"DENIED".
Det engelske ord for 'afvist' står med store, fede bogstaver i den afgørelse som den amerikanske appeldomstol U.S. Court of Appeals har sendt til det amerikanske justitsministerium vedrørende retten til at snage i Microsoft-mails uden for USA.
I en 4-4-afgørelse fastholder appelinstansen dermed sit forbud mod, at amerikanske myndigheder kan stikke sin snabel ned i mailkonti, der bliver gemt uden for USA's grænser.
Du kan læse mere om de amerikanske myndigheders tidligere forsøg på at få adgang til mailkonti uden for USA her: Microsoft vinder vigtig privacy-sejr
I denne omgang ville det amerikanske Justitsministerium ellers gerne have indsigt i mailkonti gemt på Microsofts servere i it-gigantens cloudcenter i Irland i forbindelse med en mistænkt narkohandel.
Men det kan ministeriet nu godt skyde en hvid pil efter.
Det skriver Computerworlds amerikanske søsterblad PC World.
Lovgivning under revision
Afgørelsen betyder, at de amerikanske myndigheder ikke kan få adgang til danskernes mail-konti lagret i Irland.
Det amerikanske Justitsministerium argumenterede blandt over for appeldomstolen med, at tech-selskaber som Microsoft dermed kan undgå ellers lovlige ransagninger ved at gemme mails uden for USA.
Selvom den amerikanske appeldomstol anerkendte den bekymring, fastholdt appelmyndigheden, at den 31-årige amerikanske datalagringslovgivning, kendt som Stored Communications Act (SCA), ikke tillader en verdensomspændende søgning i mails.
Appeldomstolen angiver samtidig, at SCA-lovgivningen grundet teknologiens fremmarch i en stadig mere globaliseret verden står over for en revision i den amerikanske Kongres.
I denne revision skal der blandt andet balanceres mellem fortsat sikring af privatlivets fred for mailbrugere uden for USA og muligheden for politimæssig efterforskning, oplyser appeldomstolen.
Endnu er det uvist, om den nuværende fastholdelse af forbuddet med kig i mails uden for USA bliver appelleret til den amerikanske Højesteret.
Læs også:
Dine data er sikre i Irland: Microsoft vinder vigtig privacy-sejr
Microsoft siger stop: Myndigheders overvågning af vores brugere skal frem i lyset