Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne onsdag morgen.
Regeringen præsenterer vækstudspil i dag
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) præsenterer onsdag formiddag regeringens nye vækstudspil.
Hovedfokus bliver at få flere penge ud til de danske vækstvirksomheder, som overordnet set i mange år har haft problemer med at vokse sig store. Næsten ingen danske iværksætter-virksomheder runder således 1.000 ansatte.
Brian Mikkelsen vil præsentere vækstudspillet hos Trustpilot, der har 400 ansatte, men ganske givet gerne vil have mange flere.
Det er allerede kommet frem, at regeringen som led i udspillet vil forlænge den såkaldte forskerskatteordning og indføre en ny aktiesparekonto. Det kan lyde nørdet. Men ideen er at gøre det nemmere for virksomhederne dels at få fat i dygtige R&D-folk og skaffe kapital.
Til formiddag vil regeringen løfte sløret for en række andre forslag, som er udformet efter samme snit: At gøre det nemmere og billigere for væksvirksomhederne at skaffe mere kapital.
Danfoss åbner tre centre for 3D-printning
Danfoss har længe været blandt de selskaber, der er længst fremme med industriel 3D-printning herhjemme. Nu åbner selskabet tre store centre for 3D-printning. Det første kommer til at ligge i Nordborg på Als.
Senere skal der åbnes et 3D-print-center i USA og et i Asien.
Det er planen, at Danfoss her vil printe prototyper og komponenter til produktionen.
“Centrene vil hjælpe os til at speede vores R&D og udviklingsprocesser op og derved tiden til, at vi rammer markedet, optimere produktions-effektiviteten og gøre os i stand til at skabe morgendagens produkter hurtigere,” lyder det fra teknologidirektør Andre Borouchaki i en udsendt meddelelse.
Du kan læse mere om 3D-print her: "Der stod simpelthen 13 metal-printere på rad og række, som sprøjtede metal-emner ud i hundredetusindevis om året"
USA mistænker Uber for bestikkelse: Sætter undersøgelse i gang
USA mistænker kontroversielle Uber for at have medvirket til bestikkelse i en række lande og har indledt efterforskning af selskabet.
Efterforskningen er blot den seneste i en række undersøgelser for ulovligheder, der har ramt Uber i den seneste tid.
En af sagerne handler om Ubers meget hurtige fremskaffelse af ellers fortrolige sundheds-dokumenter på en indisk kvinde, der blev voldtaget af en Uber-chauffør i 2014.
Uber - der netop har udnævnt ny topchef - har meddelt, at selskabet samarbejder med de amerikanske myndigheder om efterforskningen.
Der er nok heller ikke andre muligheder for selskabet, der gerne vil være (mere) stuerent efter en række skandaler og negativ omtale i alverdens medier.
Danske virksomheder kan ikke finde ud af at anvende risikovurderinger
Danske virksomheder er blevet flinke til at udarbejde risikovurderinger, når de går i gang med nye it-projekter. Men de glemmer ofte at dele risikovurderingerne i organisationerne, lyder konklusionen i en ny undersøgelse fra Dansk IT.
Det betyder, at organisationerne ikke genbruger den viden, som de oparbejder på de enkelte projekter. Dermed kan de altså begynde forfra hver gang.
“Mange af de samme risici går igen i de forskellige projekter og derfor risikerer man at løbe ind i problemer, man kunne have undgået, når risikoanalysen lægges ned i skuffen og ikke deles,” lyder det fra Jan Madsen, der er formand for Dansk IT’s såkaldte fagråd for Projekt-, Program- og Porteføljeledelse.
En af de væsentligste grunde til tabet er, at mange organisationer gemmer den opsamlede viden i regneark på lokale computere. Herfra kommer de ofte ikke videre.