Danske Targit, der udvikler og sælger BI-software og har haft stor international succes med det i en årrække, er netop blevet solgt til GRO Capital.
Det meddeler Targit.
I forbindelse med salget fratræder stifter og administrerende direktør Morten Sandlykke.
"Efter at have brugt 20 år på at skabe et førende softwareselskab inden for business intelligence (BI) har Targit i dag solgt virksomheden til GRO Capital."
"Virksomhedens stifter og administrerende direktør gennem alle årene Morten Sandlykke overdrager virksomheden i god form, og med den nye kapitalstærke ejer i ryggen står Targit stærkt rustet til øget vækst og internationalisering," lyder det i en pressemeddelelse.
Ny direktør udnævnt
Det oplyses samtidig, at Ulrik Pedersen, der gennem en årrække har været CTO og COO i Targit, bliver ny administrerende direktør.
"Det er således en erfaren leder og forretningsudvikler, der fremover i et tæt samarbejde med GRO Capital skal videreudvikle Targit. Både den nye CEO og den fortsættende CFO Jesper Berntson fortsætter endvidere som medejere i det nye setup."
Læs også: Danske Targit tjener gode penge i USA: Derfor er it-giganterne både en udfordring og en hjælp
Lars Dybkjær, Managing Partner i GRO Capital, hæfter sig ved, at Targit i det netop afsluttede 2016-regnskab atter viste solid vækst og indtjening:
"Vi har fulgt Targit i adskillige år, og vi er begejstrede for at træde ind i virksomheden og understøtte den i forvejen kompetente ledelse med den viden, kapital og styrke, der skal til for at skabe en endnu større international succes i et business intelligence-marked, der bare fortsætter med at vokse," udtaler Lars Dybkjær.
Der er i dag 67 medarbejdere i Targit, hvor de 44 sidder i Danmark, mens 19 er i USA og fire i Hviderusland.
Ville tilbage til Danmark
Targit, der blev grundlagt i 1986, har hovedkontor i Hjørring, men direktør og stifter Morten Sandlykke har i de seneste år primært befundet sig i USA, hvor Targit blandt andet har et kontor i Boston.
Så sent som i november fortalte Morten Sandlykke i et stort interview på Computerworld, at han nu igen i højere grad ville til holde til i Danmark.
"Min egen situation er lidt kompliceret, som man siger - men på en positiv måde," lød det fra den 53-årige direktør.
"Jeg har skrevet mit seksårige barn op i en dansk skole, og han er begyndt. Vi har altid haft vores hus stående i Danmark, så vi er aldrig migreret på den måde."
I samme interview oplyste Morten Sandlykke, at det var Targits mål at nå 100 millioner i omsætning i 2016 - ikke mindst ved hjælp af indsatsen på det amerikanske marked.
"Det er mit livsværk"
Om salget af Targit siger Morten Sandlykke nu i pressemeddelelsen:
"Det er mit livsværk, jeg i dag overdrager til en særdeles stærk, visionær og videnstung kapitalpartner. Tidspunktet for salget er rigtigt for både mig og virksomheden, og jeg håber fremover at kunne gøre brug af mine kompetencer og min erfaring i andre lovende it- og teknologivirksomheder."
"Det har ligget mig meget på sinde at sælge virksomheden til en investor, der vil kunne sikre Targits fortsatte vækst og udvikling. Derfor er det også optimalt, at det bliver en fra vores egne rækker, der overtager chefposten efter mig," siger Morten Sandlykke.
GRO Capital, der altså overtager ejerskabet med Targit, holder til i København, og i følge selskabets hjemmeside har det i alt omkring en milliarder kroner at investere i "modne teknologivirksomheder med ledende markedspositioner, stort vækstpotentiale og en stærk ledelse."
Læs også:
Danske Targit tjener gode penge i USA: Derfor er it-giganterne både en udfordring og en hjælp
Dansk algoritme-ekspert udlever drømmen i Florida: Har gang i tre virksomheder på én gang