Jeg oplever alt for megen autopilot, når det kommer til it-sikkerhed.
Mange fokuserer for enøjet på at holde hackere ude og glemmer, at det er mindst lige så vigtigt at holde data inde.
Intern opmærksomhed og træning af medarbejdere bliver groft underprioriteret i mange virksomheder, som dermed udsætter sig selv for unødige risici.
En global undersøgelse fra Accenture viser, at hver tredje angreb på store virksomheders it-infrastruktur resulterer i et sikkerhedsbrud - og det er vel at mærke ud af gennemsnitligt godt 100 årlige angreb.
Undersøgelsen er gennemført i 15 lande blandt virksomheder med en indtjening på mere end syv milliarder kroner, så der er tale om virksomheder, der i den grad bør have ressourcerne til at investere i it-sikkerhed.
Det til trods sætter virksomhederne ofte ind de forkerte steder. Og sikkerheden kører desværre alt for meget på autopilot, for trods de mange sikkerhedsbrud, mener tre ud af fire it-ansvarlige, at de er godt rustet mod angreb...!
Og næsten halvdelen af de beslutningstagere, Accenture har talt med, mener, at den største trussel kommer fra interne sikkerhedsbrud. Alligevel har halvdelen af alle adspurgte ikke tillid til deres egen, interne monitorering.
Selv om deltagerne i den ovennævnte undersøgelse udmærket ved, at den interne sikkerhed er vigtig og alvorlig, så prioriterer hele 58 procent af dem at beskytte sig mod eksterne angreb.
Undersøgelsen viser tillige, at kun 17 procent af dem ville investere mere i intern uddannelse om it-sikkerhed, hvis de fik øget deres budget.
Hvordan sørger vi for reel, forretningsrelevant sikkerhed?
Det kan efter min klare overbevisning koges ned til disse fire ting - baseret på det for virksomheden gældende risikobillede:
Klassificér jeres data
Find ud af, hvilke data, der er kritiske for forretningen, og som det dermed giver særlig værdi at beskytte.
Det er en helt anden tilgang end den traditionelle med at kigge på, hvor forsvarsværkerne er svagest, da sidstnævnte ofte resulterer i at ressourcerne bliver brugt de forkerte steder.
Det kan godt være, at man bliver compliant, men man bliver ikke nødvendigvis mere sikker.
Få overblik over de reelle risici
Når man efter at have gennemløbet første trin ved, hvilke data, der er kritiske for virksomheden, er det vigtigt, at man dernæst danner sig et overblik over, hvilke sårbarheder ens netværk og software har - samt hvilke risici, disse indebærer.
Fokusér først på de største risici, der truer forretningskritiske data, derefter andre væsentlige risici og til sidst eventuelle mindre risici.
Evaluér, i hvor høj grad en given risiko skal minimeres eller mitigeres - ved at holde den op imod virksomhedens accepterede risikovillighed.
Det giver ikke nødvendigvis forretningsmæssig og økonomisk mening at mitigere en risiko helt.
Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at huske, at det er i orden at udfordre auditørernes anbefalinger.
Som virksomhed vælger man i høj grad selv, hvor man ønsker at fokusere sine ressourcer. Man kender, trods alt, selv sit netværk bedst, og det nytter ikke meget at sikre sig mod angrebstyper, der reelt aldrig forekommer.
Skab intern opmærksomhed på it-sikkerhed
Som nævnt er den interne trussel ofte den mest alvorlige, når det kommer til it-sikkerhed.
I sjældne tilfælde kan det handle om medarbejdere, der bevidst skader virksomheden. Oftere handler det dog om, at medarbejderne bare ikke har fokus på it-sikkerhed og sikker omgang med data.
Derfor er det altafgørende, at man som virksomhed får skabt intern opmærksomhed og om nødvendigt også får trænet medarbejderne, så de kan udvise den rette adfærd.
Lav interne tests af sikkerheden
Det kan synes banalt, men mange springer denne del af sikkerhedsarbejdet over. Særligt når man har med en menneskelig faktor at gøre, er tests helt nødvendige.
Desuden kan disse være en god måde at fremme den interne opmærksomhed på, fordi organisationen får syn for sagen i forhold til, hvor nemt centrale data kan blive kompromitteret.
Det handler kort sagt om at danne sig et overblik over, hvilke forretningskritiske data man har samt hvilke risici, man står overfor - og dernæst at højne sikkerhedsniveauet ved at få en handlingsplan til mitigering af disse risici ordentligt forankret i organisationen.
Og endelig: Husk, at som med alle andre forretningskritiske projekter, er det afgørende med forankring hos topledelsen.
Hvis alle i organisationen skal have fokus på it-sikkerhed, kræver det først og fremmest, at de ikke kan være i tvivl om, at det er en prioritet hos deres ledelse.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.