Artikel top billede

Banker støvsuger dine data: Sådan kan de forudse værdien af din bolig to år ude i fremtiden

Den danske boligportal Bolighed kan forudse den fremtidige værdi af din bolig. Portalen er ejet af fire danske banker, der i takt med, at bankfilialerne forsvinder, forsøger at komme i kontakt med kunderne på nye måder i den digitale verden.

Vores forståelse af, hvad en bank er, ændrer sig i disse år.

Bankfilialer lukker på stribe, og i stedet kaster de danske banker sig ud i flere og flere digitale initiativer.

Et af disse iniativer er portalen bolighed.dk, der oprindeligt startede som et iværksætterprojekt.

Men efterfølgende er den blevet opkøbt af bankerne Sydbank, Nykredit Bank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank, der i fællesskab pungede ud for at få fingre i portalen.

Boligejere er målgruppen

I dag bor knap halvdelen af alle danskere i en bolig, de selv ejer, og det er især dem, der er målgruppen for Bolighed.

Bolighed er dog langt fra den eneste danske boligportal med forbindelse til bankverdenen. Eksempelvis driver Danske Bank portalen Sunday, og Saxo Bank har tidligere været en del af ejerkredsen bag boligportalen Boliga. 

"Men hos Bolighed forsøger vi at differentiere os ved at fokusere på alle danske boliger. Også dem, der ikke er til salg," fortæller Christian Jaspers, der er direktør for Bolighed til Computerworld.

Bolighed indeholder data om mere end to millioner danske boligere, og den giver brugerne adgang til oplysninger om boligernes prisudvikling, estimerede liggetid og tjenesten kan udregne prognoser for boligens prisudvikling de kommende to år.

Læs også: Danske Bank er del af europæisk trend: Tusindvis af bankansatte skal erstattes af maskiner

Computerworld er på besøg hos Bolighed en fredag eftermiddag i januar, hvor tågen hænger tungt over Kødbyen i København. Her har Bolighed hjemme i kontorhotellet Noho. 

Omgivelserne i de tidligere slagterihaller og kølehuse er rå, men blødes op med en indretning, der fortrinsvis består af træpaller og glødelamper.

Vi befinder os midt i Københavns hipsterhotspot. Det er her, hvor alle mænd har fuldskæg og har deres egen surdej stående hjemme i vindueskarmen. 

Måske et usædvanligt sted at placere en virksomhed, der er ejet af fire nålestribede danske banker. Men ifølge Christian Jaspers er det måske usædvanligt, men et noget nær perfekt sted for en virksomhed som Bolighed, der ønsker en selvstændig identitet og en kreativ iværksætter-kultur.

"Her er der mange andre, der tænker på samme måde, som vi gør. En masse små selvejede virksomheder, der skaber god energi. Så det er en helt bevidst strategi, når vi har valgt at flytte ind her."

"Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er svært at rekruttere dygtige udviklere i dag, men vi kan se, at vores beliggenhed her har en effekt, når vi skal overbevise nye udviklere om, at de skal arbejde for os," siger Christian Jaspers.

Men på den ene side vil I gerne være en selvstændig virksomhed med startup-kultur, og på den anden side er I jo ejet af fire banker. Hvordan får I de to ting til at hænge sammen?

"Vi prøver at få det til arbejde for os, at vi er ejet af fire forskellige banker og ikke bare af én bank. Det kan naturligvis også være en faktor, der kan komplicere tingene, når der er mange "stakeholders", men internt i Bolighed forsøger vi at se os selv som vores egen lille virksomhed og ikke bare som en afdeling i en bank."

"Det er vigtigt for os at fastholde den autonomi," siger han og uddyber:

"Alle ved, at når du er inde i "the corporate world" er der faste rammer og it-afdelinger, der pålægger folk masser af regler. I den verden er der nogle meget dybe spor i markvejen, der betyder, at det svært at lave hurtige kursskift."

Læs også: Derfor bliver din MobilePay-app opdateret hele tiden

Banker vil tættere på kunderne

I en verden, hvor det bliver længere og længere mellem bankfiliaerne rundt omkring i landet, er det i dag bankernes målsætning at komme tættere på boligkøberne i den digitale verden.

Christian Jaspers lægger ikke skjul på, at forretningsmodellen bag Bolighed er, at den skal understøtte bankerne i deres kerneforretning. 

