Cirka 30 KMD-medarbejdere modtager i dag, tirsdag, en fyreseddel.
Det erfarer Computerworld, og KMD bekræfter historien.
Forklaringen på fyringsrunden er, at der flyttes stillinger til Polen, hvor KMD allerede har over 300 medarbejdere, primært udviklere og driftsfolk.
Udflytningen til Polen har stået på siden 2015, og det har hidtil primært været udvikler-stillinger, der har været tale om.
Tidligere i år flyttede KMD dog også stillinger fra Operations til Polen, hvor der indtil nu har været lige under 30 ansatte tilknyttet driftsforretningen.
Det er det arbejde, man nu er nået til anden fase af, oplyser selskabet.
Det er planen, at de cirka 30 KMD-medarbejdere i Danmark, der i dag opsiges, kommer til at skulle fortsætte med at arbejde for KMD i overgangsperioden.
Computerworld erfarer, at udflytningen af det seneste antal stillinger fra Operations bunder i, at det i dag er meget svært at drive en driftsforretning fra dansk grund, fordi priskonkurrencen er så hård.
KMD indgik allerede i 2015 et større strategisk samarbejde med Tech Mahindra om driften af serverparker, mens KMD sidste år indgik et strategisk samarbejde med IBM om driften af mainframes.
KMD: Derfor er det nødvendigt
Lars-Henrik Jessen, direktør for KMD Operations, udtaler i en skriftlig kommentar:
”Jeg kan bekræfte, at vi flytter 30 stillinger fra Operations til vores kontor i Warszawa. Det er ensbetydende med, at vi i dag må opsige 30 medarbejdere fra vores kontorer i Danmark."
"KMD flytter opgaver til vores kontor i Warszawa for også fremadrettet at kunne følge med markedsudviklingen og sikre konkurrencedygtigheden. Som langt de fleste aktører i den danske it-branche må vi forholde os til, at branchen i højere og højere grad fungerer på den globale scene – og vi er nødt til at have et globalt set-up for at kunne følge med."
"Det er i dag et vilkår i markedet, og hvis fortsat gerne vil være en attraktiv leverandør på både softwaresiden såvel om driftssiden, så er vi løbende nødt til at kigge på vores omkostninger," lyder det fra Lars-Henrik Jessen.
KMD-direktøren siger videre:
"Jeg vil gerne understrege, at selv om det forretningsmæssigt er nødvendigt at flytte opgaver, så er det bestemt ikke en fornøjelse at skulle sige farvel til respekterede og kompetente kollegaer.”
Store ændringer i KMD
Fyringsrunden i KMD Operations kommer, efter at selskabet så sendt som i slutningen af august kunne meddele, at der var ansat en ny direktør for Operations, Lars-Henrik Jessen - ham har KMD hentet hos konkurrenten NNIT.
Læs mere om det her: KMD henter ny direktør til Operations fra konkurrenten NNIT
Samtidig annoncerede KMD tidligere i august, at virksomheden får ny betyrelsesformand, gennemfører store ændringer i organisationen og foretager en større ledelsesrokade.
Få overblikket over det her: KMD får ny bestyrelsesformand - og gennemfører store ændringer af organisationen og ledelsen