I 1968 sank den russiske ubåd K-129 på 4.800 meters dybde i Stillehavet. Ubåden og dens last af atommissiler havde været på en rutinepatrulje ud for den amerikanske vestkyst, men vendte aldrig tilbage.
Tilbage stod russerne med ingenting: Ingen SOS-signaler, ingen vraggods og ingen som helst idé om, hvad der var blevet af deres ubåd og de 93 mand om bord.
Og efter nogle måneder blev ubåden, de hemmelige våbensystemer og besætningen afskrevet som tabt for altid.
Hos CIA, som i flere år havde haft en kæde af hemmelige mikrofoner på bunden af Stillehavet, havde man til gengæld et tidspunkt og en omtrentligt position for, hvor den russiske ubåd var: På bunden af det temperamentsfulde Stillehav efter en eksplosion på overfladen.
En nærmere analyse af optagelserne viste desuden, at ubåden tilsyneladende var sunket med lugerne åbne og derfor ikke var blevet mast af det massive vandtryk, mens den sank til sin grav næsten fem kilometer nede.
Her 26 år efter murens fald er det svært at forestille sig den enorme andel af nationalbudgettet, som amerikanerne spenderede under den kolde krig på at holde øje med russerne.
Den kolde krig i fuld gang
I 1968 var den kolde krig stadig i fuld gang, og hos CIA kunne de ikke slippe tanken om den russiske ubåd, som lå nede i dybet fyldt med ukendte hemmeligheder som atommissiler og sjældne kodebøger. Hvad nu, hvis man kunne få adgang til de efterretningsmæssige skatte?
Godt nok lå ubåden så dybt, at ingen nogensinde før havde prøvet nogle lignende, og samtidig skulle enhver efterforskning ske, uden at de stadigt mere paranoide russere fattede den mindste mistanke.
Men med adgang til næsten ubegrænsede ressourcer var problemet ikke større, end at CIA kastede sig over opgaven med at stjæle en russisk ubåd i fuldt dagslys for næsen af hele verden.
Det er den historie - inklusiv et spændende nedslag i den kolde krig og CIAs byggeprojekter - som bogen ”The Taking of K-129: How the CIA Used Howard Hughes to Steal a Russian Sub in the Most Daring Covert Operation in History”, fortæller.
Undervejs rekrutterede CIA den mystiske milliardær Howard Hughes, bildte hele verden ind, at undervandsminer var fremtiden, og skabte flere falske selskaber, hvis medarbejdere deltog på videnskabelige kongresser i årevis.
Den omhyggeligt konstruerede kulisse og arbejdet med at opretholde den over fem år er måske en lige så stor en præstation som det at stjæle ubåden.
Og så byggede de i øvrigt samtidens mest avancerede skib, som ikke alene kunne hive en ubåd op fra havets dybder, men også rense den for radioaktivitet og smugle den uset hjem til USA.
Et skib, som i 1974 desuden som det første var udstyret med en tidlig udgave af GPS-navigation. Dengang fyldte systemet det meste af en container og fungerede blot fem gange om dagen.
Stod også bag spionflyene U-2 og SR-71
Ud over den basalt spændende historie om K-129 byder bogen også på et møde med de folk, der byggede andre af CIA's avancerede maskiner.
For eksempel U-2 flyet, der fløj så højt, at russerne - i første omgang - ikke kunne nå det. Og folkene bag efterfølgeren SR-71 Blackbird, som med en topfart på 3.500 kilometer i timen var så hurtigt, at det oftest fløj fra missilerne, der blev sendt efter det.
Josh Deans bog om kidnapningen af K-129 er derfor spændende læsning, som på én gang kombinerer teknologisk innovation, spioner med falske skæg og parykker og en unik indsigt i en af fronterne i den kolde krig.
The Taking of K-129: How the CIA Used Howard Hughes to Steal a Russian Sub in the Most Daring Covert Operation in History, udkom september 2017, 446 sider. Pris: $19 på Amazon.