Artikel top billede

Test af Jabra Elite Sport: Det er fedt - men kan du leve med kompromisserne?

Ægte trådløse headsets uden nogen former for kabler er så småt begyndt at dukke op. Vi tester Elite Sport med indbygget pulsmåler fra danske Jabra.

Ægte, helt kabelfri trådløse høretelefoner er den nyeste produktkategori, som du ikke vidste, du har brug for. 

Motorola, Samsung, Apple og tysk/danske Bragi er blot nogle af de mest kendte firmaer med trådløse, kabelfri headset, der består af to trådløst forbundne høretelefoner; et til hvert øre, som er trådløst forbundne til hinanden og til en smartphone. 

Danske Jabra har også lanceret et sæt.

Navnet er Elite Sport, og dermed satser det danske firma med hovedsæde i Ballerup på at bygge et headset uden kabelrod til sportsudøvere.

Men bekvemmeligheden ved ikke at have kabler bag nakken kommer ikke uden kompromisser. 

Vinger holder dem på plads

Elite Sports er sorte og relativt anonyme. Materialerne er gråligt gummi og matsort plast, men hver høretelefon virker solid og stødsikker. Vi tabte dem et par gange, da vi fumlede med at sætte dem i øret, og mødet med jorden kunne ikke ses på høretelefonen.

Med de to næsten identiske høretelefoner følger en lang række gummi-dutter og vingetipper, så headsettet kan få den perfekte pasform. Det er vigtigt, når headsettet skal bruges til motion. 

Samlingen af ekstra gummidutter er ved at være standard hos Jabras sportsserie, og efter  tre-fire forskellige kombinationer fik jeg headsettet til at sidde fast i mit ydre øre, så de ikke kan rystes ud.

Dog sidder de ikke helt så behageligt som eksempelvis Jaybird eller Jabras andre høretelefoner til sport, Sport Elite Special Edition.

Elite Sport stikker et stykke ud af øret, og vægtfordelingen kan godt gøre det lidt svært at holde øret forsejlet, hvilket kan gå ud over lydoplevelsen og komforten. 

Virker på sekunder

Headsettet forbindes til din smartphone via Bluetooth, og efter opsætningen forbindes headsettet lynhurtigt. De tændes automatisk, når de tages ud af den tilhørende opbevaringsboks, og har du Bluetooth slået til på din smartphone, bliver der skabt forbindelse på få sekunder. 

Det er sådan, trådløs teknologi skal fungere. 

På hver høretelefon sidder to sæt knapper. Det ene er kontrol af lydstyrken, og på den anden er det start/slut samt en knap, der starter tidtagningen og målingen af skridt og puls. 

Trykker du på knapperne, trykker du samtidig headsettet ind i hovedet og øret. Du skal trykke ret hårdt, hvilket kan føles ubehageligt. Særligt når vi forsøgte at skrue ned for lyden, pressede vi høretelefonen ind i øret.

Stabil forbindelse, men...

Elite Sports to høretelefoner forbindes via en teknologi kaldet magnetisk induktion, og med mindre dit hoved er bredere end 25 centimeter, vil du aldrig opleve, at lyden er skævt fordelt og ude af takt mellem de to headset (funfact: et gennemsnitshoved er 17,4 centimeter bredt ifølge Jabra). Det spiller perfekt.

Dog var der enkelte gange, at det ene headset ikke blev aktiveret ved opstart. Når det skete, måtte jeg holde pause-knappen inde for at slutte headsettet, for at tænde det igen. 

Forbindelsen fra headset til telefon er også lige så stabilt, som vi oplever det på alle andre Bluetooth-headset, hvad end om det er Jabra eller et andet mærke. Det betyder dog også, at vi oplever udfald, hvis vi har vores smartphone i venstre lomme. 

Bluetooth-modtageren sidder i den højre højttaler, og derfor sendes Bluetooth-forbindelsen igennem kroppen til den venstre lomme. Kroppen består af vand, og da vand er ren kryptonit for Bluetooth-teknologien, er udfald uundgåelige.

Lydkvaliteten

Lydkvaliteten i de små høretelefoner er lige så god, som lyden i Jabras Pulse Special Edition-headset. Elite Sport har et fyldigt lydbillede med en god, tilpas bas. Særligt med de medfølgende skum-dutter er bassen tydelig. 

Det er selvfølgelig ikke studiekvalitet, men når musikken alligevel sendes via bluetooth - og dermed komprimeres - og formodentligt stammer fra en streamingtjeneste - og dermed i forvejen er komprimeret - kan du ikke forvente andet. For en almindelig, dødelig musiklytter består headsettet til et 12-tal.

Der er dog en svag susen fra elektronikken på den venstre høretelefon. Du kan ikke høre det, når du lytter til musik, men det kan virke forstyrrende under eksempelvis en telefonsamtale. 

Præcis pulsmåler og middelmådig batterilevetid

En af de særlige funktioner i headsettet er den indbyggede pulsmåler. Pulsen måles via blodårer i kanten af øret, og målingen har under vores løbeture vist sig at være præcis. 

Den fungerer med Jabras egen sports-app, der blandt andet kan udregne din vo2/max-niveau og vurdere din kondition. En fin funktion, hvis du heller ikke kan finde hoved og hale i de utallige målinger og oversigter i en sports-app.

Ifølge Jabra holder Elite Sport strøm i godt tre timer, før de er døde for strøm. Det holder meget godt ifølge vores tests, og derfor skal du oplade dit headset ofte. 

Det betyder også, at du kun kan bruge headsettet til aktiviteter, der tager mindre end tre timer (realistisk 2,5 timer), så der døde drømmen om et kabelfrit marathon for den almindelige motionist. 

Der medfølger en smart opbevaringsboks, der samtidig fungerer som ladestation. Boksen har desuden et indbygget batteri med ekstra seks timers strøm. Det er smart og yderst brugbart, men opladningen af Elite Sport er en langsommelig affære. Det tager over to timer at oplade headsettet fra dødt til fuldt batteri.

Konklusion

Jabra Elite Sport er en imponerende teknologi pakket ind i et par små høretelefoner. At der sidder batterier, højttalere, pulsmåler, bluetooth- og trådløs teknologi i så lille en skal er fascinerende. Særligt når lydkvaliteten samtidig er spot on til et sportsheadset. 

Vi oplever næsten ingen problemer med den trådløse forbindelse. Fra tid til anden forbinder de to headsets ikke med hinanden, hvilket fikses med et hard reset

De tre timers batteri har ikke været et problem for os, netop på grund af den lille batteriboks, som alligevel skal opbevare de to satellithøjttalere, men opladningen af headsettet tager meget lang tid. 

Du skal betale 2.000 kroner for headsettet, hvilket er en høj pris for et headset med tre timers batterilevetid. 

Langt hen ad vejen vil du få mere for pengene i Jabras andet sportsheadset med pulsmåler, Pulse Special Edition til omkring 1.200 kroner, men er du forelsket i det tråd- og kabelløse liv, så fungerer Elite Sport fremragende trods kompromisser. 

Læs også: Test af Jabra-headset til de aktive: Puls-data og musik i trådløst setup

Som en lille disclaimer, vil vi nævne, at vi har ikke testet andre ægte, trådløse headsets fra eksempelvis Samsung, Bragi eller Apple. Derfor kan vi ikke vurdere, om Elite Sport er det bedste, ægte trådløse headset på markedet, men headsettet sætter i hvert fald en standard, de andre producenter skal leve op til. 

Læs også: Test af Honor 8: Virkeligt meget telefon for pengene


Loading ikon