Det er således meningen, at Bolighed skal skabe forbindelse mellem brugere på boligjagt og de mange banker, der står klar til at tilbyde dem et lån.

"Det handler at have tilbud til kunderne i de situationer, hvor det er relevant for dem", forklarer han.

Frygter ikke endnu et Swipp

De fire banker bag Bolighed var også involveret i mobilbetalings-appen Swipp, der sidste år måtte opgive ævred efter at være blevet trynet af Danske Banks Mobilepay.

Christian Jaspers afviser dog, at fiaskoen med Swipp har gjort landets øvrige banker mindre risikovillige, når det kommer til nye, digitale forretningsmodeller.

"Ja, man kunne måske forestille sig, at brændt barn ville sky ilden. Men nej, sådan er gamet ikke i dag. Det er altid en risiko for at fejle, men Thomas Edison sagde, at det var en succes, at han prøvede 1.000, før han fik en pære til lyse. For hver gang han 'fejlede', kom han et skridt tættere på løsningen," siger Christian Jaspers.

Sådan forudser Bolighed værdien af din bolig

En af Boligheds store trækplastre er oplysningen om den anslåede værdi på en given bolig.

En funktion, der ikke bare gør det muligt for dig at tjekke din egen egen boligs værdi, men også giver dig mulighed for at tjekke værdien på nabo, familie og venners bolig.

Udregningerne baserer sig ifølge Christian Jaspers på en algoritme, som Bolighed har udviklet. Den bygger blandt andet på data fra BBR-registreret, oplysninger om boligens beliggenhed i forhold til større infrastruktur samt tidligere salgspriser på boligen og naboejendommene.

"Vi har eksempelvis delt Danmark op i 14 forskellige submarkeder. Hovedstaden er et selvstændigt område, mens E45-korridoren langs den jyske motorvej er et eksempel på et andet submarked," forklarer han.

Forudser værdien 24 måneder frem

Den mest bemærkelessværdige funktion er formodentligt Boligheds prisprognoser, der forudser prisen på boligen i 12 og 24 måneder frem i tiden.

For at udregne den estimerede værdi i fortid, nutid og fremtid gør Bolighed brug af en lang række data, der indgår i en særlig algoritme.

"Vores prisprognose er et produkt, hvor vi tager afsæt i en lang række makroøkonomiske variabler. Det er eksempelvis arbejdsløshedstal, BNP og væksttal, der bliver ganget op med boligens aktuelle værdi," forklarer Christian Jaspers.

På længere sigt håber Christian Jaspers, at det med prisprognoserne vil være muligt at forudse bredere tendenser i markedet.

"Det kunne være interessant, hvis vi eksempelvis vil være i stand til at forudse bobler på boligmarkedet," siger han og påpeger at Bolighed allerede i dag har en funktion, der hedder markedstemperatur.

Eksempelvis kan man via den se, at markedet i Københavns er varmt, mens det i Sydvestjylland er køligt.

Det kan ikke bruges til at afgøre, om der er en prisboble på markedet, men det giver boligkøbere og sælger en indikation af, hvor store prisafslag der kan forventes i det pågældende marked.

Hvor præcis er udregningerne?

Men du får ifølge Christian Jaspers den mest præcise pris på din bolig, hvis den sættes til salg i et område, hvor der er en høj omsætning, og hvor boligen til salg er relativt standardiseret og ikke skiller sig voldsomt ud

"I de tilfælde er vores datamodel meget stærk, men den kan komme til kort i de tilfælde, hvor der er tale om en meget unik, arkitekttegnet villa, eller hvor du måske har købt en nedlagt kirke eller en gammel mølle og ombygget den til en villa, og den ikke tidligere har været udbudt til salg," siger Christian Jaspers.

Han forklarer, at i det øjeblik, hvor en bolig bliver handlet, så overskriver den nye pris den anslåede model i Boligheds modeller.

Det sker ud fra en filosofi om, at markedet som udgangspunkt altid har ret.

"Handelsprisen påvirker herefter den vores anslåede værdi med en aftrappende faktor, indtil den igen flyder med markedet," forklarer han.

Læs også: Dansk storbank vil med på disruption-bølgen, men har ikke ressourcerne: Sætter 100.000 kroner på højkant i hackathon