It og digitalisering er en central del af Skat - og nu skal it-motoren igen tunes.
Skat meddeler, at der netop er trådt en "ny og styrket organisering i værk."
"It & Data etableres som selvstændigt forretningsområde i Skat. Claus Middelboe Andersen, der er underdirektør i Skat, konstitueres som direktør for det nye forretningsområde," skriver Skat i en pressemeddelelse.
Konstitueret direktør for Skat, Merete Agergaard, forklarer, hvad tankerne med It & Data er:
"Beslutningen om at etablere It & Data som et selvstændigt forretningsområde ligger i naturlig forlængelse af vores fokus på sikker drift og den løbende tilpasning af organisationen frem mod etableringen af nye styrelser."
"Derudover er der behov for, at vi samler området og skaber større ledelsesmæssigt fokus. Det er nødvendigt, når vi skal prioritere imellem og løse de mange nuværende og kommende opgaver, som ligger foran os på data- og it områderne," forklarer Skats øverste direktør.
Skat droppede CIO-rollen
Merete Agergaard fik det øverste ansvar i Skat i august, da Jesper Rønnow Simonsen blev fritstillet med øjeblikkelig virkning. Læs mere om det her.
Jesper Rønnow var som direktør i Skat også manden med det øverste ansvar for den gennemgribende digitalisering af skattevæsenet.
Det ansvar blev for alvor gjort tydeligt, da Jesper Rønnow i Computerworld meddelte, at Skat ikke længere skulle have en CIO.
Forklaringen fra Jesper Rønnow var dengang, at it-udvikling og -drift i Skat skal være helt integreret i forretningen, fordi Skat i dag er at betragte som en it-virksomhed.
Jesper Rønnow var som direktør i Skat blandt andet også med til at afskedige daværende it-direktør i Skat, Jan Topp Rasmussen, på grund af de mange problemer med inddrivelsessystemet EFI.
Vil samle områderne
Om den nye it-organisering i Skat oplyses det blandt andet, at det er nødvendigt at samle it-områderne.
Skats afdeling for it-udvikling har indtil nu været forankret i Kundeservice og den driftsmæssige afdeling for it-porteføljen har, ligesom afdelingen for teknologi, data og sikkerhed, været forankret i Økonomi.
"Med et samlet It & Data vil vi skærpe vores fokus yderligere på den vigtige opgave med at skabe et nyt datadrevet skattevæsen, hvor en brug af relevante data i øget grad indgår i forståelsen af vores kunders behov," udtaler den konstituerede direktør for It & Data, Claus Middelboe Andersen.
"På det it-systemmæssige område vil et samlet forretningsområde helt naturligt tilføre mere viden og mere beslutningskraft. Dermed styrker vi samlet set evnen til at drive vores eksisterende it-portefølje parallelt med, at vi udvikler nye tidssvarende it-systemer baseret på data i den rette form og kvalitet."
"Det vil medvirke til at skabe et skattevæsen, der er nærværende og nemmere at indbetale til," forklarer Claus Middelboe Andersen.
Læs også:
Skat dropper CIO-rollen og indfører helt ny it-organisation: Derfor er det nødvendigt