De 74 millioner kroner, som TDC Group betaler for at købe mobilselskabet Plenti og dets 90.000 kunder, er godt givet ud.
Sådan lyder analysen af Plenti-købet hos aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, efter at TDC og Plenti mandag meddelte, at Plenti nu bliver en del af TDC Group.
“Vi ser TDCs opkøb af mobiltelefoniselskabet Plenti som styrkelse af TDCs brandportefølje med endnu et stærkt forbrugerbrand,” lyder analysen fra Sydbank.
Teleanalytikeren vurderer, at det også vil give TDC flere gode sidegevinster, at Plenti nu forsvinder som en konkurrent på markedet.
“Samtidig vurderer vi, at opkøbet af Plenti alt andet lige vil dæmpe priskonkurrencen på det danske mobiltelefonimarked."
“Med TDCs overtagelse af Plenti og Tjeeps (mindre dansk mobiltelefoniselskab) konkurs i juni 2017 ser konkurrentlandskabet i den danske mobiltelefoniindustri efter vores vurdering mere attraktivt ud end længe – set med TDC-briller.”
Læs også: Tre vigtige pointer om TDC's køb af Plenti: Hver mobilkunde har kostet 822 kroner
“Både Plenti og Tjeep har været bannerførere for at tilbyde de danske mobiltelefonikunder så lave priser som muligt, hvilket harmonerer dårligt med TDCs strategi om at konkurrere på netværkskvalitet, service og underholdningsudbud.”
Morten Imsgard og Sydbank vurderer derfor også, at TDC med købet af Plenti i langt højere grad vil kunne fokusere på at udvikle sine kerneprodukter:
“Vi forventer, at TDC med overtagelsen af Plenti vil udvikle selskabet mere i retning af mobiltelefoniabonnementer koblet med indholdstjenester/underholdningstilbud.”
Derfor er prisen god for TDC
Som vi skrev mandag, betaler TDC omkring 822 kroner for hver Plenti-kunde, og den pris er helt fornuftigt, skriver Morten Imsgard og Sydbank i analysen.
“Set i et historisk perspektiv er det efter vores vurdering en god pris, TDC betaler for Plenti, da prisen pr. kunde er noget lavere end de seneste opkøb i den danske mobiltelefoniindustri."
"TDC købte i 2011 Onfone til en pris på 1700-1840 pr. kunde, BiBoB blev købt af Telenor i 2009 til 1350 kr. pr. kunde og Sonofon købte CBB for 815 kr. pr. kunde i 2004.”
“Vi ser TDCs opkøb af Plenti, som en mulighed TDC simpelthen ikke har kunnet sige nej til. TDC får 90.000 nye kunder, som i dag benytter 3's danske telenetværk. Derudover fjerner TDC en konkurrent fra konkurrentlandskabet, hvilket bør dæmpe priskonkurrencen fremadrettet.”
“Det er vores vurdering, at TDC inden for meget kort tid kan gøre Plenti til en lønsom forretning ved at flytte de 90.000 kunder over på TDC’s netværk og udnytte TDCs eksisterende administrative funktioner til at betjene de 90.000 Plenti-kunder.”
Samtidig mener Sydbank dog også, at TDC’s køb af Plenti kan give andre teleiværksættere blod på tanden i forhold til at forsøge at gøre Plenti kunsten efter:
“Det er dog vores vurdering, at det faktisk kan være den billigste løsning for TDC, at købe selskabets mindre konkurrenter, før nogen af dem eventuelt vokser sig så store, at de for alvor kan udfordre TDC.”
“Derudover styrker opkøbene af de mindre konkurrenter TDC's konkurrenceposition yderligere set i forhold til selskabets større konkurrenter (Telenor, Telia og teleselskabet 3).”
Læs også:
Tre vigtige pointer om TDC's køb af Plenti: Hver mobilkunde har kostet 822 kroner
TDC køber Plenti og de 90.000 mobilkunder for stort millionbeløb
Plenti skovler mobilkunder ind - men ender med et kæmpe underskud i det første regnskab