For anden gang på blot et år må serie-iværksætter og direktør Finn Henry Krusholm give op.
I foråret genrejste han sammen med en investorkreds det konkursramte Cloud People, men nu er den gal igen.
Virksomheden, der har skiftet navn til Datoselskabet af 29/9 2017 A/S, er gået konkurs.
Det bekræfter Finn Henry Krusholm overfor Computerworld.
“Vores medarbejdere blev sendt hjem i fredags og er af kurator blevet orienteret om, at eftersom selskabet ikke har kunnet svare sine forpligtelser per 1. oktober, så er de blevet anvist at søge deres tilgodehavende i lønmodtagernes garantifond,“ siger han.
Han har selv tabt millioner af kroner på Cloud Peoples kollaps.
“Det korte af det lange er, at jeg personligt har tabt 15 millioner kroner på det her over de seneste fem år. Jeg har været med hele vejen sammen med nogle forskellige investorer. De seneste måneder har jeg løbende tilført kapital, fordi jeg har troet på, at vi ville lykkedes med det her. Jeg tror, at de fleste havde troet det samme efter vores strategiændring for et år siden."
Fejlslagen strategi
Årsagen til at Cloud People nu er erklæret konkurs skal i følge direktøren findes i en række fejlslagne strategier for at nå markedet for cloud-løsninger.
Virksomheden har de seneste fem år forsøgt sig med at erobre markedet ved hjælp af skiftende strategier.
Først den direkte løsning, herefter gennem partnerskaber for til sidst at omlægge forretningsmodellen til at fokusere på ibrugtagning af løsningerne.
Ingen af strategierne har dog kunnet bære selskabet, der altså nu er erklæret konkurs.
“Eftersom selskabet er gået konkurs, så må vi erkende, at vi ikke er lykkedes godt nok med at ramme markedet. Vi er lykkedes godt nok til, at vi har kastet mange penge efter at jagte markedet, men vi har måtte konstatere, at vi ikke er lykkedes i en grad, så vi kunne blive ved at tiltrække eller selv komme med kapital til at drive selskabet videre," siger Finn Henry Krusholm.
Selv om virksomheden sidste år blev nomineret til ikke mindre end fire awards ved Microsofts Parter Awareds, så kunne det altså ikke løbe rundt for Cloud People.
Kunstigt åndedræt
For blot et halv år siden var den også gal.
Her lukkede Cloud People A/S ned i forbindelse med en større manøvre i forsøget på at redde butikken.
Selskabet havde ellers taget en større tur i bestyrelses-karusellen i slutningen af januar.
Her blev der foretaget store udskiftninger i bestyrelsen, hvor blandt andet Henrik Müller blev ny formand og Finn Krusholm, Torben Mauritzen og Stig Myken indtrådte i bestyrelsen.
Blot to måneder senere skiftede Cloud People A/S navn til CP Selskabet og dagen efter blev selskabet erklæret konkurs.
Der gik dog ikke lang tid før den samme gruppe, der stod bag Cloud People, gav forretningen et drøn med en økonomisk hjertestarter, forklarer Finn Krusholm.
"30. marts prøvede vi grundlæggende at se, om vi kunne få genskabt selskabet med de aktiviteter, der lykkedes. Allerede der havde vi svært ved at få selskabets drift til at løbe rundt, og der var allerede blevet tilført meget kapital. Så vi erklærede selskabet konkurs og købte de aktiviteter ud, som vi håbede på kunne videreføres.”
Samme folk står bag
Flere af folkene bag Cloud People A/S var samtidigt engageret i selskabet Repos United.
Det er et selskab, der egentlig var blevet lukket ned i midten af oktober sidste år, men som få måneder senere blev genåbnet.
Samme dag som Cloud People A/S skiftede navn til CP Selskabet, ændrede Repos United navn til Cloud People Aps og flyttede sin adresse til samme adresse, der har huset Cloud People A/S.
Herefter indtrådte en række af de tidligere folk fra Cloud Poeple i selskabets bestyrelse.
De talte blandt andre Lars Henning Brammer, Peter Alexis Georg Jein, Finn Henry Krusholm, Torben Mauritzen, Stig Myken, og tidligere formand hos Cloud People A/S, Henrik Müller, der indtrådte som formand i det selskabet, der nu hedder Cloud People Aps.
Der gik da heller ikke lang tid før, Cloud People Aps igen skiftede navn. 4. maj overtog det tidligere selskabs navn Cloud People A/S i forbindelse med, at ejerstrukturen blev ændret til et aktieselskab.
Transformationen var komplet og selskabet kørte herefter sommeren igennem, indtil selskabet så igen skifter navn.
Denne gang tog virksomheden navnet Datoselskabet 29/9 2017 A/S i forbindelse med, at virksomheden fredag blev erklæret konkurs.
Pokkers også
Efter kredsen bag Cloud People har slukket for respiratoren til selskabet, ærgrer direktøren sig.
Han mener nemlig, at virksomhedens idéer var gode nok. Det var markedet, der ikke var modent.
“Det er klart at jeg sidder tilbage og tænker pokkers også. Jeg synes faktisk, at vi havde de rigtige folk og de rigtige koncepter. Nogle gange rammer man bare forkert. Der er ingen tvivl om, at vi har været lidt for tidligt ude," siger Finn Krusholm.
“Jeg har etableret mange forretninger. Jeg har taget mine smæk og jeg har også hentet nogle gevinster. Man må lære af det og gå videre med de erfaringer, man har fået. Det vigtigste er, at man opfører sig ordentligt og kan kigge folk i øjnene,“ siger Finn Henry Krusholm.
Han understreger over for Computerworld, at han ikke har planer om at etablere nye forretninger. I stedet vil han varetage sine andre virksomheder.