Microsoft Inspire, USA: Microsoft vil helt væk fra de store data-siloer og lade data, løsninger, funktioner og anvendelse flyde frit og på kryds og tværs mellem brugernes hænder.
Sådan lyder budskabet fra selskabet, der mandag skød den årlige partnerkonference, Microsoft Inspire, i gang i den amerikanske hovedstad, Washington DC.
“I takt med at teknologi får indvirkning på alle aspekter af det globale samfund og den globale økonomi, står vi med hidtil usete [forretnings]-muligheder,” lød det fra topchef Satya Nadella til de omkring 16.000 deltagere på konferencen, som Microsoft anvender til at sætte kursen for sit partner-økosystem, der står bag en meget stor del af Microsofts indtjening.
“Erhvervslivet er på udkig efter måder, hvorpå de kan bygge intelligente systemer, som kan være med til at gentænke de måder, hvorpå de ‘empower’ ansatte, håndterer kunder, optimerer forretningen og udvikler produkterne,” sagde han.
Han pegede på, at Microsoft ‘gør fremskridt,’ men at fremtidens vækst handler om Microsoft og økosystemets evne til at udvikle de nuværende produktkategorier og forretningsmodeller til nye og hidtil usete formater.
Topchefen sagde, at it-brugen for tiden er i gang med et af de store paradigme-skift, hvor brug af it vil flyde ud i mange forskellige dele af menneskets tilværelse: Alting bevæger sig mod nedbrydning af grænser mellem systemer, applikationer, brugere og data og over mod et frit rum af databrug.
“Brugeren er ikke længere bundet af en device men vil anvende mange, og informationerne skal rejse med rundt. Og som multisense skal man kunne begynde med at berøre en device, gå til at skrive og eksempelvis ende med at tale til en anden, mens man håndterer de samme data,” sagde han.
Ifølg Satya Nadella vil AI blivce skudt ind i alle brugeroplevelser. Udviklingen går stærkt for tiden, og Satuya Nadella pegede på, at en selvkørende bil genererer fire gb data i sekundet, mens fabrikker, smart cities, sygehuse og lignende genererer meget mere.
Den moderne arbejdsplads
Ifølge Microsoft forandrer arbejdspladserne sig i dag drastisk. Inden for ganske få år vil medarbejderstaben på mange arbejdspladser bestå delvist af de såkaldte millienials - unge mennesker, der forlanger frihed, fleksibilitet, råderum og uafhængighed i en grad, som vi ikke har set tidligere.
De er ikke desto mindre godt rustede til at klare sig i det hurtigt skiftende teknologiske landskab, hvor kreativitet, agilitet og forandringsvillighed som altid står i højsædet.
Men skal arbejdspladsen have udbytte af dem, kræver det - i hvert fald ifølge Microsoft - at arbejdspladsen stiller værktøjer til rådighed, der understøtter dem, og at de ikke behøver tænke så meget på konkrete it-problemstillinger.
Til gengæld er de kreative og fungerer godt i teams.
Central i disse planer står en helt ny løsning, Microsoft 365, som bliver selskabets nye slagnummer til virksomhederne - både de store (enterprise-version) og de små og mellemstore (business-version).
Microsoft 365 er i bund og grund en kombination af Office 365 og Windows 10 kombineret med meget enkel brugerhåndtering og et avanceret it-sikkerhedsniveau (Enterprise Mobility og Security) og minder dermed en del om Secure Productive Enterprise, som selskabet har solgt til de største kunder i et stykke tid.
“Det er i bund og grund samme værktøjer, som de allerstørste virksomheder anvender,” lød det fra Satya Nadella.
Til en efterfølgende præsentation blev enkeltheden og brugervenligheden fremhævet. Samarbejdsdelen er optimeret, mens designsproget minder om Windows 10, da håndteringen og indstillingerne af systemet hurtigt og nemt bearbejdes via få og enkle knapper, der kun har to positioner (slå til og slå fra).
"For alle direktører er hovedprioriteringen af 'empower' medarbejderne og skabe en kultuir, der fremme kreativitet.
Lad os tage et kig på nogle af de øvrige nylanceringer, som Microsoft gerne vil have partnerne til at sælge i det kommende år.
Nye LinkedIn-muligheder til sælgere og HR-folk
Det er et års tid siden, at Microsoft købte LinkedIn for 170 milliarder kroner,, ligesom det er et år siden, at selskabets lancerede Dynamics 365.
Selskabet løfter nu sløret for i hvert fald noget af ideen med at købe LinkedIn, for selskabet åbner nu muligheden for tæt integration mellem den sociale tjeneste og Dynamics 365.
Det betyder, at sælgere, der anvender Dynamics 365, får mulighed for at udnytte de mange professionelle data i LinkedIn til at optimere deres salgs-bestræbelser - for eksempel ved at optimere salgspitch baseret på kendskab til LinkedIn-brugerne. Microsoft kalder det for ‘social selling.’
Også når det gælder rekruttering bliver det muligt at udnytte LinkedIn via det nye Dynamics 365 for Talent-modul.
Du kan læse mere om LinkedIn-købet her: Derfor er LinkedIn en guldgrube for Microsoft: Kommer til at vide alt om dit arbejdsliv
Azure Stack
Microsoft benytter sig af anledningen til at lancere Azure Stack, der er en slags lokal udgave af cloud-platformen Azure, som hele tiden connecter med cloud-versionen, men som holdes lokalt.
Ifølge selskabet vil det have en fordel, når det eksempelvis gælder skibe på langfart, der kan have en lokal version kørende, som er forbundet med en cloud-version på land. Eller finans-selskaber eller andre, der på grund af lovgivning eller anden regulering err tvunget til at beholde visse data lokalt.
Azure-platformen har været en af Microsofts vækstsuccesser i det seneste år, hvor cloud computing for alvor har fået et gennembrud i erhvervslivet.
Selskabet har indtil videre indgået aftaler med Dell EMC, HPE og Lenovo om levering af hardware, der har Azure Stack indbygget fra fødslen. Til næste år vil Huawei og Cisco følge trop.