Slut med billige mobiler til danskerne

Æraen med billige mobiler er forbi herhjemme, selv om tilbudskatalogerne stadig bugner af mobiltelefoner til en krone. Nu betinger alle mobilselskaberne sig nemlig et så højt abonnement, at den samlede pris nærmer sig, hvad telefonen i virkeligheden koster. Og mobilfesten vender ikke tilbage.

Mobilselskaber har sluttet den tilskudsfest, som i mere end 10 år har sikret danskerne mobiltelefoner til langt under indkøbsprisen.

Mobilselskaberne har nemlig i al stilhed hævet prisen for abonnementet så meget, at prisen sammenlagt med oprettelsesafgiften reelt kun er en lille smule lavere end det, som telefonen koster uden tilskud fra mobilselskabet.

Gennem det høje abonnement sikrer mobilselskabet sig mod tab på kunderne, som er på jagt efter en ny og billig mobiltelefon.

Tilskuddet bliver dækket ind

Alene abonnementet sikrer, at tilskuddet bliver dækket ind. Det gælder også selv om kunden vælger at benytte mobiltelefonen hos et andet selskab.

Hos flere af de danske mobilselskaber ophører abonnementet, når det halve år, som kunderne kan bindes i, udløber. Det sker for at forhindre kunderne i at skifte selskab.

- Det er blevet sværere at tage dit teleselskab på sengen, for du binder dig til et forbrug, der svarer til tilskuddet, konstaterer teleanalytiker John Strand, Strand Consult.

Tilskuddene til billige mobiltelefoner til troløse kunder har hvert år kostet de danske teleselskaber hundredvis af millioner af kroner, og derfor er der heller ingen udsigt til, at billigmobilerne vender tilbage.

- Teleselskaberne er langt om længe vågnet op og giver kun tilskud til de kunder, som giver penge, siger John Strand.

En sund udvikling

Han mener, at der er tale om en sund udvikling, hvor branchen nøjes med at kaste penge efter gode kunder.

Kun et enkelt selskab skiller sig ud. Det er nye 3, som benytter dyre mobiltelefoner og som må give store tilskud for at bygge en position på det danske marked.

At udviklingen netop nu fratager danskerne de billige mobiltelefoner, skyldes mere nød end lyst.

Lavprisselskaberne, der opererer på internet, har været med til at banke priserne så langt ned, at der ikke længere er råd til de store tilskud til telefonerne.

For et par år siden sagde hovedparten af de danske teledirektører, at de ville stoppe med at give tilskud. Dengang skete det ikke. Nu har de i stedet sløjfet tilskuddene uden at råbe højt om det.

- Nu er det lykkedes, fordi lavpristelefonien har presset teleselskaberne i bund, forklarer John Strand.

Han får opbakning af direktøren for Telia Mobile, Jesper Brøchner.

Et jerngreb

- Hele tilskudsjunglen var et jerngreb, som branchen blev holdt i, men det er vi sluppet fint ud af. Beregninger af lønsomheden har vist, at billige mobiltelefoner og billige abonnementer ikke hænger sammen, siger Telia-direktøren.

Han lægger vægt på, at en del af de danske mobilselskaber, inklusive hans eget, stadig ikke har overskud, og at arbejdet for at skabe sorte tal blandt andet fører til de sløjfede tilskud.

Debitels direktør, Per Nielsen, erkender, at det har taget tid for branchen at slippe af med de høje tilskud.

- Markedet har været nødt til at ændre sig i forhold til internetabonnementer. Vi er nødt til at få pengene ind på de seks måneder, som vi kan binde kunderne, siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere