Danske Targit, der udvikler og sælger business intelligens-software med international succes, blev i sidste uge solgt til kapitalfonden GRO Capital.
Prisen for Targit er hemmelig, men GRO Capital vil dog godt afsløre, hvilket prisniveau vi befinder os på:
"Vi kan godt sige, at det er et trecifret millionbeløb," fortæller Lars Dybkjær, managing partner i GRO Capital, til Computerworld.
"Det siger jo ikke så meget, men dog at det ikke er småtterier."
Læs også: Danske Targit solgt efter 20 år på markedet - direktør og stifter stopper
Targit blev grundlagt i 1986 og har hovedkontor i Hjørring.
Samtidig har Targit dog satset stort på USA og har blandt andet et kontor i Boston. De 67 medarbejdere i Targit er fordelt med 44 i Danmark, mens 19 er i USA og fire i Hviderusland.
Direktør og stifter Morten Sandlykke, der stopper i forbindelse med slaget til Gro Capital fortalte for nylig i Computerworld, at det er Targits mål at nå 100 millioner i omsætning i 2016 - ikke mindst ved hjælp af indsatsen på det amerikanske marked.
Læs det interview her.
Targit har potentiale for mere vækst
Lars Dybkjær fra GRO Capital mener, at Targit har potentiale for at vokse sig endnu større, og det er også med det udgangspunkt, at GRO Capital har valgt at købe Targit for det trecifrede millionbeløb.
"På nuværende tidspunkt er meget af det, vi har, en masse hypoteser. De skal testes over de næste måneder, før vi begynder at eksekvere på det," siger Lars Dybkjær.
"Vi investerer kun i teknologivirksomheder, og hvis du kigger på vores portefølje, er det meget B2B, vi er interesseret i. Vores to erklærede mål er altid, at vi gerne vil ekspandere og internationalisere de virksomheder, vi investerer i."
"Det indebærer i hvert fald et fokus på nordeuropa og USA," siger han om planerne med Targit.
"Vi vil gerne forsøge at ekspandere yderligere. Det kan vi gøre med øget indsats på direkte salg og gennem partnerskaber," forklarer Lars Dybkjær uden dog på nuværende tidspunkt at ville være mere konkret omkring planerne med Targit.
"Men der er ingen virksomheder, der vokser, hvis ikke man tager lidt af den gode risiko og gør nogle tiltag for at prøve at accelerere væksten."
"Der sker jo nogle ting inden for business intelligence-området, hvor vi gerne vil forsøge at positionere Targit som super relevant og et af de bedste produkter markedet."
Læs også: Danske Targit tjener gode penge i USA: Derfor er it-giganterne både en udfordring og en hjælp
Hvad har været udslagsgivende for, at det lige netop er Targit, I vælger at investere i?
"Vi kan godt lide, at det er modne teknologivirksomheder, vi investerer i. Det er virksomheder, der har bevist, at de har et produkt, som kunderne vil købe."
"Vi vil gerne bidrage ved at udvide distributionen af produkterne. Det er dér, vi er bedst."
"Og så er det jo ikke fordi, der er 1.000 danske it-virksomheder, der har en omsætning på det her niveau. Så størrelsen passer os rigtig godt."
""Det betyder også, at du har en kompetent ledelse, som du kan arbejde med. Du starter ikke fra scratch, og det kan vi også rigtig godt lide."
GRO Capital har investeret i omkring 10 teknologivirksomheder, både her i Danmark og i udlandet.
Med Targit i porteføljen håber Lars Dybkjær at GRO Capital kan udnytte, at der er tale om en virksomhed med et allerede solidt fodfæste i markedet.
"Targit har nogle styrker inden for nogle vertikaler, som er interessante. Jo mere viden, du kan opbygge inden for en vertikal, jo mere relevant bliver du for din kunde."
"Vi kigger meget på, om virksomheden har et produkt, som kunderne kan lide, og som bringer værdi for kunderne. Så giver det mening for os," siger Lars Dybkjær fra GRO Capital.
Ny direktør i Targit
I forbindelse med salget af Targit fratræder Targits stifter og administrerende direktør Morten Sandlykke.
Ulrik Pedersen, der gennem en årrække har været CTO og COO i Targit, bliver ny administrerende direktør.
Læs mere her:
Danske Targit solgt efter 20 år på markedet - direktør og stifter stopper
Danske Targit tjener gode penge i USA: Derfor er it-giganterne både en udfordring og en hjælp
Dansk algoritme-ekspert udlever drømmen i Florida: Har gang i tre virksomheder på én gang