-virksomheder som Atea og Microsoft samt ngo’erne Maternity Foundation og Red Barnet, mens mange af deltagerne er rekrutteret i det københavnske startup-miljø.
Og ifølge Natasha Friis Saxberg er en af ambitionerne med hackathonet at nedbryde silotankegangen i udviklingsarbejdet og sikre et bedre samarbejde mellem teknologibranchen, ngo’er og statslige aktører
“Den grundlæggende ambition er, at vi skal tage noget af innovationskraften fra startupmiljøet og få ført den ud til ngo’erne,” siger hun.
Støtte fra Kongehuset
Vinderen af hackathonet blev fundet tirsdag aften ved et arrangement på Papirøen i København, der blandt andet havde deltagelse af kronprinsesse Mary og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Vinderprojektet er en app ved navn LadyGuide, der er et digitalt sundheds-opslagsværk for kvinder.
LadyGuide udmærker sig blandt andet ved at gøre brug af en brugerflade, der udelukkende er visuel, hvilket betyder, at den også kan anvendes analfabeter og på tværs af landegrænser.
Appen kan desuden også virke offline, og det er vindergruppens forhåbning, at det i flygtningelejrene vil være muligt at uddele smartphones, hvor appen er installeret på forhånd.
Det skal i så fald ske i samarbejde med en ngo, der indsamler brugte smartphones og uddeler dem i flygtningelejre.
“Det har været vigtigt for os at skabe en løsning, der er sjov og simpel at bruge og som samtidig værner om brugerens privatliv,” fortæller Anna Halsall fra vinderprojektet til Computerworld.
Inspireret af hollandsk app
Hun forklarer, at hun fik ideen til LadyGuide og var inspireret af en hollandsk ngo, der har udviklet en app til landmænd i Uganda, som via simpelt et interface baseret på tjeklister gør det let for landmænd at diagnosticere deres kreaturer.
Indtil videre har gruppen kun haft få dage til at arbejde på appen, og derfor mangler den stadigvæk af blive udviklet og distribueret.
Derudover skal der også etableres et samarbejde med folk fra sundhedssektoren, som kan levere indholdet til appen, men målet er at appen senest til juni skal være færdigudviklet og klar til at tage i brug.
“Det gode ved vores ide er, at den er skalerbar. Nu skal vi vores prototype udvikles og derefter skal vi have adgang til en række telefoner, hvor appen kan installeres på og til sidst skal de sendes ned til flygtningelejrene,” fortæller hun.
Udover hende består gruppen også af Ade Wesley, Silvia Fernandez og Isabelle Jacquinot.
I Hack4Girls dommerpanel sad Jonas Keiding Lindholm, generelsekretær i Red Barnet, Marianne Dahl Steensen, administrerende direktør i Microsoft Danmark, Asia Engelbrecht, grundlægger af organisationen whywoman.org samt Jimmy Maymann, der er tidligere topchef for Huffington Post og AOL og i dag står i spidsen for FN’s oplysningsprojekt, UN Live online.