B&O Play, den mere hippe og Vesterbro-agtige lillebror til det struerske højttaler-klenodie Bang & Olufsen, har smidt endnu en højttaler på gaden.
Denne gang er navnet P2, og det er den mindste trådløse bluetooth-højttaler, som B&P Play endnu har produceret.
Men bare fordi højttaleren er lille af størrelse, betyder det ikke, at lyden også er lille.
Tværtimod. P2 er en af de bedste mikro-højttalere, vi længe har lyttet til, men der er stadig et par irriterende mangler.
Manz-design igen
Den lille højttaler er den første i B&O Plays P-serie og er også denne gang designet af danske Cecilie Manz, der også står bag B&O Plays skønne A1- og A2, og Beolit 12- og 15—højttalere.
Det betyder rene linjer og omhyggeligt skårede huller i en tyk metalflade, der skærmer og beskytter højttalerelementerne.
Resten af højttaleren består af blød gummi. Den føles som en strandsten slebet blød efter tusindvis af år i bølgerne.
Højttaleren er lige præcis så lille, at den kan ligge i et par store bukselommer, og en læderstrap betyder, at P2 let kan hægtes fast på en taske eller på en knage på badeværelset.
Og det er nødvendigt. Altså at hænge den op på en krog.
Imponerende lyd
Lyden i den lille højttaler bliver skudt ud af en tovejs konstruktion med en lille tweeter og en større driver på 50 millimeter.
Højttaler-elementerne sidder under det hullede metal-lag, og hvis du har lagt højttaleren ned, skydes lyden direkte op i luften.
Du får klart den bedste lydoplevelse, hvis den hænges på en krog eller stilles op ad noget, så lyden skydes ud i rummet.
P2 lyder dog imponerende godt taget den lille størrelse i betragtning.
Bassen kan dog godt nogle gange føles lidt fraværende, særligt hvis du skruer op for volumen i bastung House-musik, og i nogle sange føles det ligeledes som om, at der mangler nogle af de højeste elementer.
For det meste er man dog imponeret over, hvor meget god lyd, der egentlig kommer ud af den lille skal.
Lyden er desuden mono, andet kan man ikke forvente af så lille en højttaler.
Fysikken begrænser, når højttaleren er så lille - sådan er det uanset mærke - men B&O Play er kommet godt fra det med P2.
Den lille P2 har samme størrelse batteri som i storebroderen A2, og det burde give omkring 10 timers batterilevetid på en opladning. På en uges almindelig brug (streaming fra en telefon under morgenbadet samt musik på altanen hver eneste dag) har endnu ikke krævet, at jeg har skulle oplade højttaleren.
Læs også: Test: Disse LED-pærer kan både lyse og spille stereomusik
Knapløst design
Du finder kun en enkelt knap på P2 skjult på bagsiden til at tænde højttaleren. Derefter styres al interaktion enten via din smartphone eller via den hullede metaloverflade, der er berøringsfølsom.
Ved at trykke to gange på metalfladen stopper og startes musikken, og ved at ryste den skiftes der nummer.
Dette kan ændres via B&O Plays dertilhørende app, så du i stedet starter en alarm eller aktiverer Siri, hvis du benytter en iPhone.
Desværre kan du ikke styre lydstyrke fra højttaleren, og det har gentagne gange været et irritationsmoment under testperioden, at man skulle bede personen med den tilsluttede telefon om at skrue ned, i stedet for bare selv at gøre det.
Du kan selvfølgelig altid trykke to gange på højttaleren og bede Siri om at skrue ned for lyden...
Konklusion
B&O Play P2 er en fremragende lille bluetooth-højttaler, som koster 1.299 kroner.
Der findes mange billigere bluetooth-højttalere i samme kategori - et godt eksempel er UE's Wonderboom - som er billigere end B&O Play P2.
Men ingen af de små højttalere vi har testet, der matcher P2's lille størrelse, har kunne spille helt lige så meget op til fest som P2.
Det er en fabelagtig lille højttaler, som både spiller godt og ser godt ud, hvis man er til det B&O Play'ske design. Touch-elementerne i højttaleren fungerer, men efterlader os med lyst til flere funktioner, end der er indbygget.
Har du pengene til det - og kan leve med et burgerlignende design - vil vi dog også anbefale B&O Plays A1-højttaler. Den koster 1.999 kroner, men er lige dét bedre.
Læs også: B&O Play A1: Endelig et fedt B&O-produkt til en fornuftig pris.