De seneste par dage har regeringens ministre muntret sig over, at afgiften på nødder tilsyneladende snart forsvinder.
Det er godt nyt for marcipan-entusiaster, men skidt nyt for alle os andre.
For mens politikerne bærer afgiften på nødder ud ad fordøren, smugler de en ny afgift på it-udstyr ind ad bagdøren.
Det gør de, fordi du og jeg ikke længere køber så mange tomme cd'er. Derfor spreder vi ikke længere flere kopier rundt i huset. Og derfor har kunstnerne stille og roligt mistet det tilskud, som de fik gennem den såkaldte blankmedieordning.
Til gengæld får de i dag penge fra iTunes, Spotify, YouSee Musik, Google Music, YouTube Music og alle de andre abonnements-tjenester, som du og jeg i dag anvender til at lytte til musik.
Det er måske ikke særligt mange penge, men det ville ende i kaotiske tilstande, hvis danske smartphone-købere skulle kompensere samtlige brancher for deres ringe forhandlingsevne.
I så fald ville jeg personligt hellere kompensere sygeplejersker og politi-folk end guitarister.
Mangel på kulturpolitisk mod
Faktum er, at det er en politisk prioritering. Men at lægge afgiften over på teknologi er mangel på kulturpolitisk mod.
Der er vist ikke nogen, som er i tvivl om, at det i et lille sprogområde som Danmark er svært at klare sig som musiker, forfatter eller skuespiller - også selv om man er rigtig god. Derfor kan de faldende indtægter sagtens være et reelt problem.
Derfor er det et helt fair politisk ønske at ville støtte danske kunstnere.
Men det er helt og aldeles unfair og ulogisk, at den støtte skal betales af købere af samtlige ”mobile lagringsmedier" som computere, tablets og telefoner.
Kulturpolitikerne, som står bag denne teknologisk nedsmeltning, burde derfor have mod nok til at kræve pengene til kunstnerne fra finansloven i stedet for at bevæge sig ud i den her form for politiske tryllenumre, hvor tilfældigt it-udstyr pålægges nye afgifter.
Hvad mener du? Giv dit besyv med i debatfeltet herunder.
Læs også:
Disse nye afgifter kan snart ramme danske smartphones, tablets og computere.
Computerworlds læsere ser rødt: Nægter at betale ny afgift på smartphones, tablets og computere