Danske virksomheder og myndigheder mødes i disse år med en stribe nye trusler i cyberspace.
Det fremgår af den seneste trusselsvurdering fra Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
I rapporten oplister Center for Cybersikkerhed en række aktuelle trusler.
- Meget høj risiko for cyberspionage
Der er i øjeblikket en meget høj trussel for, at danske myndigheder og private virksomheder kan blive udsat for cyberspionage, der især udgår fra fremmede stater.
Center for Cybersikkerhed fremhæver Rusland som en førende aktør inde for cyber-spionage, men også Kina råder ifølge FE over betragtelige ressourcer, der gør landet i stand til at udføre avanceret cyberangreb.
- Advarer mod hack og læk
Center for Cybersikkerhed advarer mod en ny trend, der bliver betegnet som hack og læk - eller hack 'n leak. Fremgangsmåden er næsten identisk med den, der anvendes ved traditionel cyberspionage.
Den afgørende forskel er dog, at de stjålne oplysninger ikke blot bliver brugt internt. I stedet bliver oplysningerne lækket til offentligheden - i nogle tilfælde i manipuleret form - på strategisk vigtige tidspunkter.
Tyskland og USA har i 2016 anklaget Rusland for at være ansvarlig for hack og læk-operationer mod politikere og politiske partier.
Thomas Lund Sørensen, der er chef for Center for Cybersikkerhed siger til Computerworld:
"Den slags angreb er et interessant middel for stater, der har et ønske om at påvirke specifikke beslutninger i en særlig retning eller har et ønske om destabilisere nogle af de institutioner, som vi er medlem af."
- Høj risiko for cyberkriminalitet
Der er i øjeblikket en høj risiko for, at danske myndigheder eller private virksomheder bliver ramt af cyberkriminalitet, hvor formålet er berigelse.
Ifølge Center for Cybersikkerhed sker det som regel i form af tyveri af penge eller finansielle oplysninger.
Eksempelvis er der et stigende problem med ransomware og såkaldt fake-president-svindel.
Sidstnævnte er en type svindel, hvor hackere udgiver sig for at være en navngiven chef i en virksomhed, og på denne måde lokker medarbejdere til at overføre penge eller udlevere data til dem.
I trusselsvurderingen fra Center for Cybersikkerhed fremhæves et eksempel fra Bangladesh, hvor hackere sidste år brød ind i landets nationalbank og forsøgte at få overført intet mindre 951 millioner dollar til falske bankkonti forskellige steder i verden.
Hackerne havde succes med stjæle i omegnen af 100 millioner dollar - knap 700 millioner kroner med den aktuelle dollarkurs - før angrebet blevet opdaget og stoppet.
Læs også: Mød de to russiske hackergrupper, der spreder skræk og rædsel i hele it-verdenen
Risiko for cyber-aktivisme
Såkaldt hacktivisme eller cyberaktivisme udgør ifølge Center for Cybersikkerhed en "middel trussel" mod danske myndigheder og virksomheder.
Eksempelvis foretaget af hacker-gruppen Anonymous. Sidste år truede gruppen eksempelvis med at angribe børsen i New York samt Bank of England. Gruppen udsendte dog ved samme lejlighed også en oversigt over de vigtigste finansielle institutioner, hvor Danmarks Nationalbank figurerede.
Læs også: Hackergruppen Anonymous: På mandag klokken 07:00 angriber vi børsen og banken
Center for Cybersikkerhed påpeger dog, at centeret kun har kendskab til få eksempler på cyberaktivisme rettet mod danske myndigheder og virksomheder.
- Lav risiko for cyberterror og destruktive angreb
Ifølge Center for Cybersikkerhed er der en lav risiko for cyberterror rettet mod Danmark.
Men såfremt terrororganisationer får tilegnet sig tilstrækkelig med tekniske færdigheder kan man eksempelvis forestille en kombination af konventionelle terrorangreb og cyberterror, hvor der i kølvandet på et traditionelt terrorangreb bliver udført cyberangreb, der kan forstærke effekten af det konventionelle angreb.
En lignende metode er såkaldte destruktive cyberangreb udført af statslige aktører rettet mod kritisk infrastruktur.
Som eksempel nævner Center for Cybersikkerhed et cyberangreb, der i december 2015 blev rettet mod flere el-selskaber i det vestelige Ukraine.
Her lykkedes det for hackerne af afbryde strømmen til knap halvdelen af husstandene den berørte region i seks timer. Efterfølgende har der været forsøg på lignende angreb mod andre ukrainske elselskaber, og det formodes, at der er tale om angreb der udgår fra Rusland.
Du finder den nye trusselsvurdering fra Center for Cybersikkerhed her.
Læs også: Hackere har fundet dansk guldgrube: Har suget 180 millioner kroner ud af danske virksomheder på seks måneder med simpelt kneb