Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne torsdag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.
Danske Bank-kunder utilfredse med manglende Apple Pay
Danske Bank-kunder er godt utilfredse med, at de ikke kan få Apple Pay ligesom kunderne i Nordea og Jyske Bank.
Ifølge Ekstra Bladet udtrykker en række kunder utilfredsheden på Danske Banks Facebook-side.
Vi ved jo nok, at lunten ofte er kort, ordvalget kan være ret aggressivt, og armbevægelserne store, når det gælder meningstilkendegivelser på Facebook, men her truer kunder altså ligefrem med at forlade banken, hvis ikke der bliver åbnet for Apple Pay.
Selv meddeler Danske Bank, at banken faktisk tilbyder Apple Pay i UK, men at løsningen ikke tilbydes herhjemme på grund af et ‘forretningsmæssigt fokus.’
“Vi har 3,6-7 millioner brugere (på MobilePay, red.), som vi har en løbende dialog med og mange butikker, der tager imod betaling med MobilePay, som vi selvfølgelig også taler med. Måske hopper vi ombord på Apple Pay senere. Men jeg synes altså heller ikke, det er mærkeligt, at vi gerne vil investere i vores produkt, som vi mener er det bedste på markedet,” siger Danske Banks chef for personal banking, Jesper Nielsen, til avisen.
Også Samsung Pay vil ind i Danmark på et tidspunkt
Samsung vil introducere Samsung Pay i Danmark, efter Apple Pay i tirsdags blev lanceret herhjemme.
Til Børsen siger Oscar Nöjd, ansvarlig for Samsung Pay i Norden, dog, at Samsung Pay ikke bliver introduceret i Danmark i år.
Løsningen blev lanceret i Sverige i slutningen af april.
“Vi ser for øjeblikket på andre nordiske lande, hvor vores undersøgelser viser, at forbrugerne gerne vil erstatte plastikkort med smartphones. Vi har ikke en konkret dato for en dansk lancering, men det bliver ikke i 2017," lyder det fra Oscar Nöjd, ansvarlig for Samsung Pay i Norden til avisen.
Atea-retssag fortsætter i dag - afhøring af hovedtiltalte
Om nogle timer åbner Byretten i Glostrup for det næste retsmøde i den store Atea-bestikkelsessag.
Der er afsat i alt 32 retssdage til sagen, og dagens retsmøde er det andet i rækken.
Vi forventer, at i hvert fald nogen af de syv tiltalte vil blive afhørt i dag.
De tiltalte har været beskyttet af navneforbud i to år, men Østre Landsret besluttede for to uger siden at ophæve navnebeskyttelsen.
Dermed stod det klart, at de syv tiltalte hører hjemme i den absolutte top af den danske it-branche.
Det kan du læse mere om her: Det står klart nu: Atea-sagens hovedtiltalte er fra den absolutte top af den danske it-branche
Computerworld er tilstede i retten, hvorfra vi vil live-rapportere hele dagen, så stay tuned på denne kanal.
Apple køber ekspert-firma i trådløs opladning
Og mere Apple: Selskabet køber det new zealandske firma PowerbyProxi, som ikke mange har hørt om herhjemme.
Opkøbet er alligevel interessant, da PowerbyProxi er specialiseret i teknologier til trådløs opladning og ejer hundredevis af patenter inden for dette område - og inden for alle størrelsesordener.
Blandt andet har selskabet udviklet et modulært 100W system til trådløs opladning, som angiveligt har et energitab på blot 10 procent i overførslen.
Til den lokale avis Stuff.co.nz siger Apple-chef Dan Riccio, at PowerbyProxi er en ‘fantastisk tilføjelse i Apples bestræbelser på at skabe en trådløs fremtid.’
Ny Amazon-plan: Vi stiller pakkerne helt ind i din stue
Amazon har netop lanceret løsningen Amazon Key, som skal gøre det muligt for brugerne at fjernkontrollere adgangen til deres hjem.
Ideen er, at brugerne fra deres smartphones skal kunne udstede midlertidige adgangskoder til venner, bude og andre, så de kan åbne døren til hjemmet og eksempelvis stille pakker inden for fremfor at lade dem stå på dørtrinet med risiko for at blive stjålet.
Med i løsningen følger både en lås og et kamera, der anvendes til at tjekke, hvem der banker på.
“Det her er ikke et eksperiment for os. Dette er et central element i ‘the Amazon shopping experience fremover,” lyder det fra Peter Larsen, der er vp for såkaldt delivery technology i Amazon.