De selvkørende biler er på vej ind på de danske veje.
Det er en kendsgerning, efter transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) har meddelt, at han på onsdag 25. januar vil fremsætte et lovforslag, der gør det muligt at teste robotbiler og andre selvstyrede motorkøretøjer under kontrollerede forhold.
Det skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet på sin hjemmeside, hvor ministeren forklarer, at den danske lovgivning på området for selvkørende biler skal være tidssvarende.
"Vi må nemlig ikke lukke øjnene for den gradvise udvikling, der er i gang inden for den selvkørende bilteknologi. Lige fra ABS-bremsen, som betyder, at helt uerfarne bilister kan gennemføre en noget nær perfekt opbremsning af bilen i en kritisk situation, til intelligente lygter, fodgængerbeskyttelse og automatisk parkering," forklarer Ole Birk Olesen på ministeriets website.
"Den delvist selvkørende bil eksisterer altså allerede, og med de rette trafiksikkerhedsmæssige rammer tror jeg, at Danmark kan blive et sted, hvor virksomheder og myndigheder afprøver og viser, hvad selvkørende biler kan bruges til, når teknikken er klar," fortsætter han.
Mere sikkert end i dag
Nu er det ikke sådan, at de selvkørende biler bare bliver sluppet løs, for forsøgene skal som nævnt foregår under kontrollerede forhold.
I forsøgsordningen åbnes der for flere typer selvkørende køretøjer, hvoraf de mest avancerede er er 100 procent selvstyrede uden en fører bag rattet under visse vej- og vejrforhold.
Derimod vil forsøgsordningen ikke lade køretøjer, der påstås at være selvkørende under alle vej- og vejrforhold, da det anslås, at teknologien ikke er parat endnu.
"Derfor foreslår ministeren en forsøgsordning, hvor alle ansøgninger skal ses grundigt efter i sømmene af vejmyndigheder, Færdselsstyrelsen, politiet og en uvildig ekspert, før ministeren giver tilladelse til, at selvkørende biler kommer ud på vejnettet," lyder det på ministeriets hjemmeside.
På den lidt længere kørebane står mange gevinster står i kø for at blive realiseret med de selvkørende biler.
Eksempelvis forudses det, at auto-automobiler vil være langt mere sikre end dagens biler, da de selvkørende biler vil blive programmeret til at overholde færdselsloven til punkt og prikke.
Læs også: Dansk datalog er verdens største Tesla-fan: Derfor fik Gert en unik Model X som den første i Europa
Sådan ansøger du
I et faktaark i forbindelse med nyheden om det kommende lovforslag har Transport-, Bygnings- og Boligministeriet beskrevet mere detaljeret, hvordan man ansøger hos ministeriet for at teste selvkørende biler.
Her fremgår det først og fremmest, at de selvkørende biler skal holde sig inden for Danmarks grænser.
I en ansøgning til ministeriet skal det blandt andet også fremgå, hvilke køretøjer, hvilket niveau af automatisering og på hvilke vejrstrækninger, som man agter at teste sine selvkørende biler på.
Derudover skal det også fremgå, hvordan forsøget er organiseret samt de vejrforhold, som man vil teste under.
"Ansøgningen skal endvidere indeholde en gennemarbejdet plan for indsamling mv. af data, der genereres i forbindelse med kørslen," lyder det i ministeriets faktaark.
Resultater fra forsøgene opsamles løbende af de relevante myndigheder som politi, og to år efter forsøgene er gået i gang, vil der blive evalueret på ordningen.
Efter senest fem år efter, at forsøgsordningen er trådt i kraft, vil der blive udarbejdet en konkluderende evaluering af ordningen med de selvkørende køretøjer.
Denne evaluering skal danne grundlag for politikerne om, hvorvidt ordningen skal fortsætte uændret, om den helt skal ophæves, eller danne fundamentet for, at der kommer en permanent regulering med selvkørende motorkøretøjer i Danmark, lyder det fra ministeriet.
Læs også:
Selvkørende test: Mercedes E350 mod Tesla Model S P90D - så meget kan de smarte biler nu
Uber sender de første selvkørende hyrevogne på gaden om få dage