Medmindre du læser denne test uden for Danmarks grænser, er der hverken bounty-strande eller hvidtoppede bjerge uden for vinduerne.
Og chancen er, at du er lige så meget actionstjerne som denne skribent, hvis mountainbike har mere støv end mudder på stellet.
Men derfor kan man sagtens længes efter et actioncamera til sommerferien, til skiferien eller bare til en cykeltur i regnvejr.
Og med GoPro Hero 5 Black viser GoPro, at selskabet stadig er guldstandarden inden for de små hårdføre actionkameraer.
Marked med hård konkurrence
Det er ellers et marked med hård konkurrence fra firmaer som Sony og Garmin samt fra de billige modeller, som sælges i supermarkeder for omkring 500 kroner.
De billige modeller kan være en fin måde til lige at teste, om behovet overhovedet er der, så længe du er helt klar over, at kvaliteten oftest ikke er tæt på de dyrere modeller når det kommer til billed- og videokvaliteten.
Alt er dog ikke helt godt i GoPro-land. Konkurrenterne har tilsyneladende taget en del af markedet.
For antallet af solgte kameraer er nede på to tredjedele af antallet af solgte kameraer i samme kvartal i 2015, og GoPro taber penge.
Det må gøre ondt på et firma, som næsten syvdoblede sin omsætning fra 2011 til 2015.
Men det er så også den situation, som det nye Hero 5 Black skal ændre på.
Det er svært at gætte på, om det lykkes, men vi kan sige, at er du ude efter et actioncamera, så bør du seriøst overveje Hero 5 Black.
Det skal du på grund af kameraet og så det imponerende og omfattende tilbehørsprogram, der knytter sig til modellen.
Men kameraet først.
Leveres kun fuldt udstyret
Kender du allerede lidt til GoPro-kameraer, så vil du opdage at GoPro denne gang har droppet Silver-modellen. Derfor kommer Hero 5-serien kun i den fuldt udstyrede Black-model.
Til gengæld har den nu både 4K-video (op til 30 fps), tager fotos i 12 megapixel og kommer med en touchskærm på bagsiden.
Specielt touchskærmen på to tommer er en god tilføjelse, som let lader dig indstille kameraet eller gennemse de optagelser, som du allerede har lavet.
Artiklen fortsætter under billedet...
Menusystemet, som på de tidligere modeller ikke var specielt logisk, er desuden blevet opdateret til den nye touchscreen.
Det nemmeste er dog forsat at indstille kameraet fra den glimrende app fra GoPro kaldet Capture, som samtidig lader dig se hvordan kameraet ser verden.
Det er en klar fordel, hvis du skal montere kameraet uden på din bil, bag på din cykel eller andre lidt svært tilgængelige steder.
Med de rigtige indstillinger på plads kan du derefter vælge at stemmestyre dit Hero 5 kamera med kommandoer som "GoPro start video" eller "GoPro take a photo".
Stemmestyringen er valgfri, så når du er træt af, at alle de andre adventure-typer starter dit kamera med deres råberi, så slår du den bare fra.
Hvad angår billedkvaliteten, så er den i vores øjne noget bedre end Hero 4 Black, specielt når det kommer til lys og skygge.
En sammenligning af video taget med iPhone 7 Plus i et dunkelt svensk skovbryn viser, at telefonens kamera er en lille smule bedre.
Til gengæld kan GoPro-kameraet anvendes steder, hvor Apples følsomme og garantidestruerende fugtsensorer ville løbe grædende hjem til hovedkvarteret i Cupertino.
Billedstabilisering forhindrer søsyge
Den største forbedring i kameraet er dog tilføjelsen af en elektronisk billedstabilisering.
Det er noget, som Sony har haft i flere år, men som endeligt er kommet til GoPro med Hero 5 Black.
Aktiverer du den, så bliver dine videoer langt mindre hoppende og søsygefremkaldende, men til gengæld mister du cirka 10 procent af videoens synsfelt. I vores øjne er det en lille pris at betale for en så stor forbedring, og vi ville bruge funktionen så meget som muligt.
Artiklen fortsætter under videoen...
Billedstabilisering virker dog ikke i 4K-videoer eller med optagelser på over 60 fps.
På trods af de nye funktioner som billedstabilisering og GPS har GoPro formået at presse mere energi ud af batteriet.
Det nye batteri, som desværre ikke passer i de gamle kameraer, gav os cirka en time og 40 minutters batterilevetid i 1080p og 60 billeder i sekundet.
Det er cirka 50 minutter længere, end hvad vi har oplevet med Hero 4 Black i tilsvarende vejr omkring frysepunktet. Kameraet lades i øvrigt også hurtigere med den nyere USB C-standard (kabel til almindelig USB-port medfølger).
For kendere så er den største ændring fra tidligere GoPro-modeller, og fra de fleste andre actionkameraer, at selve huset nu er vandtæt ned til 10 meter.
Det er et farvel til den ramme af klar plastik, som ellers har været en fast del af GoPros siden begyndelsen.
Du kan dog stadig købe et hus, hvis du vil dykke (ned til 60 meter) eller bare beskytte kamerahuset mod skader. Huset, kaldet SuperSuit, koster cirka 450 kroner.
Skulle du i øvrigt være så uheldig at ridse objektiv-glasset foran, kan du med at fast vrid dreje det af og købe et nyt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Fordelen ved aflivningen af plastikkassen er dog især, at lyden er væsentligt bedre end før.
Samtidig har GoPro udstyret Hero 5 med i alt tre mikrofoner:
To til stereo og en som sidder i toppen af kameraet og lytter efter vindstøj - som den derefter bruge til at eliminere samme støj fra stereomikrofonerne.
Det er smart - også sel om det ikke tager al støj. Men prøv selv at høre på den korte video herunder.
Et imponerende økosystem af tilbehør
Selvom Hero 5 ikke længere er omsluttet af en kasse, så kommer kameraet med en slank ramme, som lader dig montere kameraet på de overvældende mange forskellige tilbehør, som GoPro producerer.
Det kan lyde lidt fjollet, men bruger man sit actionkamera ofte, så er det ret centralt at du nemt kan flytte kameraet rundt.
GoPro fortjener derfor stor ros for at fastholde samme skruer, dimensioner og tilslutningsmulighed over samtlige kamera-generationer.
Det gør, at jeg kan tage mit Hero 5 og bruge sammen med tilbehøret fra mit 4 Black eller sætte mit ældre kamera fast på den Seeker-rygsæk, som GoPro meget snedigt har monteret kamerabeslag på.
Det er en lille detalje. Men det er små detaljer som dem, der gør GoPro-familien, og især det nye Hero 5 Black kamera attraktivt.
Har du allerede et GoPro i 4-serien sikrer en opgradering til 5-serien dig primært billedstabilisering og en forbedret batterilevetid. Begge dele er gode ting, men måske ikke helt nok til at retfærdiggøre at lægge over 3.000 kroner for et nyt kamera.
Men skal du købe dit første actionkamera eller opgradere en ældre model, så bør du seriøst overveje GoPro Hero 5 Black.