De danske virksomheder bevæger sig i fuld fart over mod de digitale platforme og interagerer mere og mere digitalt med kunderne.
Men næsten ingen udnytter de data, som kunderne på denne måde afleverer om sig selv, til at skabe øget værdi for kunderne - og altså dermed sig selv.
Sådan lyder en af konklusionerne i den 22. udgave af den årlige ‘IT i Praksis,’ som Rambøll og Dansk IT står bag som en slags status-oversigt over digitaliseringen i Danmark.
Ifølge undersøgelsen er det kun 14 procent af de danske virksomheder, som udnytter kundernes såkaldte digitale fodaftryk til at få øget indsigt om kunderne.
Ifølge Rambøll er der her et ‘betydeligt uforløst potentiale.’
“Datadreven kundeindsigt er uden tvivl en afgørende konkurrenceparameter for danske virksomheder. Det er her fremtidens muligheder, men også trusler ligger. Verdens hurtigst voksende virksomheder er dem, der formår at udnytte kundernes elektroniske fodaftryk, som for eksempel købsadfærden og brugeradfærden efter produktet er solgt, og indrette deres forretningsudvikling efter dem”, lyder det fra direktør i Rambøll Management Consulting, Steen Christensen, i forbindelse med rapporten.
Servicesektoren står til at blive hårdt ramt
Rambøll peger desuden på, at digitaliseringen af dansk erhvervsliv står til at få store konsekvenser for arbejdsmarkedet.
Ifølge selskabet er 391.000 job i de 1.000 største danske virksomheder truet af digitaliseringen.
Mest i risikozonen finder vi servicesektoren, hvor 183.000 job trues af automatisering, selvbetjening og det, som Rambøll kalder for ‘intellligent procesintegration.’
Ifølge Rambøll kan man ikke undlade at tage robotter i brug i et erhvervsliv med skarpt fokus på effektivisering og øget produktivitet.
Tallene åbenbarer, at der er stort behov for at øge medarbejdernes digitale kompetencer.
“Der er stort behov for at se nærmere på de digitale kompetencer i de danske virksomheder. Virksomhedernes råb om flere dygtige medarbejdere bliver højere i takt med, at vi bliver stadig mere digitale, og arbejdspladserne vil i fremtiden blive skabt der, hvor man er bedst til at udnytte den nyeste teknologi,” lyder det fra Steen Christensen.
Underskud
Undersøgelsen åbenbarer også, at den offentlige sektor i stor stil mangler folk med de rette digitale kompetencer - men mere end halvdelen af de offentlige organisationer har ingen planer på området.
Det finder Rambøll ‘bekymrende’ - ikke mindst når det gælder eksempelvis it-sikkerhed, hvor det er vigtigt, at alle medarbejdere er klædt ordentligt på.
De vigtigste konklusioner i 'IT i Praksis' ifølge Rambøll og Dansk IT:
391.000 danske arbejdspladser og 708 milliarder kroner af omsætningen i danske virksomheder er truet af digitaliseringen
Servicesektoren står til at blive hårdest ramt, hvor digitalisering i form af yderligere automatisering, selvbetjening og intelligent procesintegration truer 183.800 job i branchen.
Danske virksomheder formår ikke at omsætte viden om kundernes digitale fodaftryk til forretning
92 procent af de danske, private virksomheder rapporterer en stigning i omfanget af digitale interaktioner med kunderne, men kun 14 procent af dem mener, at de har god kundeindsigt fra den digitale interaktion.
Danskerne vender ryggen til fuld digital kommunikation
Selvom mere end hver anden borger mener, at det er i orden, at man som udgangspunkt selv skal betjene sig på nettet, når man skal i kontakt med det offentlige, spiller det menneskelige element stadig en stor rolle for de fleste borgere. Kun hver femte dansker (19 procent) mener, at det er i orden, at al kommunikation med det offentlige bliver 100 procent digitalt, resten vil også have mennesker involveret i sagsbehandlingen.
Danskerne vil have fleksibel service fra det offentlige
Tre ud af fire danskere vil selv vælge kanal, når de skal i kontakt med det offentlige. Og langt flere danskere vil have fleksibilitet og menneskelige skøn frem for en hurtig sagsbehandling. Mere end fire ud af fem mener, at det er vigtigt, at der er mennesker involveret i sagsbehandlingen i det offentlige.
Digitalisering har ikke gjort det offentlige klogere på borgerne
Det sidste årtis omfattende digitalisering af den offentlige sektor, har ikke gjort det offentlige klogere på borgernes ønsker og behov. Blot ni procent af de offentlige virksomheder, mener at de har fået god borgerindsigt som følge af en stigende digital interaktion med borgerne.
Det offentlige er i underskud af digitale kompetencer men har ikke planer om at gøre noget ved problemet
Kun hver sjette offentlige virksomhed vurderer, at medarbejdernes digitale kompetencer svarer til, hvad de har behov for. Alligevel har 53 procent ingen strategi for at udvikle medarbejdernes digitale kompetencer.
It-chefer undervurderer behovet for tiltrækning af talent
Kunden skal i centrum, lyder det samstemmende fra landets it-chefer og deres direktører. Men når talen falder på talent, hører enigheden op. Når Rambøll og DANSK IT spørger forretningsdirektørerne, hvad der skal til for at realisere strategien rangerer talentarbejdet på en fjerdeplads – og en tredjeplads hos best practice-direktørerne. It-cheferne derimod melder ind med så mange andre prioriteter, at talentpleje ryger ned på en 14. plads.
Disse teknologier er mest populære i offentlige virksomheder
Klassiske softwarerobotter til eksempelvis workflow har i løbet af de sidste 10-15 år fundet vej til landets offentlige arbejdspladser. 64 procent anvender i dag denne teknologi. Men også droner og en bred vifte af andre teknologier anvendes, eller er der planer om at eksperimentere med inden for det offentlige.