Det er muligt at du ikke har bemærket det, men det virker uigenkaldeligt til at spilmediet endelig er begyndt at modnes.
At branchen endelig er begyndt at gøre brug af dets nærmest ubegrænsede muligheder, og endelig har indset at en god spiloplelevelse ikke nødvendigvis behøver at involvere automatgeværer, monstre og dommedagsprofetier.
Gone Home, Braid, Inside og Firewatch er blot et lille udbud af nogle af de fantastiske oplevelser som har fokuseret mere på stemning og den gode historie, frem for en løstsiddende aftrækker-finger, og som har været med til at vise at mediet som helhed favner bredere i dag end nogensinde før.
Alligevel er der afstikkere, og i forhold til modenhed og viljen til at fortælle en nuanceret historie, er der få afstikkere større end Bayonetta.
Bag det løjerlige navn gemmer så således en engle-dræbende superhelte-heks, der med elegance afluret på fra lokale stripklub, kværner sig igennem modstanderne med pistoler og magiske kræfter, mens hun på alle tidspunkter sørger for at vise både bagdel og kavalergang mest mulig.
Og nej, her er ikke tale om den sure gamle anmelder, der er træt af at nogen forsøger at trække mediet i en tematisk åndsforladt retning og derfor maler fanden på væggen, for Bayonetta viser i alle tænkelig situationer sine attributter frem med en uforfalsket stolthed.
Dæmon-vold og softcore striptease
Et af de mest grafiske eksempler på dette, er de særligt potente angreb hvor hjælpende dæmoner på dramatisk vis gør det af med de mest bidske fjender. Dæmonerne manifesteres her via Bayonettas hårpragt, der normalt også udgør hendes beklædning, hvilket resulterer i en bizar blanding af dæmon-vold og softcore striptease.
Udvikleren bag vanviddet er japanske Platinum Games og med instruktøren HidekiKamiya i front, der efter at have slået sit navn fast med klassiske spilserier som Resident Evil og Devil May Cry, forlod de vante rammer fordi han ønskede total kreativ frihed.
Og selvom der lånes med arme og ben fra Devil May Crys velvirkende blanding af tredjepersons aktion og vanvittigt imponerede koreografi, ses kreativiteten ved atBayonettaer langt mere løssluppen i stort set alle kanter og leder.
Og det er netop gennem udviklerens erfaring med genren og ufortyndede virvar af kreative ideer, at den engle-tævende hekses eventyr reddes fra at være mere end en interaktiv, lummer b-films fuser.
Artiklen fortsætter under billedet...
Med knivskarp kontrol er det således ens egen timing der afgør om man slipper helskindet ud af kampe hvor fjende-antallet altid er stort, hvis det da ikke lige er fordi man i stedet konfronteres af mærkværdige skabningeri højhus-størrelse.
Slag, spark og kamp på distance er let og elegant fordelt på tre knapper, men kombineres hurtigt til et svimlende antal forskellige, drabelige kombinationer.
Genistregen er dog introduktionen af den såkaldte "WitchTime"-funktion, hvor en veltimet undvigelsesmanøvre belønnes med et par sekunder hvor alt på nær hovedpersonen bevæger sig i sneglefart.
Her kan man således tæve løs på fjenderne uden at de har mulighed for at reagere, og bliver man først rigtig skarp til at udnytte funktionen, er det muligt at zigzagge rundt mellem fjenderne med en sjældent set elegance, mens modstanderne pulveriseres.
Ignorer den usle dialog og den usammenhængende historie
For rigtigt at kunne lade sig gribe af det hele, bør man dog glemme alt om den historie som forsøger at give det hele en samlet form, for den er nærmest ubegribelig pinagtig.
Med groft karikerede stereotyper, dårligt skuespil og en dialog, samt manuskript så tåkrummende pinagtig at det nærmest virker som om nogen blot har sat tilfældige ord sammenog håbet på at det giver mening, bliver man hurtig glad for muligheden for at springe det hele over.
Ligeledes vil Bayonetta heller ikke være den mest ekstravagante grafik-oplevelse du får at se på din pc i år, men her er der dog i det mindste en hele legal undskyldning, da spillet oprindeligt udkom helt tilbage i 2009 på konsol, og først nu har fundet vej til pcc.
Alligevel er det dog at se på fra tid til anden lækkert at se på, da designet af fjenderne i særdeles er dybt originalt, og mængden af fjender og eksplosioner aldrig går ud over tempoet.
Hvis man er villig til at gøre flittig brug af "Skip"-funktionen under historiesekvenser, og generelt er i stand til at sætte det interne spamfilter til at ignorere den usle dialog og den usammenhængende historie, er der et brag af et actionspil at komme efter i Bayonetta - et brag som på overbevisende vis stadig er ligeså potent og underholdende som da det oprindeligt annoncerede sin herkomst tilbage i 2009.
Læs også: Nintendos nye Zelda-spil overrasker som det stærkeste åben-verdens eventyr i år