Googles Chrome-browser fik en hård fødsel i efteråret 2008, hvor sikkerhedsselskaber og myndighederne lige fra starten advarede mod at bruge Google-browseren.
Det kan du læse mere om her i en artikel fra 2008: Flere sikkerhedsproblemer i Chrome
Med tiden har Chrome dog gjort både sikkerhedsproblemer og analytikernes hårde domme til skamme ved at vinde markedsandele år efter år, og i dag er browseren den allerstørste på verdensplan.
Det viser tal fra it-analyseselskabet Net Marketshare, hvor det fremgår, at Chrome-browseren har en global markedsandel på 55 procent fra desktop-computere.
Og valget af browser har stor betydning for producenterne, da det er gennem browseren, at der eksempelvis indsamles brugerdata via cookies, og ens foretrukne søgemaskine med mange reklamemilliarder på spil vælges.
Læs også: Browser-krigen 2016: Vælger du Chrome, Firefox, Safari, Edge - eller en helt anden browser?
Basker Microsoft-browsere
På desktop-computere er Chrome-markedsandelen mere end dobbelt så stor som nullernes altdominerende browser, Microsofts Internet Explorer, som nu er nede på en markedsandel på godt 23 procent.
Læs også: Brugerne flygter fra Microsofts browsere: 292 millioner brugere har droppet IE og Edge siden nytår
Mozillas Firefox-browser i har lige godt 11 procent af markedet på tredjepladsen, mens Microsofts nyeste Edge-browser kun har 5,26 procent af den globale søgeandel.
Dermed er Microsoft fra Googles lancering af Chrome i 2008 gået fra en markedsandel på 85 procent til i dag at have godt 28 procent af browsermarkedet.
Apples Safari-browser står ifølge Net Marketshare for omkring 3,7 procent af søgningerne fra en desktop-computer.
Også på mobiltelefoner er Chrome-browseren suverænt den største browser, da den kommer præinstalleret på verdens største mobilstyresystem Android.
Chrome står bag 54 procent af mobilsøgningerne, mens Safari ligger på andenpladsen med 26,63 procent markedsandel.
Android-browseren er på tredjepladsen med knap 10 procent, hvorefter Opera Mini kommer med seks procent og herefter Internet Explorer med 1,5 procent.
Igen viser markedsandelene altså, den tidligere browser-konges fald er en realitet, efter Microsoft-browseren dannede de suverænt mest efterspurgte rammer for browseroplevelsen for bare en håndfuld år siden.
Mobile Safari størst i Danmark
Et kig på de danske internetsøgninger via mobilen hos Dansk Online Index viser, at Apples Safari-browser er størst på de danske mobiltelefoner med en markedsandel på knap 42 procent.
Her kan Chrome mønstre 28,4 procent af mobilmarkedet, mens Facebooks browser ved åbning af links på det sociale medie står for næsten 23 procent af de danske sidevisninger.
På personlige computere er der dog ekkoer fra de internationale tendenser, da Chrome-browseren også er klart størst i vort lille land uden høje bjerge.
Google-browserens markedsandel lyder på 42,7 procent i oktober 2016, mens Microsofts browsere tilsammen udgør knap 33 procent af det danske browsermarked.
Læs også:
Fandt kritiske sårbarheder i Google Chrome: Nu vælter han sig i dusør-penge
Træt af Chrome? Sådan tager du alle dine indstillinger med dig over til Firefox
Ingen konkurrenter kan ryste Googles søgemaskine: Derfor slår Google alle de andre